Prøv avisen

Helle Helle overlever fint på scenen

Marie Bach Hansen spiller rollen som romanens Dorte. – Foto: Mungo Park.

Man kan have sine bange anelser, men det lykkes: Forfatteren Helle Helles underspillede prosa er blevet godt teater på Mungo Park. Fem ud af seks stjerner.

Nu bagefter kan man jo godt stå åbent frem og indrømme det: at der var stor tvivl i mit sind, om det egentlig var muligt at sætte en Helle Helle-roman op som . Om hendes præcise, skrabede stil med de overvældende mange undertekster ikke netop ville dø på scenen. Med levende mennesker, ting, scenografi og så til og med i den helt forkerte ende af Sjælland, oppe i Nordsjælland.

LÆS OGSÅ: Teater råber unge op med Hamlets at være eller ikke at være

Men instruktør, direktør og her også manuskriptbearbejder Martin Lyngbo har været smukt tro mod værket, hvert et ord er Helles Helles egne. Selv de festsange, der er med i forestillingen men ikke i romanen er originale. De har en central placering i forestillingen og med god grund. Ikke bare fordi de er hidtil ukendte, eller fordi hovedpersonen Dorte Hansen fortæller, at hun skriver de her sange. Men fordi de på en ganske særlig og interessant autentisk måde samler forestillingen. De viser nemlig både den helt unge Helle Helle fra dengang, inden hun blev forfatter, samtidig med at de har meget mere indhold og skøn tvist, som man ikke finder i almindelige festsange. Så digteren titter på sin egen skæve og umiskendeligt personlige måde frem, selv når det er på melodi og vers. Men allermest, fordi de løfter fligen af de mange helt almindelige, men virkelige liv, som netop er dem, Helle Helles romaner er så formidable til at indfange.

Dorte Hansens unge liv i bungalowen over for stationen i Glumsø, i den etværelses hos Per Finland eller i den korte tid på klubværelset i Haslev hos Pers fætter, Lars, glider med samme ro og uafvendelighed over scenen, som når man suggestivt vender blad for blad i romanen. Iscenesat i ventesalen på en provinsstation. Med træbænken op ad den tidstypiske, postmodernepink væg. For sådan er det med Dortes og de andres liv. De venter på, at noget skal ske. Og pludselig en dag viser det sig, at toget faktisk er kørt, og så taber de tunmoussen med husblas på gulvet og bliver indlagt. Sådan som det sker for Dortes faster med det samme navn. Hende, hun ligner faretruende.

Den lighed, den leg med identitet og roller, som ligger symbolsk i romanen, overføres elegant til scenen ved at lade Marie Bach Hansen være den primære Dorte. Men indmellem er det Christine Albeck Børge, der er hende. Eller de er hende begge to, den ene spiller Dorte, den anden fortæller, hvad der sker, og hvordan det sker. På den måde kommer det klart, men ikke for overforklaret frem, at Dorte er historiens fortæller. Måske dens digter? Måske er det hele noget, hun finder på? Måske er det bare de år her, det svære ved at være så ung, menneskene omkring hende, der ender med at gøre hende til forfatter? Og tager hende væk fra ventesalen, ud på perronen, hvor vi forlader hende, mens den dunkende rytme af toget nærmer sig for at køre hende væk derfra. For hun starter jo med at tage et æble direkte fra træet og spise af det.

Kasper Leisner er alle mændene i Dortes liv. Fra den alt for satte redebygger Per Finland med vandsengen som var det store hit i midt-80erne over den hemmelighedsfulde, tillokkende Per på stationen et skridt tættere på frigørelsen fra Glumsø til digterspiren Hase, som hun første gang møder på det dansktudie, hun aldrig rigtig får begyndt på.

De er vidt forskellige, og vi kan tydeligt kende forskel på dem, lidt purren op i håret fra den ene til den anden, et par trøjer, der byttes om på scenen, så er han en helt anden.

Det er så enkelt, så enkelt som det må og skal være. Det siger hun jo selv, forfatteren, som Dorte og Hase mødes med i Scala til allersidst. Hende, der også er et billede på forfatteren bag det hele, på Helle Helle: Man kan tage alt med. Men der skal være en grund.

Det er det mantra, Martin Lyngbo har arbejdet stramt udfra, og det har givet en forestilling, som alle Helle Helle-elskere må tage lige så inderligt til sig som hver side papir, der kommer fra forfatteren selv.