Prøv avisen

Hele klaviaturet skal spille

Jane Austens ”Fornuft og følelse” har været en del af forfatter Maria Hellebergs egen livsfortælling, siden hun var teenager. For Maria Helleberg er Jane Austen med sin skrivestil og fortælleform opskriften på den helt perfekte romanforfatter. – Foto: Søren Staal.

Fornuft og følelse er eminent konstrueret og lærer os vigtigheden af at træffe de rigtige valg i livet, mener forfatter Maria Helleberg. Det er vigtigt både at have stærke følelser og en sund fornuft, siger hun

Den populære amerikanske tv-serie Sex and the City handler om fire kvinder, der på skift bevæger sig rundt mellem parforhold og singlelivet. Anført af seriens hovedperson, Carrie Bradshaw, dyrker de fire veninder New Yorks overklasseliv med fester, modetøj og de helt rigtige sko i jagten på Mr. Right.

Personerne i serien har hver sine karaktertræk. En af dem er fornuftig, en anden fræk, en tredje følsom og en fjerde flyvsk.

LÆS OGSÅ:
Kvinder er mest bogGLUBSKE

Forfatteren Maria Helleberg har i sine romaner arbejdet med kvindeskildringer og kærlighedsrelationer og sammenligner tv-serien Sex and the City med Jane Austens roman Fornuft og følelse.

Sex and the City er en moderne udgave af Jane Austens Fornuft og følelse, fordi målet i begge fortællinger dybest set er at finde den rette livsledsager. Det er et tidløst tema, og måske derfor har begge fået så stor succes. Undervejs sker der forviklinger, men det hele foregår inden for den samme lille bekendtskabskreds, fortæller hun og tager imod i sit rækkehus ved Hørsholm nord for København.

Foran sig på sofabordet har hun Jane Austens samlede værker liggende i en engelsk udgave, og Fornuft og følelse er yndlingsfortællingen. Siden Maria Helleberg var teenager, har bogen været en del af hendes egen livsfortælling, og hun er for længst holdt op med at tælle, hvor mange gange hun har læst de samme passager i bogen.

Den engelske forfatter Jane Austen skrev Fornuft og følelse i 1811. Den regnes for at være den første af hendes romaner, der også tæller blandt andre Stolthed og fordom (1813) og Emma (1816). I romanerne kredser hun om middelklassens familieliv, ægteskabsforviklinger og snævre vennekreds.

Maria Helleberg stødte første gang på Fornuft og følelse som 16-årig og beskriver det som det mest ideelle tidspunkt at læse Jane Austen på. Hun havde netop læst romanen Jane Eyre af Charlotte Brontë (1816-1855) og var optaget af kvindelige engelske forfattere.

På det tidspunkt var hun jævnaldrende med den følelsesladede hovedperson Marianne i Fornuft og følelse. Hun identificerede sig med alt, hvad Marianne gjorde. Snart røg hun direkte ind i Mariannes kærlighedsforhold til Willoughby og var med det samme overbevist om, at han var den helt rigtige mand. Han var ligetil og uden alle de indbyggede forsigtigheder, som kendetegner de andre mænd i bogen.

Man kan læse romanen på alle tidspunkter i livet, for vægten flytter sig rundt i historien, hver gang man læser den på ny. Der er hele tiden figurer i bogen, som man kan identificere sig med, fordi de lever i en verden, der på mange måder ligner vores egen. Vi er også optaget af at finde den rette livsledsager og det gode liv, siger Maria Helleberg.

Da hun for anden gang læste bogen, var hun mellem 19 og 20 år og identificerede sig nu med storesøsteren Elinor. Maria Helleberg var på det tidspunkt ovre ungdomsårene og havde erfaret, at livet indimellem tager uventede drejninger. Maria Helleberg oplevede, at hendes egne drømme og planer kunne blive ændret, ligesom Elinor erfarer, da hendes udkårne er forlovet med en anden.

Det er den totale ødelæggelse af personernes planer, der virkelig er kerneøjeblikkene i Fornuft og følelse, siger hun og læser højt fra yndlingsscenen, hvor den endnu ugifte frøken Lucy Steele er på besøg hos Elinor, mens Edward uventet dukker op.

Maria Helleberg fornemmer, at Jane Austen har elsket at skrive denne scene. Edward er på det tidspunkt i bogen hæmmet af sin forlovelse med Lucy Steele, og det er hans egen fejl, at han ikke har hævet den, mener Maria Helleberg. Samtidig er Elinor ramt af sorg over, at hendes drøm om Edward ikke kan gå i opfyldelse. Allerhelst vil Maria Helleberg som læser gerne høre Edwards side af historien, og hvorfor han er dukket op hos Elinor netop nu, men den spænding holder Jane Austen læseren fanget i.

Lige for tiden identificerer Maria Helleberg sig derimod mest med bipersonen Brandon, som er forelsket i Marianne. Han går og tror, at han ikke kan få hende, men han finder ud af, at han ikke er diskvalificeret, selvom han er over de 30.

