Prøv avisen

Dy Plambecks nye roman er tidstypisk på en enerverende måde

2 stjerner
Dy Plambeck og en del andre danske forfattere med hende søger en litterær, menneskelig og samfundsmæssig forløsning i at beskrive virkeligheden så beskidt og brutal, så vild og voldsom, som overhovedet muligt. Man kunne også bruge litteraturen til noget andet, foreslår Nils Gunder Hansen. – Foto: Leif Tuxen

Dy Plambecks nye roman om to søstre mellem fødsel og partnervold hænger ikke sammen og jagter alene den rå attitude

Man har lov til at forvente meget af en forfatter som Dy Plambeck, der har fine udgivelser bag siden debuten i 2005 med digtene ”Buresø-fortællinger”. Men hendes nye roman ”Til min søster” er tidstypisk på en enerverende måde.

Allerede på følgesedlen hujer forlaget begejstret, at romanen er om ”handlekraftige kvinder og om at give en fuckfinger til kernefamilien”. ”You go girl”, må man forstå, og sådan bliver det da også.

Den første fjerdedel af romanen hedder ”Barselshotellet 2015”. Hovedpersonen og jeg-fortælleren Aya føder en datter. De fleste scener foregår på Rigshospitalet og på sygehusets barselshotel. Aya er alene om det. Barnefaderen Christian har fortrudt og er rejst hjem til Canada. Heldigvis kommer Ayas søster Andrea, som bor i Odense, over og hjælper rigtig meget. Der er dog samtidig en spænding mellem de to søstre, fordi Andrea ikke selv kan få børn. Aya føler skyld, men hele fødselsdramaet gør hende også urimelig og krævende. Andrea tager dog det hele smukt og er hjælpsomheden selv.

Der er meget voldsomme og malende beskrivelser af graviditet, fødsel og den hærgede og mærkelige krop i tiden efter fødslen. Hvis man gerne vil læse om moderkager (og hvordan man kan spise dem) og mellemkød, der både skal klippes og sys, er man kommet til det rette sted.

Dy Plambeck har savnet litteratur om graviditet og fødsel, og hun fylder i den grad hullet ud. Ingen hudfold forbliver uudforsket, ingen kropsvæske får lov at løbe uinspiceret. Plambeck er kendt for både at kunne skrive meget kontant og meget poetisk, og dette stof ligger utroligt godt til hendes stil. Afsnittet er det bedste i romanen og indskriver sig i den nyere (kvindelige) litteraturs store mellemværende med moderskabet:

Chokket og jordrystelsen ved at erfare, hvordan det er at være gravid, at føde et barn og at skulle leve et helt andet liv i en helt anden krop, med et barn, efter en fødsel.

Resten af romanen hedder ”Värmland 2017”. Vi springer to år frem i tid. Aya, som er ung universitetsforsker (post.doc.) i historie, skal til Det Nordiske Historikermøde i Sunne i Sverige. Det strækker sig over flere uger. Det plejer den slags konferencer ikke at gøre efter min erfaring, men det giver romanen mulighed for at lade de to søstre etablere et camping-agtigt samliv i lokalområdet.

Andrea er nemlig taget med for at passe lille Nola. Det viser sig nu, at søster Andrea siden første del har været i et forhold med en voldelig mand. Hun er blevet banket systematisk og måtte til sidst redde sig ind på et krisecenter med kvælningsmærker og sine udslåede fortænder i en frysepose. Hun er angst og ustabil, drikker for meget, vil helst rende rundt med et haglgevær. Kan Aya overhovedet overlade lille Nola til hende?

Forholdet mellem søstrene er således vendt om. Hvor Aya var i tovene omkring fødslen, og Andrea var den stabile, er det nu omvendt. Men Aya vil ud over at gå til konference også gerne have lidt barnefri og indlede et lesbisk forhold til en ung lokal kvinde.

Aya forsker i Anna Michelsen, en ung kvinde fra det sene 1800-tal, som var en ungdomsveninde til digteren J.P. Jacobsen. Hun havde en stærk personlighed og litterære evner. Dertil var hun forelsket i Peter, som hun kaldte ham, men han ville ikke helt vide af hende. Hendes skrøbelige sind krakelerede, og hun endte med at tilbringe det meste sit liv som ”sindssyg” på Sct. Hans.

