Prøv avisen

Helle Helle og den barmhjertige samaritaner

Det egentlige chok i Helle Helles roman ”Ned til hundene” er betydningen, som venlighed, barmhjertighed og næstekærlighed spiller i romanen. Næstekærligheden er hele grundstrukturen i romanen, skriver Benedikte F. Rostbøll. – Foto: Leif Tuxen.

Det er på tide at revidere opfattelsen af forfatteren Helle Helle som minimalist. Hendes forfatterskab er langt rigere og trækker på en bibelsk tradition, der er særligt tydelig i romanen Ned til hundene

Minimalisme er en betegnelse, der klæber til Helle Helles forfatterskab. Forståeligt nok. Hun dyrker vitterlig en cool, knap og prunkløs prosa, hvor fiktionspersonerne ofte er ordinære, stille eksistenser, der fremstår gennem deres replikker, bevægelser og mange hverdagshandlinger og ikke gennem deres refleksioner.

LÆS OGSÅ: Helle Helle på kryds og tværs

Men på ét afgørende punkt er tiden inde til at revidere opfattelsen af Helle som minimalist: Man forventer ikke et religiøst engagement og bibelske referencer hos en minimalist, men der er faktisk et prægnant bibelsk motiv i Ned til hundene. Helle Helle trækker på en langt længere tradition end den, der normalt trækkes op i forbindelse med hendes forfatterskab. Det er en tradition, der rækker helt tilbage til Bibelen, og flere af hendes romaner kan tolkes inden for en religiøs forestillingskreds.

Ned til hundene kan, som en enkelt kritiker, nemlig Søren E. Jensen i Kristeligt Dagblad, bemærkede, læses som en moderne udgave af lignelsen om den barmhjertige samaritaner fra Det Nye Testamente. Det egentlige chok i Ned til hundene er således venlighed eller med mere vidtrækkende og bibelske ord: barmhjertighed og næstekærlighed. Næstekærligheden er hele grundstrukturen i romanen.

Ned til hundene handler om en 42-årig kvindelig forfatter, der tilfældigvis kaldes Bente, da hun ikke røber sit rigtige navn. Bente er romanens jegfortæller. I lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Lukas 10, 25-37) hjælper en mand fra Samaria en nødstedt fremmed, en sønderslået mand fra Jerusalem. Den fremmede er blevet overfaldet af røvere og ligger bevidstløs og blødende i en grøft. Bente er også en nødstedt: Hun er i dyb skrivekrise, hun har forladt sin svigefulde mand, hudlægen Bjørnvig, og deres fælles parcel-hustristesse.

Hun er rådvild, kejtet og eksistentielt forkommen, og hun leder efter et godt sted at græde. Hun havner i sin søgen i den dybeste sjællandske provins på en bænk ved en forblæst kyst. Og det er her, romanens lavmælte chok indtræffer for selvom Helle har skruet op for dramaet i sin seneste roman, er hun stadig forfinet afdæmpet og underfundigt humoristisk i sine virkemidler den nødstedte Bente samles nemlig op af de usædvanligt venlige, næstekærlige fremmede, John og Putte. De ser, at hun ikke kan klare sig, og Det kan vi ikke have, som John siger.

I lignelsen om den barmhjertige samaritaner står der: Og han (den barmhjertige samaritaner) gik hen til ham, forbandt hans Saar og gød Olie og Vin deri, løftede ham op paa sit eget Dyr og førte ham til et Herberge og plejede ham (Lukas 10, 34). John og Putte løfter også Bente op (De trækker mig op i hver sin arm) og fører hende til deres hjem. Helt ned på ordniveau er der altså nogle paralleller mellem lignelsen og Helles roman. John og Putte installerer Bente i deres hjørnesofa og svøber hende ind i deres tilsyneladende trivielle hverdagsliv i de otte dage i januar, som romanen strækker sig over.

