Få af samtidens forfattere har både høj litterær status og stor udbredelse som Helle Helle. Det er på kort tid lykkedes hende dels at imponere kritikere og fascinere forskere, dels at vinde interesse hos såkaldte almindelige læsere og ihærdige bogkøbere rundt om i landet.
I gymnasier, på seminarier og universiteter er Helles romaner og noveller uundgåelige i faget litteraturanalyse, fordi der gennemgående er tale om kunstnerisk fremragende tekster, hvis inderste hemmeligheder ikke sådan lader sig afsløre.
LÆS OGSÅ: Fortvivlelse og skriveri
Med en ny glimrende antologi om Helles foreløbigt ni bøger sættes der en tyk streg under forfatterskabets aktualitet og værdi. Antologien Hvor lidt der skal til er redigeret af tre dygtige litteraturforskere med ansættelse på Syddansk Universitet i Kolding og Odense. Den favner bredt og stræber højt. Alle forfatterens bøger behandles særskilt i ni værkanalyser på hver cirka 20 sider af et kompetent hold af forskere og indrammes af et fornemt forfatterskabsportræt ved en af redaktørerne, Per Krogh Hansen. Desuden indeholder antologien to korte selvbiografiske tekster af og et mail-interview med Helle Helle foruden et indblik i forfatterskabets kanonisering i gymnasieskolen og en gakket læsning af alle bøgerne ved Lars Bukdahl.
Skønt Helles forfatterskab forhåbentlig ikke er afsluttet, er dette ikke bare en bog, men simpelthen bogen om hendes skønlitterære produktion. Kun rigtig mange nye udgivelser fra hendes hånd kan ændre på den vurdering.
Helle Helle er døbt Helle Olsen, men kom senere til at hedde Helle Krogh Hansen, og det var det navn, hun debuterede under i Information i 1987. Allerede året efter strøg en redaktør Hansen, og siden valgte hun selv at stryge Krogh. Tilbage var Helle, og snart efter blev hun kendt som Helle Helle. Fordoblingen af fornavnet kan give indtryk af en forfatter, der ikke ønsker at vedgå slægt og familienavn. Men faktisk er Helle et slægtsnavn, der kan føres tilbage til hjemegnens fiskere i Rødby.
Denne dobbelttydighed i navnet, som Per Krogh Hansen redegør for i sit portræt, er typisk for Helles værker. De er nemlig kun på overfladen nemme at læse i betydningen ligetil at forstå. Derfor tog Politikens kritiker Mikkel Bruun Zangenberg grueligt fejl, da han nedladende over for både forfatteren og dansklærerne kaldte værket for dansklærerlitteratur.
Anken var, at Helles værker kun er en lille smule eksperimenterende og slet ikke nok til at kunne sidestilles med litteraturens kongerække af dristige, originale og fremsynede forfattere. Zangenberg påstod ved den lejlighed, at han kunne se alle finterne og fuldstændig gennemskue teksterne, men det forbliver nu et postulat. Efter at have set, hvordan mindst lige så dygtige analytikere i denne antologi udfordres af Helles finter eller strategi, er der ingen grund til at tvivle på værkernes kunstneriske kvalitet. I sit stærke bidrag om Ned til hundene (2008) går Nils Gunder Hansen direkte til modangreb på de to-tre kritikere, der på det seneste har angrebet forfatteren.
Overordnet er der enighed om at kategorisere Helles i øvrigt påfaldende ensartede forfatterskab et sted mellem minimalisme og realisme. Det minimalistiske kommer til udtryk i det næsten totale fravær af tankegengivelse hos de fiktive karakterer. Læseren konfronteres gang på gang med karakterer, der støder sammen med hinanden, uden at deres motiver og refleksioner gengives af fortælleren. Det overlades med andre ord til læseren at fortolke karakterernes væsen på baggrund af deres opførsel og tale. Det pudsige er, at den minimale beskrivelse af situationer og forløb svarer til, hvordan vi dagligdagen hele tiden forsøger at forstå, hvorfor andre siger og handler, som de gør. Minimalismen i forklaringen af de litterære karakterer er altså også en realisme i forhold til det liv, vi lever uden for litteraturen.
Jørgen Aabenhus tilføjer i sit fine bidrag en tredje litteraturhistorisk kategori, nemlig absurdisme, som kendetegner den Helleske dialog. Den absurde dialog er efter min mening det allermest karakteristiske ved forfatterens særegne stil. Det er netop i dialogen, at de ellers dystre og tungsindige fortællinger oplades med en livgivende humor og en tve- eller ligefrem mangetydighed, som når for eksempel Dorthe og Per i den seneste roman, Dette burde skrives i nutid (2011), siger følgende til hinanden:
Jeg vil også blive gammel med dig engang, sagde han.
Nej, du vil ikke.
Hvad mener du? Det vil jeg da gerne.
Du vil da ikke blive gammel.
Nå, nej. Men det andet.
Det var sødt sagt, sagde jeg.
Jørgen Aabenhus, Anita Nell Bech Albertsen og Per Krogh Hansen (red.): Hvor lidt der skal til. En bog om Helle Helles forfatterskab. 310 sider. 278 kroner. Syddansk Universitetsforlag og Rosinante.