Denne tragiske skæbne er autentisk, og i et efterord redegør Dy Plambeck for, hvordan hun har citeret fra Annas breve og fra breve, som personerne omkring hende har skrevet. I romanen diskuterer Aya og Andrea ivrigt Annes breve og hendes skæbne. De spejler sig i hende som en tredje søster på den anden side af tidens kløft, og vi må forstå, at disse tre kvinder fra fornavnenes A-hold på forskellig vis er udsatte og prøvede af deres vilkår i livet.

Romanen laver også en del tilbageblik til de to søstres barndom i Kalundborg og omegn. Kodeordene her er (teenage-)sex og vold, iblandet enkelte lyriske natursyn. Men et hovedspor er scener fra Andreas voldsramte liv med kæresten Mark.

Det er gruopvækkende læsning, hvordan hun gradvist mister enhver selvtillid og frihed. Aya kan ikke tage det, og hun (og forfatteren) excellerer i lange voldsfantasier om, hvordan Mark skal dræbes, druknes, parteres og så videre.

”Kvinder der hader mænd” kunne romanen næsten hedde, for ud over to hjælpsomme ældre herrer, hvoraf den ene får hovedet knust af et baseballbat i Kalundborg, er romanens mænd enten totalt fraværende som barnefaderen eller skræmmende som Mark eller bare ynkelige, latterlige, ulækre og væmmelige.

Der bygges op til den store eksplosion. Vil det gå amok mellem søstrene, vil Mark forfølge Andrea helt til Sverige, hvad med den ynkelige og liderligt-fulde historielektor Gregers fra Norge, og kan det gevær undgå at blive brugt på den forkerte, når der skal viftes så meget det?

Alt det her kan måske lyde meget godt, men det er det bare ikke. Romanen falder helt fra hinanden. Vi hører intet om Christian, selvom Aya skal forestille at kredse om gåden bag hans forsvinding. Søster Andrea fremstår som mindst tre forskellige karakterer i bogens løb: skyggetante, voldsoffer og en meget entreprenant person, blandt andet dygtig jæger, der sagtens kan skyde en hjort og partere den bagefter.

Partnervolden fylder så meget, at ”Til min søster” balancerer på kanten til en slags dokumentarisme, hvor man får mere lyst til at læse om forskning i emnet, behandlingsformer og lignende, i stedet for at blive i fiktionen og u-hygge sig med Ayas udpenslede voldsfantasier.

Anna Michelsen-sporet kunne, brutalt sagt, have været monteret ind i så mange andre romaner. Det bliver aldrig helt oplagt, hvad der binder søstrene sammen med hende, og det kunne have været noget mere spændende, hvis Plambeck i stil med Ida Jessen i ”En ny tid” var gået ind og havde skrevet regulær historisk fiktion om Anna og J.P. og deres tid.

Forholdet mellem Aya og Andrea forbliver utydeligt gennem hele romanen; til tider kan de være svære at skelne fra hinanden, og det er der vel nok en søstersolidarisk pointe i, men det gavner ikke den fortællende dynamik og den karaktermæssige portrættegning, som kunne bære en roman som denne. Synet på de to køn er helt parodisk som beskrevet oven for, og den stadige appetit på vold, sex, krop, materialitet i enhver tænkelig form er trættende.

Man bruger nogle gange betegnelsen ”poetisk realisme” om danske efterromantiske digtere i 1800-tallet; de beskrev virkeligheden, men i en let forskønnet og idealiseret udgave.

Dy Plambeck og en del andre danske forfattere med hende går i dag den modsatte vej og søger en eller anden litterær, menneskelig, samfundsmæssig forløsning i at beskrive virkeligheden så beskidt og brutal, så vild og voldsom, som overhovedet muligt. Vi skal helt ned på bunden af materialitetens ur-suppe. Men det kommer vi alligevel alle sammen før eller siden, og indtil da kunne man måske også bruge litteraturen til noget andet.

Læs interview med Dy Plambeck i Kristeligt Dagblad i morgen.