Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Hele fire syn på Paulus er i spil i den nye forskning

4 stjerner

Der er mange velskrevne artikler om nye syn på apostlen Paulus i denne bog. Men hvorfor har forskerne brug for en luthersk stråmand for at argumentere?

Siden 1970’erne er en ny forståelse af Paulus brudt frem. Det findes tydelige ansatser til den tidligere, hvilket også professor Anders Klostergaard Petersen er inde på i sit fine bidrag til bogen ”Paulus og jødedommen”, som netop er udgivet. Men det er ved forskeren E.P. Sanders’ bog ”Paul and Palestinian Judaism” og senere i 1983 ved en artikel af J.D.G. Dunn, at det nye forskningsparadigme slå igennem.

Begge de nævnte forskere bidrager med to gode artikler til bogen, der er en opdateret udgave af bogen ”Den nye Paulus og hans betydning” (2003). Der er taget artikler ud og nye er kommet med, særligt om det såkaldte radikale Paulus-billede.

Det nye Paulus-billede handler om, at Paulus ikke så sig selv som grundlægger af en ny religion, men som en videreførelse af den jødedom, som han kendte. Samtidig forsøger man med rette at sætte Paulus ind i den historiske kontekst, der er hans. Paulus gennemgår således ikke en omvendelse, men en glidende proces, der sætter ham i stand til at se jødedommen i et nyt lys.

En tilbagevendende prygelknabe i artiklerne er Luther og den luthersk tradition, særligt Rudolf Bultmann og Ernst Käsemann. Blot er det påfaldende at læse Paulus og Luther sammen, for spørgsmålet er, om Luthers beskrivelse af sin egen omvendelse ikke er hans genskrivning af et gængs Paulus-billede?

Og når man i den nye Paulus-forskning kan tale om, at Paulus ikke har en egentlig omvendelse, svarer det meget godt til, hvad Luther-forskeren Leif Grane sagde om Luther for snart 50 år siden. Hvis man læste Luther på samme måde som den nye Paulus-forskning læser Paulus, ville man sige, at retfærdiggørelse ikke har en plads i Luthers teologi, for det optræder meget sjældent i hans værker. Hverken i centrale værker som ”om et kristent menneskes frihed” eller i katekismerne er det at finde.

Men bare fordi det ikke er at finde, er det jo ikke fraværende, som den nye Paulusforskning vil sige, når de kun kan finde retfærdiggørelsesbegrebet i Romerbrevet og Galaterbrevet. For Luther handler det om at udfolde, hvad det vil sige at være i Kristus, hvorved han faktisk er helt paulinsk. Det er i hvert fald indtrykket, når man i det lys læser Lone Fatums bidrag. Og når ovennævnte J.D.G. Dunn kan tale om, at retfærdiggørelse er et relationsbegreb og ser det som noget nyt, må man gribes i at ønske en lidt større Luther-forståelse. I det hele taget ville bogen vinde meget ved ikke at spille op ad Luther, men alene fokusere på sin Pauluslæsning. Det er en kilde til vedvarende irritation, at der vides så lidt om Luther.

Man står nu med fire Paulusbilleder: det klassiske, der er repræsenteret af Luther og den lutherske tradition.

Det nye Paulus billede, der fastholder Paulus i sin jødiske kontekst og ikke mindst søger at udfolde menneskets syndfrihed efter omvendelsen til Kristus. Det synspunkt er afgørende på kant med Luther. Både Troels Engberg-Pedersen og Anders Kloster- gaard Petersen er inde på dette i deres indlæg. Det er muligvis rigtigt, at Paulus anså syndsfrihed hos den kristne som det afgørende. Men problemet er, at virkeligheden trænger sig på, og man behøver blot tænke på hans kvaler med den korintiske menighed, førend syndsfrihed bliver et helt abstrakt begreb.

Det tredje billede, som bogen kun beskæftiger sig med overordnet, er det filosofiske billede, der finder repræsentanter i tænkere som Badiou, Taubes og Agamben. Det kunne have været spændende, at dette havde været mere udfoldet.

Det fjerde er det radikale Paulus-billede, der blandt andet repræsenteres ved den amerikanske forsker Paula Frederiksen, der i et meget velskrevet indlæg udfolder dette synspunkt. Dette forskningsparadigme handler kort fortalt om, at jøderne har deres frelsesvej (pagten, loven, med mere), og de kristne har Kristus som en særvej til frelse. Der er således to frelsesveje.

Dette synspunkt rejser mange komplekse spørgsmål, og Engberg-Pedersen skriver også i den glimrende indledning, at ”det hele oser af en blanding af politisk holocaust-korrekthed og identitetspolitik”. Paulus-forskningen har også i dag politisk betydning.

Alle indlæg er velskrevne og oplysende om et forskningsparadigme. Men det trækker ned, at man ofte har svært ved selvstændigt at fremstille det, men har brug for en luthersk stråmand for at argumentere. Det burde ikke være nødvendigt.

Risikoen ved kun at kontekstualisere, er, at man forsvinder ind i historien. Hvad skal vi bruge Paulus til nu? Der er Gitte Buch-Hansen inde på i sit gode og oplysende indlæg om den paulinske antropologi. Her skriver hun desværre til sidst: ”Spørgsmålet om, hvad vi skal stille op med det forhold, at den i dag ”gode” læsning nok ikke er den historisk ”rigtige”, må vi overlade til de systematiske teologer”.

Det er ikke godt nok. Forskerne er ansat som teologer i bibelsk eksegese og ikke i religionshistorie, klassisk filologi eller oldtidsarkæologi. De er teologer, og der må således tænkes med på de historiske linjer. Det var det, der gjorde Bultmann, Käsemann med flere så relevante – også i dag. Det skal tænkes teologi også i den bibelske eksegese, ellers reduceres det hele til religionshistorie, som der ikke er noget galt med, men det er et andet fag.

Så når Troels Engberg-Pedersen kan skrive ”hvor bliver teologien af? At besvare dette meget væsentlige spørgsmål ville kræve en helt selvstændig drøftelse”, er svaret: Ja tak, det er bare om at komme i gang.