Prøv avisen
Bog

Hektisk bog om mafiaen

3 stjerner
En omskrivning (og redigering) i Morten Beiters eget sprog ville have været at foretrække, for hans egne rolige og saglige intermezzoer er dem, der fungerer bedst, mener Lotte Kirkeby Hansen. Foto: Jesper Kristensen

Journalist Morten Beiter vil for meget på samme tid i denne lettere rodede reportagebog

”I andre europæiske lande med et højt udviklet demokrati behøver man ikke studere kriminalhistorien for at forstå landets historie. I Italien forholder det sig anderledes.”

Sådan sagde en antimafia-dommer til Morten Beiter. Og staten og antistaten er således uløseligt forbundet i Italien, hvor mafiaen er en økonomisk magtfaktor, som det er svært at komme uden om. Man skønner, at dens årlige profit er 100 milliarder euro. Nok til at drive den danske stat i et år. Plus bygge en Storebæltsbro. Og nu rykker den italienske mafia mod nord. Rimelig ubesværet. Siden 11. september har vores fokus nemlig været på terror, mens kampen mod mafia og korruption har fået en langt lavere prioritet end tidligere.

Morten Beiter er journalist og har i en årrække været bosat i Italien og rapporteret hjem til danske dagblade om italienske samfundsforhold. Og man er ikke et sekund i tvivl om, at han kender og elsker landet. Og at han gerne fortæller om sæder, skikke, mad og drikke i sin bog ”Mafiaen kommer”, som han har ladet antage reportagens form. Han rejser nemlig rundt i primært Italien og taler med forskellige kilder, hvoraf den altoverskyggende er Calogero Amico, alias Lillo, tidligere mafiaboss og afhopper, idømt fængselsstraffe på omkring hundrede år, blandt andet for mord og diverse mafia-aktivitet.

Lillo har dog fået suspenderet sin husarrest, mens han går til behandling for skudskader i hjernen, hvorfor Morten Beiter kan mødes med ham, dels i hans eksil i Tyskland, dels i Italien.

Man kan diskutere, hvorvidt man kan gøre den mildest talt anløbne Lillo til sandhedsvidne og hovedkilde i en hel bog. Men at han fylder for meget står ikke til diskussion. Han er momentvis charmerende, men mest af alt irriterende, fordi Morten Beiter ikke formår – eller ikke vil – tøjle ham.

Han rabler og gentager sig selv, og hans roden rundt efter mobiltelefoner, snakken med børn, koner og nevøer, spisen og sludren om dette og hint får den røde mafiatråd til at forsvinde i uendelige og ligegyldige passager i stil med denne: ”De er skræmt fra vid og sans! Det er en politi-psykose! Her bider politiet ingen. Og de kan da kun tage et kørekort, hvis man har et! For de kan jo ikke tage noget, man ikke har! Minchia! Mig tager de ikke kørekortet fra. Hvorfor? Fordi jeg ikke har noget! Og hvordan kan du så køre? Jamen for helvede, man behøver da ikke noget kørekort for at køre bil!”.

Resultatet er en på alle måder hektisk bog, der vil for meget. Man får en række punktnedslag, der ikke synes at være blevet skrevet sammen til den store fortælling om mafiaens fremrykning, som man indledningsvis bliver lovet, kapitlerne har mere karakter af afsluttede artikler end dele af et hele, og man bliver ganske enkelt stirrevit af Lillos kværnen. En omskrivning (og redigering) i Morten Beiters eget sprog ville have været at foretrække, for hans egne rolige og saglige intermezzoer er dem, der fungerer bedst.

kultur@k.dk