”Til mine børnebørn, som vil få færre muligheder for oplevelser på hederne, end jeg har haft.”
Sådan står der med skrå skrift på den første side i Hans Jørgen Degns bog ”Heden”, som udkom i tirsdags, samme dag som forfatteren og biologen selv fyldte 75 år. Og ordene, dem mener han.
Hans Jørgen Degn er oprigtigt bange for, at den tørre, flade hede, fuld af lyng, som han selv holder så meget af og har brugt en stor del af sit arbejdsliv på at passe på, er ved at forsvinde. Han er bange for, at hans børnebørn og kommende generationer aldrig vil lære dette stykke danske natur og kulturhistorie at kende.
For heden er ved at forandre sig. Den bliver grønnere, den bliver vådere, og det særlige dyre- og planteliv, der engang kendetegnede heden, er i dag svært at få øje på.
Fra sin egen barndom husker Hans Jørgen Degn dog tydeligt heden, altså den rigtige hede. Han er opvokset lidt syd for Vejle, hvor der nu ikke var meget hede at opleve, men familien tog gerne bilen og kørte mod Billund og Randbøl Hede for at gå eftermiddagstur.
”Det var noget helt andet end den bøgeskov, jeg var vokset op med i Vejle,” fortæller Hans Jørgen Degn om mødet med den sandede lynghede.
Heden skulle han opleve som dreng, fordi den betød noget særligt for både Hans Jørgens Degns far og farfar. Faderen voksede op på heden i begyndelsen af 1900-tallet, hvor det var en rutinemæssig del af dagen at slå de hugorme, man mødte på sin vej, ihjel, og farfaderen levede dengang, man plantede granhegn på heden, og havde faktisk diplom i læplantning på hedeegne.
Og med tiden kom heden så også til at betyde noget helt særligt for næste generation, for Hans Jørgen Degn. Derfor bliver han trist ved tanken om, at kommende generationer ikke kommer til at opleve den samme danske hede.
Som voksen og færdiguddannet biolog i begyndelsen af 1970’erne havde Hans Jørgen Degn sågar heden som sin arbejdsplads. Her lavede han en optælling af urfuglebestanden for Vildtbiologisk Station, der dengang hørte under Landbrugsministeriet.
”Urfuglen var i de år en meget væsentlig del af mit liv. I 1973, da jeg lavede optællingen, var der cirka 200 kokke (haner, red.) på heden om foråret. Af de 200 har jeg mødt halvdelen. Derfor var det også noget vemodigt, da urfuglen helt forsvandt omkring årtusindskiftet,” fortæller Hans Jørgen Degn om fuglen, som præsten og forfatteren Steen Steensen Blicher (1782-1848) kaldte ”hedens sorte kok”, og som han har udødeliggjort gennem sine mange fortællinger fra den jyske hede, hvor han blandt andet har beskrevet traditionen for urfuglejagt.
Lige sådan har andre store forfattere som H.C. Andersen, Johannes V. Jensen, Kaj Munk og Jeppe Aakjær kastet deres kærlighed på heden og gennem tiden beskrevet heden, livet omkring den og frygten for at miste den. For eksempel skriver H.C. Andersen (1805-1875) i ”Jylland mellem tvende Have”:
”Heden, ja man troer det neppe, Men kom selv, besee den lidt! Lyngen er et pragtfuldt Teppe, Blomster mylre milevidt. Skynd Dig, kom! om føie Aar Heden som en Kornmark staaer.”
Ikke al hede er i dag blevet til en kornmark, alligevel får man fornemmelsen af, at H.C. Andersen forudså hedens skæbne. Den lynghede, som H.C. Andersen beskriver, er i hvert fald et noget sjældnere syn i dag, end den var på forfatterens tid. Ligeledes er det et faktum, at urfuglen ikke længere findes på heden, og det er blot nogle af de mange forandringer, der har fundet sted på heden, hvor hugormen heller ikke længere er én, man slår ihjel på sin vej, men derimod er fredet og et noget sjældnere syn.
Også Randbøl Hede, som Hans Jørgen Degn holdt så meget af som barn, er forandret.
”Dér kommer jeg ikke med fornøjelse i dag. For jeg kan se, hvor meget ringere den er blevet, siden jeg lærte den at kende,” siger Hans Jørgen Degn og fortsætter:
”Heden skal være præget af hedelyng. En græssteppe – det kalder jeg ikke en hede.”
Men hvorfor er det så vigtigt, at heden skal blive ved med at være, som den var engang? For Hans Jørgen Degn handler det ikke alene om at sikre et mangfoldigt dyre- og planteliv.
”Når hedelyng erstattes af græs, er der planter, insekter og fugle, der forsvinder, men det handler også om vores forhistorie og vores kulturhistorie. For 150 år siden opfattede hedebønderne det som en kamp at opdyrke heden. Det gjaldt om at vinde over fjenden, den grimme lyng, og det er svært at anskueliggøre den udfordring, de stod over for, hvis man kigger ud over en græssteppe uden lyng,” siger Hans Jørgen Degn.
