Prøv avisen

Genoversættelse af ”Lykke-Per” er en både heldig og lykkelig begivenhed

5 stjerner
Der er ingen, der hævder, at forfattere som Dostojevskij og Stefan Zweiger mindre end Pontoppidan, men det lykkes at give en fornemmelse af, at det unikke ved Henrik Pontoppidan er, at han faktisk forenede det historiske og det eksistentielle, der så ofte er mere opdelt i de andre nationale kanoner.

Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per” findes endelig i en udgave, der kan bruges verden over. Også til at vise, hvorfor det er tæt på uoversættelig kunst

I den amerikanske forfatter Bill Brysons Shakespeare-biografi fra 2007 gør han sig på et tidspunkt sjov over, hvor mange ligegyldige forfattere på Shakespeares tid, der blev hyldet som mestre. På trods af at de levede samtidigt med mesteren over dem alle. Så Bryson tænkte: ”Tidsaldre er generelt ret inkompetente i forhold til at vurdere deres egne værker. Hvem ville i dage stemme for at give Nobelprisen i litteratur til Pearl Buck, Henrik Pontoppidan, Rudolf Eucken eller Selma Lagerlöf?”

Her kan enhver skandinav måbe, selvom det ville være mere konstruktivt at række hånden i vejret. Vi åndeligt afstumpede, oldnordiske huleboere ville stemme for både Pontoppidan og Lagerlöf, også i dag.

Det var en forlagsmand, der leverede denne henvisning til Bryson, da overtegnede spurgte, hvorfor Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per” for anden gang på godt otte år skulle udgives på engelsk.

Det var et godt forlagssvar. Alle kan jo se, at Wiki-Bill Bryson blot har googlet en liste over Nobelprisvindere og fundet et par navne, han ikke kender. Tre ud af fire i øvrigt fra Tyskland og Norden.

Sådan kan det gå så galt. For i tilfældet Pontoppidan var tidsalderen faktisk i stand til at vurdere egne værker. Ikke blot i Danmark, men også i den tysktalende europæiske offentlighed fik ”Lykke-Per” (samlet udgave 1905) de efterfølgende årtier opmærksomhed. Man behøver vist blot nævne, at Pontoppidan til sine beundrere kunne føje en anden mindre forfatter som Thomas Mann eller en ligegyldig ungarsk litteraturkritiker som György Lukács – og en nobelpriskomité.

Med andre ord leverede Bryson i 2007 et argument for en gennemarbejdet udgave af ”Lykke-Per” på engelsk, sådan at også oplyste angelsaksere kan finde lykken i Pon-toppidan, kun 100 år efter Mann og os andre.

Den første oversættelse til ”amerikansk” blev udgivet af Naomi Lebowitz i 2010. Der overgik denne oversættelse den lykkelige skæbne, at den populære litterat og filosof Frederic Jameson anmeldte den i London Review of Books i flotte vendinger, men der var også en række ulykkeligere omstændigheder ved den.

For det første blev den oversat til ”Lucky Per” – men hvem mener i al redelighed, at lykke og ”luck” er det samme?

For det andet kostede den op mod 600 kroner. Hvilket ulykkeligt paradoks i det lykkelige. ”Lykke-Per” er verdenslitteratur, som alle kan læse, men ingen uden for den gamle verden havde råd.

Hermed grunden til, at ”A Fortunate Man” er en både heldig og lykkelig begivenhed. De over 700 sider koster blot 35 dollars. Så får selv Bill Bryson muligheden for at vederfares, hvor stor en roman ”Lykke-Per” er. Især fordi titlen nu også rummer både held og lykke – de er ikke det samme, ordsprog eller ej.

Alene bagsideteksten og Flemming Behrendts efterord kan hensætte én i dansk lykkerus. De giver indtryk af, at Pontoppidan er en slags dansk blanding af russerne Tolstoj og Dostojevskij: både det vældige vævede tidstæppe og den heftige eksistentielle symbolik, både storslået, konkret realisme om et folks fælles skæbne og en skildring af et enkelt, evigt menneskes kamp for at blive sig selv. I Frankrig ville man kalde det Flaubert og Baudelaire, i Østrig Stefan Zweig og Joseph Roth.

Der er ingen, der hævder, at disse forfattere er mindre end Pontoppidan, men det lykkes at give en fornemmelse af, at det unikke ved Henrik Pontoppidan er, at han faktisk forenede det historiske og det eksistentielle, der så ofte er mere opdelt i de andre nationale kanoner. Og så er vi nået langt.

Det samme gælder selve oversættelsen. Pontoppidans stil udgøres som regel af en svalende-klar realisme, og den skulle nok være nogenlunde taknemmelig at oversætte, men pointen er, at Pontoppidan er så meget mere. Det forstår den irske oversætter Paul Larkin tydeligvis.

Alle personer taler med deres distinkte stemme, også i oversættelsen. Et outreret eksempel kunne være ingeniøroberst Bjerregravs skønne, hysteriske sømandsmål. Da Per vil forelægge sin idé om et jysk kanalanlæg og breder planerne ud, udbryder han: ”Du godeste Gud!” i den heftige stil, som fornøjeligt bliver til: ”Heavens above send down a dove!”. Det må gerne læses højt. Og den slags eksempler fra perlerækken af bipersoner er uendelige i oversættelsen af denne udødelige bog.

”Lykke-Per” er ikke kun et vældigt tidstæppe og en eksistentiel kamp, det er også et næsten uopløseligt stramt komponeret kunstværk, hvor et ord kan optræde igen og igen med nye nuancer i dets relation til Pers udvikling.

Selvsagt inklusive begrebet ”lykke”. Men det er umuligt for en oversættelse til et så anderledes sprog som engelsk at gengive stramheden.

For nu at blive ved den ildsprudlende oberst:

”Hvor gammel var det, De sagde, De var?” ”Toogtyve.” ”En lykkelig Alder!”, råber Bjerregrav. Her altså en klar motivspejling af romanens titel og endda kombineret med en udviklingsromans alders-tematik. Men på engelsk lyder oberstens svar: ”Oh happy youth,” hvorved en smule af stramheden forsvinder.

Det er en gennemgående udfordring. Da Per får sit første hjem hos Olufsens i Nyboder i København, lyder det på dansk, at Per finder ”sit første Asyl, et midlertidigt Fristed paa Vejen ud til det Lykkens Land, hans Drømme havde forjættet ham”.

På dansk er det svært ikke at se Lykke-Pers identitetssøgen spejlet i huset i Hjertensfrydgades ”Lykkens Land”. Men i oversættelsen bliver det til en formulering, der ikke spejler titlen: ”that Land of Luck and Happiness,” står der med en mere bastant sætning.

Det er ikke, fordi der gives lette alternativer. Pointen er, at romanens verdenskvalitet uvægerligt også udfordres, fordi den er så god. Dette kun sagt for at vise, hvordan man i fremtiden vil kunne bruge denne udgivelse på de mange danskstudier rundt om i verden til at diskutere og fremhæve Pontoppidans nærmest ubegribelige romanteknik.

Per er ”fortunate”. Vi er ”lucky”. Må romanen nyde begge dele i hele verden.