Som læser lægger man først rigtigt mærke til ham, når man vover sig ned i teksten for fjerde eller femte gang. Jane Austen er tydeligvis begejstret for ham, men hun giver ham ikke lov til at brillere. I stedet folder han sig langsomt ud, og så går det op for en, at han er en mand for livet, siger hun.

Bogens hovedpersoner henviser til titlen. Den unge Marianne er følsom og kaster sig hovedkulds ud i forholdet til den smukke Willoughby, der mere end nogen anden puster til Mariannes flammehav af følelser. Vejrets skiften i bogen følger Mariannes følelser, som da hun møder Willoughby ude i regnen og blæsten, der symboliserer hendes entusiasme over for ham. Da Willoughby forlader hende, går hun igen ud i fugtigt vejr, men denne gang gør hendes uforsigtighed hende syg af feber. Sygdommen er dog ikke kun fysisk, men henviser også til sorgen over at have mistet den mand, hun troede, hun skulle dele sit liv med.

Mariannes modsætning er storesøsteren Elinor, som lader fornuften lægge låg på alle følelser og maler sig selv op i et hjørne af tilbageholdenhed og sømmelighed. Hendes krav til livet er små, og man har som læser indtryk af, at det er ved at være hendes sidste udkald for at finde en ægtemand.

De to modsatrettede kvindeskæbner er repræsentanter for yderligheden, men forenes hen mod bogens slutning. De er begge blevet kastet ud i kærlighedsforhold, der er komplicerede, men de ender med at mødes på midten. Marianne indser, at den fornuftige Brandon, som hun ellers fra starten har afskrevet, er det bedste valg af ægtemand. Og Elinor giver til sidst slip på sine følelser og siger ja til Edward, siger Maria Helleberg.

Det er kendetegnende for figurerne i bogen, at vi lærer dem at kende gennem deres replikker. Enten får vi sandheden at vide om dem fra andre, eller også afslører de sig selv.

Hele fortællingen er bygget op af lange passager med dialog, og det er netop det, der gør Jane Austens skrivestil særlig. Hun vil hellere lade sine personer i bogen føre ordet frem for at parafrasere over det, der sker, og det gør stilen overvejende scenisk. Når pigerne er til bal, er der ingen lange beskrivelser af, hvordan de danser, eller hvilken musik der bliver spillet. Detaljerigdommene er skåret væk, og tilbage står skarpslebne replikker.

Det forunderlige er, at hun kun lige akkurat fortæller læseren det allermest nødvendige. Hun går til sagens kerne på en kølig og klar måde ligesom Ernest Hemingway. Derfor spilder hun aldrig læserens tid med intrikate forklaringer af ligegyldige ting. I virkeligheden er fortællingen knivskarpt vinklet som en rigtig god sauce, der er kogt ind i lige netop fem minutter, siger Maria Helleberg.

Sproget minder om den pæne, engelske omgangstone, der på overfladen er klar og præcis. Men mellem linjerne indfletter hun ironi, humor og små ledetråde, der på en yderst elegant måde afslører, hvilken retning fortællingen går i, forklarer Maria Helleberg. I virkeligheden har Jane Austen udvalgt simple intriger, men hun får læseren til at klæbe fast ved bogen, fordi hun ikke før i slutningen afslører, hvordan hun tvister historien.

Undervejs mod målet gennemspiller personerne alle tænkelige facetter af livet, selvom handlingsforløbet er ganske målrettet. Hun er teknisk overlegen i sin skrivestil og en fantastisk konfliktløser. Hendes konstruktioner er overbevisende og får altid regningen til at gå op på en overraskende måde, siger hun og fortsætter:

Jeg er betaget af hendes evne til at stykke romanen sammen. Ud fra få figurer overrasker hun med konstellationerne, samtidig med at hun ikke skaber nogen løse ender. Hun har finpudset det hele, og når jeg selv skriver, tænker jeg ofte, at jeg må gå Jane Austen-vejen. Hun lægger oplysninger ind ad bagvejen, så man kun lige akkurat lægger mærke til dem.

Fornuft og følelse forholder sig ikke til den historiske samtid, og derfor kunne den lige så godt foregå i dag. Vi hører ikke beskrivelser af ydre omstændigheder som for eksempel Napoleonskrigene. Alt, hvad Jane Austen koncentrerer sig om, er skildringen af bogens personer i det nære miljø, ligesom i tv-serien Sex and the City.

Når vi læser romanen i dag, kan det være svært at afgøre, om Austen er feminist eller traditionalist. På en måde opretholder romanen, at en kvindes mål i livet er et fornuftigt ægteskab, men samtidig lader hun sine heltinder handle og tænke selvstændigt.

Selv voksede Jane Austen op i middelklassens England i nærheden af Hampshire. Hun forblev ugift, men det hindrede hende ikke i at have en dyb indsigt i kærlighedslivet.

Det er godt både at have stærke følelser og en sund fornuft, men man kommer længst med en personlighed, der har lidt af det hele, så det ikke kun er én tone, men et helt klaviatur, der spiller. Det gør os i stand til at træffe de rette beslutninger, så vi ikke ender i skuffelse og frustration, og det er det, der er Jane Austens pointe med de to søstre, siger Maria Helleberg.