Klemt op imod brædderne sidder et rystende pigebarn med dådyrøjnene på stilke. Hun er smurt ind i blod og banker hovedet dumpt i de tunge trævægge. Det er skræmmende, hvor hurtigt vi vænner os til hendes tilstedeværelse og begynder at tale om vind og vejr.
Men så skriger hun, højt og skingert, og river os med vold og magt med ind i historien, hvor stemningen allerede fra starten er som en trykkoger. Gospelsange byder os ind i et puritansk univers, der ligner noget fra ”bibelbæltet” i 1950'ernes USA. Her i sydstatssumpen begynder heksejagten.
Arthur Millers stykke fra 1953 omhandler hekseprocesserne i den amerikanske by Salem i 1600-tallet, men er en allegori på kommunistforskrækkelsen, der opstod i USA i 1940'erne som følge af senator Joseph McCarthys politiske forfølgelse af amerikanske kommunister.
Men ”Heksejagt” griber nogle universelle og tilsyneladende evigtgyldige problematikker an, og uden at opdatere stykket og sætte direkte ord på italesætter den schweiziske instruktør Roger Vontobel den omsiggribende islamofobi, mange mener, at verden har oplevet siden den 11. september 2001.
På scenen får vi lov at opleve nogle af de helt store kapaciteter, både unge og gamle. Sara Hjort Ditlevsen leverer en intens og rædselsvækkende karakteristik af den unge sirene Abigail Williams, som gøres til leder af korstoget, da hun angiveligt besidder evnen til at se, hvor Djævlen gemmer sig i mennesker.
Heksehysteriet vokser og giver næring til hendes hovmod, mens hun kynisk dømmer den ene borger efter den anden til døden. Over dem alle tårner mægtige Henning Jensen som viceguvernør Danforth, autoritær og magtliderlig. Ingen tør modsætte sig hans uhyrligheder, når han med pompøs retorik ophøjer religion til lov. Sandhed, bevisførelse og retfærdighed forvrænges. De anklagede bliver hængt, hvis de benægter deres skyld - men ingen ønsker at tilstå noget, de ikke er skyldige i.
Midt i det hele står Olaf Johannessen som skeptikeren John Proctor, der endte sine dage som heksejagtens blodvidne. Johannessen giver endnu en kraftpræstation og formidler frustrationen og urimeligheden i de uhyrlige beskyldninger, så man mærker desperationen krybe ind under huden.
I sprækkerne i den massive misere lurer der dog også en vis optimisme på menneskehedens vegne, som subtilt kommer til udtryk i Arthur Millers tekst:
”Det er farligt at søge efter onde ånder. Lad os hellere søge skylden hos os selv,” siger den lysende uskyldsrene Rebecca Nurse (Kirsten Olesen) og tænder lyset på scenen og i salen.
Men mest af alt er det Millers drivende ironi, der får spillerum og spidder de selvbedragende idealister: ”Det rene hjerte har ikke brug for en sagfører,” siger Danforth. Og Proctor fremturer naivt: ”Gør det rigtige, og intet ondt vil ramme dig.”
Undervejs i de intense retssalsscener konsolideres fæstningen på scenen - et symbol på religionens magt - ved rent fysisk at vokse sig ind i himlen, med de fire djævelsk forførende pigebørn sat på en piedestal som religiøse superstjerner. Byen går helt i fordærv, ofrene hober sig op, og scenerummet imploderer. Der står Proctor så inden sin henrettelse, helt alene i Skuespilhusets endeløst mørke rum. Tomheden bliver håndgribelig.
”Heksejagt” er en intens og fortættet forestilling leveret af et brillant ensemble tilsat en minimalistisk og majestætisk scenografi. Det er en på én gang rædselsvækkende og smuk oplevelse - og uhyggeligt realistisk.
kultur@k.dk