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er en historie, som Jesus fortæller, for at anskueliggøre, hvem vi skal kalde vores næste. En lovkyndig jøde spørger Jesus: Når der står i den hellige lov, at vi skal elske vores næste hvem er det så, vi skal kalde vores næste?. I stedet for at svare direkte fortæller Jesus en historie, nemlig lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Jesus spørger afsluttende den lovkyndige, hvem der viser sig at blive næste for ham, som faldt blandt røvere. Den lovkyndige svarer: Den, som øvede barmhjertighed imod ham. Her skal man vide, at jøden ikke ville tage ordet samaritaneren i sin mund, fordi jøderne ikke brød sig om folk fra Samaria. De foragtede dem, fordi folk fra Samaria var en blanding af jøder og andre folk, og derfor opfattede jøderne dem ikke som rigtige jøder.

Hvem bliver da næste for Bente? Det gør John og Putte. Der ligger i lignelsen det budskab, at næstekærlighed betyder, at man får livet tilbage af en person, som man foragter. Som den halvdøde jøde i grøften fik livet tilbage af den samaritaner, som han foragtede, får Bente også livet tilbage af John og Putte, som hun måske ikke foragter, men som hun måske potentielt ser ned på, og som hun i hvert fald socialt og intellektuelt er stærkt forskellig fra.

Når parrets hjælp har chokkets karakter, skyldes det også, at den er uventet. Bente er gået ud i verden med sin vrede og sin sorgfuldhed, og alt, hvad hun møder, er venlighed. Det sociale skel mellem Bente og hendes hjælpere forstærker også det uventede element i deres barmhjertighed. John og Putte kommer fra små kår og har viser det sig i løbet af romanen tilmed oplevet stor sorg, mens Bente som lægefrue umiddelbart kunne være i en position til at hjælpe sin næste. De, der selv kunne trænge til en hjælpende hånd, rækker selv hånden ud. John og Putte udviser stor næstekærlighed: De forventer intet til gengæld for deres gæstfrihed, og det er, som om de indgår en stiltiende overenskomst med Bente: De spørger ikke til hendes herkomst og hendes bevæggrunde til at være, hvor hun er, og hun spørger ikke, hvorfor de lever, som de gør, nemlig som piskesmældsramte førtidspensionister. Putte kan også være direkte i sin rørende omsorg: Putte spørger Bente:

Er du blevet træt af andre mennesker?

Næ. Det er ikke det.

Hun ser på ilden igen. Vi ser begge to på ilden.

Er det mere omvendt? siger hun så. Hvis det er, skal du bare vide, at vi rigtig godt kan lide dig.

Tak skal du have, Putte.

Det er helt i orden. Nu skal vi have noget mad.

Der figurerer et stedfortræder-motiv i den bibelske lignelse. Den fremmede gør to ting: Han sætter sig i den overfaldne, lidende mands sted, idet han føler medlidenhed med ham som en rent fysisk smerte i sin egen krop. Derefter hjælper han manden ved at sætte ham i sit eget sted, nemlig ganske konkret ved at sætte den nødstedte mand op på sit eget dyr.

John og Putte føler også medlidenhed med Bente ved romanens begyndelse, da hun sidder alene på en bænk ved havet, og derefter lader de Bente sætte sig i deres sted.

De lader hende glide ind i deres liv og dets pligter, først og fremmest tager de hende med ned at fodre de hunde, som er anledning til romanens titel. Hundenes ejermand, Puttes onkel, er på hospitalet, og John og Putte fodrer og lufter hans to hunde i hans fravær. John og Putte introducerer også Bente til deres lille kreds; nabokonen; den spinkle, storrygende Elly og Puttes bror Ibber med den glatte overkrop (som Bente indleder et forhold til).

Gennem beskrivelser af deres liv med hinanden forstår vi, at næstekærlighed er selve grundstenen i deres forhold til hinanden. Formålet med deres liv synes at være at hjælpe hinanden: Da en orkan bryder ud, installeres også Elly i John og Puttes sofa. Bente drømmer om at bosætte sig på en ø på egnen. Putte tilbyder straks sin hjælp:

Hun laver bare en ordning med John og mig om varer.

