August er som en søndag. Om søndagen har man endnu fri, men man øjner weekendens afslutning. Man er allerede ved at omstille sig og se frem til arbejdet og hverdagene. I august er det stadig sommer, men efteråret er allerede til at føle. Dagene aftager i længde, og med de lyse nætter er det snart forbi. Fuglene synger ikke længere, selvom gulspurven paradoksalt nok bliver ved at tælle til syv med sit evindelige, opgivende dy-dy-dy-dy-dy-dy-dyy. Der er en melankoli i den stemme, selvom alt endnu ånder sommer og sol.
Det er tørt og hedt, og mejetærskerne og traktorerne kører i døgndrift. Snart har havren ingen bjælder på. De 20 fold er dynget op med alle de andre og skal bare gennem møllen, før de står i en pose på vores morgenbord. Der ligger kæmpe bunker af hvedekerner på marken og venter at blive bjærget. Ingen kommer til at lide nød i Danmark med alt det brødkorn. Vi kan godt synge:
Marken er mejet, og høet er høstet,
kornet er i laderne, og høet står i hæs.
Frugten er plukket, og træet er rystet,
og nu går det hjemad med det allersidste læs.
Jeg ved ikke, om mændene på maskinstationen synger sådan, når mejetærskerne er kørt under tag igen, eller om de bare får et par velfortjente kolde øl. Men de har i hvert fald ikke revet marken let, for der er ikke meget tilbage, når først maskinerne har været der, og kæmpe-halmballerne ligger på markerne og forvandler dem til kubistiske malerier.
Børnene skal være tidligt ude, hvis de skal nå at lege i halmen; hurtigt er der kun stubbene tilbage. De stikker på de bare ben, og det er godt at have langskaftede gummistøvler på, selvom det er varmt, og man får ål i strømperne.
Det er sommer, og alligevel ikke. Det er ved at være uden for sæsonen, og det tynder ud blandt de badende på strandene. Hvad der var af sommer og erotik, er allerede fortid, som Jens August Schade må erkende i digtet ”I August”:
men flammefuld stod du ved havet
– skyerne skrattede mørkt
og somren udløste sit liv
nu kommer august over danmark
nu kommer de mange stjerner
nu kommer de mange sange …
Midt i glæden er der gråd og fortvivlelse i de sange. Og Schade synger selv:
Augustnatten regner
med frisk ren lyd
med ram rå luft
med pludselige klange
som grådbrudte stemmer
Med C.V. Jørgensens vers bliver der for alvor taget afsked:
Sommeren er forbi nu
Og den nærmest fløj afsted
Tomhændet står du tilbage og ka’ slet ikke følge med
Det sortner for dine øjne
Mens du stirrende står her og ser
Endnu et dødt løb bli’ kørt med dig som blind passager
Endnu en gang til, men så heller aldrig mer’
Ferien er forbi, og hvad blev det så til alt sammen? Det gik i hvert fald alt for hurtigt. Det gør det altid, ligesom med stjerneskuddene i Sankt Laurentii Tårer, der falder i august. Man når dårligt at se dem, før de er slukkede. Vi afmønstrer sommeren, forlader sommerlandet og tager tilbage til byen. I august kan vi indtage den med Tove Ditlevsens ”Sommernat!”:
København har vågne øjne som et vagtsomt dyr,
Strækker sig mod morgengryets første, solblå stribe,
Slanke tårne rankes imod hvide sommerskyr,
Vandet vugger blankt og blidt om havnens høje skibe.
Gensynet med byen er godt. Baggårdene fyldes igen op med legende børn, der har været på ”landet”, som det hedder med et begreb, der intet har at gøre med landbrugslandet, intet med havre og bondeknolde og slet intet med skovens dybe, stille ro. Eller også har de været sydpå i et fjernt land, der intet har med den danske sommer at gøre.
Men nu er de her igen, og lyden af deres råb og leg slår op mellem husmurene og blander sig med mursejlernes hvin. Det lyder næsten som dengang, Jørgen Gustava Brandt beskrev byen i ”Sommerkvarter” i 1982:
Der er disse drengeråb fra solskinnets sidegader
Karreens slagskygger peger på timen i gadekrydset
I pøle af reflekser foran en kælderhals’ mørke stritter et par katte
En tredie har lagt sig tilrette midt i en ulmende lysplet på fortovet
Man ser og hører det for sig, selvom kattene på gaden kan være svære at finde. I byen er der ikke længere plads til katte, der strejfer omkring på egen hånd eller lægger sig ned og nyder solen, præcis hvor de har lyst.
Der er næsten heller ikke plads til os, der bor her. Vil man, netop hjemvendt fra ”landet”, nyde København en sommerdag i august, må man stå tidligt op – eller gå sent i seng – for der er så mange turister, at det er svært at følge Schades gode råd i ”Sommer i storbyen”:
Gå op ad Nyhavn
se alt på ny –
en mørkviolet
sommersky.
En lysviolet
lille paraply –
en frisk, ny kvinde
– våd som en by.
8
Omkring den første dag i hver måned causerer litteraturanmelder Lars Handesten over, hvad danske digtere og forfattere har sagt og skrevet om den pågældende måned.