Hedebønderne og lyngen bekrigede ikke kun hinanden, de var også afhængige af hinanden. Bondens dyr græssede på heden, og bonden brugte lyngen til både tækning, brændsel og gødning. Det var godt for heden og for lyngen, som på den måde blev holdt frisk af bonden, da lyngplanten har en særlig evne til at overleve de forskellige ”indgreb” og slå nye skud fra roden.
”Hedebonden ville ikke have kunnet drive en gård, uden at han brugte heden på forskellig vis. Omvendt ville lyngheden heller ikke have kunnet opretholde sig selv i tusindvis af år, hvis ikke hedebonden havde brugt den,” siger Hans Jørgen Degn og tilføjer, at man derfor også efterligner hedebonden i dag – nu kalder man det bare naturpleje, som blandt andet dækker over afbrændinger af heden.
For hvis man vil bevare heden, kan man ikke bare frede den. Heden kræver pleje, og den eksister kun i kraft af mødet med mennesket. Og selvom mennesket i dag ikke har behov for at bruge heden for at få føde som på hedebondens tid, skal vi gøre, hvad vi kan, for at bevare den, mener biologen.
”Heden er en del af vores historie. Ikke bare for landmændene på den jyske hede, der har en personlig forhistorie, der knytter sig til heden – heden er også en del af vores historie, hvis man ser på kunsten. Der er mange guldaldermalerier med motiver fra heden, og hvordan ville man kunne læse Blicher, hvis man ikke kunne vise, hvordan en hede så ud? Det mener jeg ikke man kunne. Hvis der ikke var hede tilbage, ville man heller ikke kunne forstå Jeppe Aakjær, som var en voldsom modstander af Det Danske Hedeselskab omkring år 1900, hvor der var en stor bølge af opdyrkning,” siger Hans Jørgen Degn.
Her skal måske lidt uddybning til: Lyrikeren Jeppe Aakjær (1866-1930) mente, at heden var vigtig, fordi den udgjorde en del af landskabets sjæl, og at opdyrkningen af heden, der blev sat i gang for at forbedre landbrugets produktivitet, og som hedeselskabet var fortaler for, skete på en måde, der var blottet for kultur og ånd. Blandt andet er hans digt ”Paa Hedens høje” et poetisk forsvar for heden – for hans ”barndomsland”, der ”snart er slettet ud”. I digtet skriver han blandt andet:
”Spar denne Rest af hærdet Urtidsjord, den Solfaldsbro, den Blæstens brune Bane, hvor Oldtids Sti sig dulgt i Lyngen snor, og Luftens Syn slaar ud sin lyse Fane. Lad ikke haant om Hedens ’golde’ Gave; det Land er fattigt, som er idel Have.”
Jeppe Aakjærs ord ligger egentlig ikke langt fra de tanker, Hans Jørgen Degn gør sig i dag, næsten 100 år efter naturlyrikerens død. For forandringerne på heden betyder ikke kun, at der er dyr og planter, der forsvinder fra heden – der er også nye dyr og planter, der kommer til og trives på den version af heden, der snarere ligner en grøn have eller skov.
”Der er blevet flere plantearter på heden, og det er der måske nogle, der kan se som noget positivt. Men problemet er, at de arter, der er forsvundet, er sjældne arter, der netop er knyttet til heden, som traditionelt har været et næringsfattigt område, og som derfor er forskellige fra de arter, der ellers findes rundtomkring i landet. I stedet er der så kommet en masse ukrudt,” siger Hans Jørgen Degn, der blandt andet peger på den øgede mængde kvælstof i luften, der kommer til at fungere som gødning, som forklaring på udviklingen.
Der er også kommet flere traner til heden de senere år, og det lyder jo umiddelbart som en positiv historie. Men sådan forholder det sig ikke helt, hvis man spørger Hans Jørgen Degn, for det skyldes, at heden grundet klimaforandringer er blevet vådere. Traner trives nemlig i moser, også hedemoser, men heden bør være tør.
”Det er jo ikke alle dyr og planter, der er lige værdifulde. Vi kan ikke bare lade heden gro til og tænke, ’nå, men så får vi flere dyr og planter, der er knyttet til trævegetation’, hvis vi samtidig med åbne øjne siger farvel til dyr og planter, som lever af, at heden er helt åben med nøgne jordflader mellem lyngbuske. Vi har allerede nok steder, hvor vi har insekter og planter knyttet til den type natur,” siger Hans Jørgen Degn, der fortsat vil kæmpe for den hede, han kender fra sin egen barndom og har kunnet læse om hos Steen Steensen Blicher og Jeppe Aakjær.