Værtsparrets ubetingede venlighed er vedholdende, den er en nåde, som Bente modtager uden at gøre sig fortjent til den. Tværtimod bringer Bente en del ravage med sig, hun er lidt af en ulykkesfugl, som Elly kalder hende. Hun manipulerer med små betydningsfulde ting (hun er jo forfatter), som konstituerer romanens konstante suspense og dens velkomponerede plot: en fløjtenisse, en hundefløjte og en lottokupon, og kommer derved uden rigtig at ville det, hvis man skal tro hendes egen beretning til at bevirke, at Putte bliver fyret, at en af onklens hunde dør, og at ikke Elly, men Putte får en lottokupon med stor gevinst. Bentes forsøg på at udvise godhed er kejtede: Hun påtager sig ansvaret for hundene, men bliver som sagt skyld i den ene hunds død, hun køber ind for John og Putte, men beskadiger deres varer og så videre. Bentes adfærd kan beskrives med den bibelske vending: () thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg (Paulus Brev til Romerne 7, 19).

Da John kommer ud for en trafikulykke, og Putte tager med ham på hospitalet, sætter Bente sig også i mere overført betydning i deres sted. Der er således et meget markant stedfortræder-motiv i Ned til hundene.

Romanen handler i høj grad om afpersonalisering, om ønsket om at blive ingen på en øde ø. Bente ønsker at vikle sig ud af alle forhold. Og at blive ingen eller i det mindste en anden kan man blive ved at træde ind i andres liv og overtage deres identitet.

Når Bente skriver, oplever hun en eftertragtet tilstand af selvforglemmelse: Hun blev til ingenting med evnen til at se og høre.

Men Bentes identitet som forfatter er truet på grund af skriveblokering, og derfor må hun finde andre veje til den selvforglemmelse og rene væren, som hun så tyst begærer. At Bente træder i sine venlige værters sted, understreges ved, at hun iklæder sig Puttes tøj; kedeldragt og elefanthue (i Helles værker er der næsten altid nogle, der går i nogle andres tøj, og derved bytter de identitet, eller deres identitet udviskes. Identitetens opløselighed og skrøbelighed er et gennemgående tema i Helles forfatterskab). Bente overtager John og Puttes pligter, først og fremmest ansvaret for onklens hunde, hvis selskab virker opløftende på hende.

Hvad betyder det for Ned til hundene, at Helle Helle benytter et bibelsk motiv? Som nævnt er lignelsen om den barmhjertige samaritaner en lignelse, som Jesus fortæller for at anskueliggøre, hvem vi skal kalde vores næste. Jesus vælger netop at fortælle en lignelse i stedet for at svare direkte på den lovkyndiges spørgsmål. Igennem lignelsen legemliggøres og sanseliggøres det svært begribelige begreb næsten.

De bibelske fortællinger er sanseliggjort moralsk refleksion. Når Helle griber tilbage til en kristen tradition, opnår hun også at sanseliggøre og kropsliggøre sin fortælling. Hun opnår at engagere sin læser i en moralsk refleksion, ikke gennem abstrakte, teoretiske spørgsmål, men netop ved at trække på en bibelsk grundfortælling. Med dette greb opnår Helle også at indlægge en implicit poetik i sin roman. Denne poetik drejer sig netop om, hvorfor forfatteren fortæller historier. Gennem fortællingen kan forfatteren minimalist eller ej anskueliggøre sine store spørgsmål i stedet for at behandle dem abstrakt teoretisk. Læst i relation til den bibelske lignelse om næstekærlighed er Helles romanunivers langtfra anæmisk. Tværtom. Referencen til den bibelske fortælling tilfører romanen anseelige mængder af smag og tyngde.

Benedikte F. Rostbøll er ph.d. i nordisk litteratur. En længere version af artiklen kan læses i tidsskriftet Den Blå Port nummer 90, der netop er udkommet.