Helgendyrkelse lever videre i en verdslig tid

Ny portrætfilm om cykelrytteren Lance Armstrong er seneste eksempel på, at moderne helgendyrkelse er dybt problematisk. Sportsudøvere og skuespillere som Armstrong, Bill Cosby og Tiger Woods kan ikke bære vores forventninger og indfri vores religiøse længsler, siger eksperter

Stephen Frears' ”The Program” fortæller om alt det snyd, der foregik bag den scene, hvorpå Lance Armstrong blev hyldet, men filmen er også udtryk for, at han aldrig er blevet afskrevet som én, det ikke er værd at spilde sin tid på. - Foto: Scanpix

I dag virker det, som om hans opstigning til tinderne af verdensomspændende popularitet ikke havde andet formål end at udmåle dybden af hans fald.

Men før den amerikanske cykelrytter Lance Armstrong blev afsløret som doping-bedrager og løgner, hørte han til blandt de få, der bliver globale idoler, og som for millioner af mennesker legemliggør dybe moralske og eksistentielle værdier.

Det er dramaet om idolets fald og løgnerens forgæves flugt fra afsløringen, der udgør spændingskurven i britiske Stephen Frears' - instruktøren bag de Oscar-vindende film ”The Queen” (2006) og ”Philomena” (2013) - portrætfilm om Lance Armstrong, ”The Program”, som har premiere i denne uge.

Lance Armstrongs liv er åbenlyst et drama værd. Han var manden, der med en kræftdiagnose drejede om på hælen ved porten til de dødes rige og siden vandt verdens hårdeste cykelløb, Tour de France, historiske syv år i træk. I en tid, hvor sundhed og fitness er vigtige udtryk for individuel succes, blev han selve inkarnationen af vilje - til overlevelse, til sejr, til at fornægte enhver begrænsning. Globale virksomheder stod i kø for at knytte deres navn til hans, og hvis man midt i nullerne syntes, at man ustandseligt stødte på folk med skriggule gummiarmbånd, er det ikke så mærkeligt.

Det Nike-producerede armbånd, der rejste penge til Armstrongs kræft-fond, Livestrong, er anslået til at være solgt til 80 millioner mennesker verden over. Det tal alene fortæller, at historien om Lance Armstrong - og idoler som ham - er historien om den kultur, der omgiver ham.

Taler man med kulturforskere og teologer, er dyrkelsen af Lance Armstrong et slående eksempel på, hvordan religiøse længsler lever videre, selvom vi er blevet sekulære.

”Vi har altid ledt efter forbilleder, nogen at se op til, nogen at efterligne, nogen, som kan vise os vejen. Det er den rolle, helgener, guder og profeter har spillet før. Det nye er, at man især finder dem inden for underholdningsbranchen i stedet for på det religiøse område,” fortæller Henrik Jensen, lektor i kulturhistorie på RUC og forfatter til blandt andet ”Det faderløse samfund”, ”Ofrets århundrede” og ”Det ordentlige menneske”.

Og fra Aarhus Universitet lyder analysen fra ph.d. og post-doc. Jakob Egeris Thorsen, der blandt andet forsker i religionssociologi, således:

”I en moderne affortryllet verden, hvor kristendommen er gledet i baggrunden som en fælles ramme, findes den der higen efter forbilleder stadig. Men hvor den før blev rettet mod helgener, bliver det i dag nulevende idoler som Lance Armstrong.”

Faldet er Armstrong dog langtfra ene om. For nylig faldt et andet stort forbillede - skuespilleren, komikeren og aktivisten Bill Cosby. Cosby, der på vegne af de sorte amerikanerne tog det sidste af mange skridt fra undertrykkelse til bred social anerkendelse, og som fra positionen som USA's samvittighed kunne fortælle børnene, at de skulle lave deres lektier og deres forældre, at de skulle tage sig sammen.

Indtil det i år kom frem, at han havde indrømmet i hvert fald én af de mange voldtægter, flere og flere kvinder har fortalt om. Eller tag golfstjernen Tiger Woods, der ophævede modsætningen mellem at være en vinder i arbejdslivet og få familielivet med en smuk kone og søde børn til at hænge sammen. Indtil han i 2010 skamfuldt måtte indrømme, at det hele var en illusion, der dækkede omfattende utroskab, ikke mindst med starletter fra den amerikanske pornoindustri. Eller O.J. Simpson - feteret og rekordsættende running back i amerikansk fodbold og sidenhen skuespiller, anklaget, men frikendt, for mordet på sin ekskone, nu fængslet for væbnet røveri og kidnapning.

