Hej, jeg hedder Hamlet

SE VIDEO En meget anderledes, men først og fremmest fremragende Hamlet-forestilling på Aarhus Teater

Mirakler sker ikke kun i smukke omgivelser, men også i grimme huse og blandt grimme mennesker, mener Alec Due og Mette Stæhr, som er kunstnerne bag dokumentarfilmen "Living Miracles". (Foto: Leif Tuxen)
Mirakler sker ikke kun i smukke omgivelser, men også i grimme huse og blandt grimme mennesker, mener Alec Due og Mette Stæhr, som er kunstnerne bag dokumentarfilmen "Living Miracles". (Foto: Leif Tuxen). Foto: Aarhus Teater.

 
 
Fem stjerner ud af seks

Hej, jeg hedder Hamlet. Man tror næppe sine egne ører. Men sådan kan den danske prins altså også præsentere sig. Han gør det i skikkelse af en af Sveriges store skuespillere, Jonas Karlsson i indledningen til Aarhus Teaters opsætning af Shakespeares tragedie.

LÆS OGSÅ: Hamlet var ikke dansker

For teaterdirektør Stefan Larssons iscenesættelse gælder i det hele taget det samme som for den uortodokse præsensation: Noget lignende er aldrig oplevet før. Jeg udsteder gerne en garanti.

Den uhøjtidelige optakt kunne måske få en og anden til at frygte, at vi skal være sammen med en fjante-Hamlet. Men det skal vi slet ikke. Prinsen har både sorgen og lidenskaben med sig, men i en effektiv, bedragerisk maskering. Uanset hvad han tillader sig af frimodigheder og det er ganske mange er man aldrig i tvivl om tilstedeværelsen af den alvor, der bør drive ham om det hele skal have mening. Det har masser af mening. Karlsson formår at skjule det tunge bag det lette på en måde, så det sidste får et anstrøg af desperation. Hans Hamlet er på én gang charmerende og farlig.

Stefan Larsson har før premieren sagt, at hans eneste forpligtelse i forhold til teksten er at være radikal. Det tør nok siges, at han lever op til den forpligtelse, idet han tillader sig både at stryge, ændre og tilføje samt at byde på diverse stilbrud og andre finurligheder.

For eksempel hører vi pludselig et brudstykke af en monolog fra Holbergs Jeppe på bjerget et brudstykke af en triumferende, dannebrogsfarvet fodboldsang indgår ligeledes. Længere kan vi tilsyneladende ikke komme væk fra Shakespeare. Og dog er vi hos ham. Hele tiden. Larssons instruktion har et fast greb om det løsslupne og lader det aldrig udarte til at blive sig selv nok.

Den uhøjtidelige tone, der anslås straks fra begyndelsen, præger hele forestillingen, hvilket i høj grad opnås ved at udnytte spillet mellem dansk og svensk. Derved skabes en ironi og en distance samt en munterhed selv hvor man mindst skulle vente den. Ja, endog på Hamlets dødsleje. Hans berømte slutord resten er tavshed når han, inden han udånder, at gengive i flere oversættelser til publikums tydelige morskab.

Man kan undre sig over, at det går an med denne respektløshed, der dog mærkeligt nok ikke virker som sådan. Jeg forstår ikke helt, hvordan alvoren kan overleve attentaterne på den. Men det må jeg konstatere overleve gør den. Ligesom på en måde Hamlet, mens han fornøjet dør.

Selvom forestillingen varer i cirka tre timer, er det en koncentreret udgave af Hamlet, der gives. Det gælder både teksten og antallet af roller. Opsætningen spilles i kostumer, der med de friheder, der tages grundlæggende må betegnes som moderne. Scenen fremtræder med en råhed, der også kan være tilværelsens. Bunkerne af angiveligt millioner af søm minder om noget tilsvarende: At leve er at udsætte sig for smerte.

Ved en opsætning af Hamlet afventer man gerne med en vis spænding, hvordan udfordringen løses med at vise prinsens gensyn med den myrdede far, der engang var konge af Danmark. Her sker det påfaldende enkelt og uden mindste antydning af mystik. Pludselig sidder Hamlet simpelthen bare over for sin far, spillet af den aldrig svigtende Kim Veisgaard, der i øvrigt tillige har rollen som faderens bror og morder, den nuværende konge af Danmark.

Det eneste, der røber faderens særlige status som afdød, er hans lysbesatte hat. Han tager den af, når han igen er den levende af brødrene.

Som Hamlets mor og onklens medsammensvorne medvirker endnu en svensk stjerne, Marie Richardson, der i begyndelsen lader sin figur være heftigt lattermild - vel et udtryk for sårbarhed og ubalance. Richardsons sceniske autoritet er stor. Hun er yderst nærværende, også når hun er tavs. Den altid forvandlingsparate Niels Ellegaard har hele tre roller den største som kongens rådgiver, Polonius, som han gør til en pudsig, let grånende herre, som man ikke helt ved, hvad man skal mene om. Og det er uden tvivl netop pointen. Ellegaard involverer sig med megen komik også i rollen som graveren. Men den berømte scene med kraniet får ikke den vægt, den for det meste har. Det samme gælder Hamlets forhold til Ophelia, spillet af Signe Kærup Hjort. Kærligheden mellem dem underbetones næsten til ingenting. Og derved mister Ophelias efterfølgende vanvid en vigtig dimension. I første fase er hun en tækkelig lillepige iført hvid, tætknappet bluse, plisseret nederdel og hvide knæstrømper. Hvis lidenskaben er der, skjules den godt bag det barn, som hun næsten synes at være. Langt mere gennemslagskraft giver Hjort pigen i dennes sidste fase, vanviddets.

Mon ikke det allerede er sagt, at Hamlet er en fremragende og inciterende forestilling?

LÆS OGSÅ: Enhver bør se Hamlet mindst én gang

William Shakespeare: Hamlet. Dansk oversættelse: Niels Brunse. Svensk oversættelse: Ulf Hallberg. Bearbejdelse og iscenesættelse: Stefan Larsson. Scenografi: Jens Sethzman. Aarhus Teater, store scene.