Som en kulturel tendens blotlægger dyrkelsen af Lance, Cosby, Woods og de andre ikke alene en sekulær tids fortsættelse af en religion med andre midler. Deres fald vidner om, at sekulariseringen i hvert fald lige her har indbyggede problemer. Der er, om man så må sige, døden til forskel.

”En helgen blev og bliver jo først en helgen, længe efter han eller hun er død - og derfor ikke længere kan gøre fejl. Deres livshistorie ligger med andre ord fast som opbyggelige fortællinger, om hvordan man skal leve sit liv til gavn for andre og til ære for Gud. Men vor tids idoler er jo netop nulevende mennesker, der bliver dyrket som en slags afguder, og det er der intet menneske, der kan leve op til. Derfor bliver faldet så hårdt og brutalt,” analyserer Jakob Egeris Thorsen.

”Det er jo både godt og sundt at have et et forbillede. Der, hvor det går galt, er, når forbillederne bliver idoler og får et næsten transcendent præg,” slutter han.

Henrik Jensen er enig:

”Selvom mekanismen er den samme, er der pokker til forskel på, om det er Jesus eller Lance Armstrong, man tager som forbillede. Det er forskellen på at finde en fælles eller højere mening, og et samfund, hvor alt handler om den enkeltes selvrealisering. Det er forskellen på et samfund, hvor der er en moralsk autoritet, der kan fortælle folk, hvordan de skal leve og handle, og samfund, hvor den autoritet er atomiseret. Her er Lance Armstrong det perfekte udtryk - han havde om nogen en kompromisløs vilje til at realisere sig selv, koste hvad det ville.”

Ser man ned over listen over faldne idoler, kan man ikke undgå at bemærke, at de fleste kommer fra sportens verden. Idoldyrkelsen handler også om den kulturelle status, sport har fået i løbet af det 20. århundrede. Og igen dukker reaktionen på religionens aftagende magt over samfundet op som forklaring.

”Da Pierre de Coubertin grundlagde de moderne Olympiske Lege i 1890'erne, ville han ikke bare lave en international sportsbegivenhed. Han ville indstifte en ny religion,” fortæller professor i idrætshistorie ved Københavns Universitet, dr. phil. Hans Bonde, der blandt har stået bag bøgerne ”Sport - en moderne kult” og ”Niels Bukh - en politisk-ideologisk biografi”.

”I de Coubertins øjne kunne almindelige mennesker ikke længere tro på de gamle religiøse myter, de var blevet alt for naturvidenskabelige og rationalistiske. Men de havde stadig brug for myter. Og det blev til de olympiske idealer om hurtigere, højere, og stærkere. Her dyrker man det rationelle og målbare, men i mytiske former - med de olympiske ringe, duerne, faklen og edsaflæggelsen. Det skaber en nysakral stemning om atleterne.”

Ser du en modsætning mellem det, der skal til for at nå toppen i elitesport, og så moralske og menneskelige værdier?

”Ja, der er den spænding indbygget i det, når vi tillægger sportsfolk nogle store fælles værdier. Det er en idé, der rækker tilbage til fair play-idealet i engelsk sport, hvor man mente, at man blev et bedre og mere etisk menneske af at dyrke sport. Det kolliderer med de stadigt mere intense konkurrencekrav i elitesport, som gør, at nogle begynder at snyde.”

”Men jeg tror også, at det appellerer til en dybtliggende fortælling i os, når de store stjerner styrter - det er som græsk drama. Ligesom når en stor bygning bliver sprængt væk. Så stimler vi sammen,” siger Hans Bonde.

Bondes sidste pointe rammer et ikke uvigtigt element ved Stephen Frears' ”The Program”. For nok fortæller den om alt det snyd, der foregik bag den scene, hvorpå Armstrong blev hyldet, men filmen er også udtryk for, at han ikke er blevet afskrevet som én, det ikke er værd at spilde sin tid på. Og det er netop problemet i selvrealiseringens tidsalder ifølge Henrik Jensen. Berømmelse ligger hinsides godt og ondt.

”Det får mindre og mindre betydning, at de idoler viser sig at være grænseoverskridere og psykopater. De typer bliver ikke lagt på is. Ikke mindst fordi medierne elsker at kradse i ordentlige menneskers ubehag ved at høre om dem hele tiden. Det er jo ikke specielt godt, at unge vokser op med, at hvis man ikke kan blive kendt for at være ordentlig, kan man altid blive det for at være en selvisk overskrider. Man kunne håbe på, der kom en moralsk opstramning på det punkt, men jeg tror ikke, at det sker,” siger Henrik Jensen.