Helle Helle indleder sit forfatterskab i nutid. Hvis vi ser bort fra enkelte korte tilbageblik, skal vi frem til hendes fjerde bog, novellesamlingen ”Biler og dyr”, før vi støder på en hel lille datidsfortælling, og der kommer så flere og flere, og i bogens sidste halvdel aldrig andet.
Med nutidsformen betoner hun fra starten, at teksterne er tekster. Personerne og begivenhederne er skrevet frem. De udspiller sig og har deres eksistens i sproget. I debutbogen, ”Eksempel på liv”, brækker en kvinde, der har kvalme, alfabetet op, og hun kigger lidt på det og stikker så en finger gennem bogstavet ’o’. Det er nok så pirrende og ominøst, og snart er der også en mand, der hænger et billede op på væggen for derpå at hente sit gevær og skyde kronhjorten. Og der er en kvinde, der går ud i haven og begraver først sit kørekort og noget senere sit pas, og der er flere endnu, der opfører sig sådan en lille smule bizart. Og selvom man så det hele for sig og udmærket forstod dem, så kunne tanken om en ung forfatter ved sit skrivebord af og til være, hvad man sad tilbage med.
Når enhver fornemmelse af hittepåsomhed forduftede under læsningen allerede af Helles anden og tredje bog, skyldtes det vist ikke, at hendes personer holdt op med at have mange sære ting for, men snarere at de havde det indimellem og fuldstændig på linje med en hel masse uhyre almindelige ting. Nu kunne desperationen og forvandlingslængslen og begæret efter at komme til stede i et liv, der kan opleves som nærværende, også komme til udtryk gennem i sig selv ret upåfaldende gebærder og bemærkninger.
Og i datid altså, for det meste. Også det var med til at ændre læserens indtryk. Skønt intet andet i metode og skrivemåde blev ændret, og heller ikke i forfatterens litterære holdning. Helle kommer mange år senere, mens hun skriver nok en datidsroman, i tanker om, at dette burde skrives i nutid, og vi blev således forvisset om, at hendes personer fortsat er skrevet frem og har deres eksistens i sproget. Men når hun så virkelig, nu og da, har skrevet, som hun mente, dette burde skrives, og er vendt tilbage til rene nutidsfortællinger, hænger det også sammen med, at de måtte ende så uafgjort og retningsløst, at det ikke derfra ville blive muligt med noget overblik at se tilbage.
Ellers har hun på trods heraf valgt datidsformen og så markeret den som fiktiv – dette er skrevet, som om jeg skrev. Det gjorde jeg ikke. Men altså alligevel valgt datiden, måske fordi hun med den havde fået godt fat i en egen fortællemåde, der tydeligt nok henter sit liv i arbejdet med sproget, men samtidig kan lyde som om, begivenhederne førhen foregik i virkeligheden. Hvor meget skrift de end er, er der kommet en personlig stemme til, der trænger enhver tastaturklapren i baggrunden med sin klassiske underforståelse af, at dette her forfatteren nu sidder og finder på, det er erfaret.
Nutidsformen, som journalister åbenbart for evigt vil tro på skaber nærvær, den holder tværtimod en vis distance, og datidsformen, som jo gør alting til noget, der er forbi, den kan gøre en fortællerstemme levende i et hvilket som helst nu.
Hvad der således hos Helle er kommet til at lyde, som om det var erfaret, det er især, og nok ikke så sært, noget, hun må have et indgående kendskab til, nemlig at være kvinde. Eller kvinder – og i hendes tidligste bøger var langt de fleste af dem først ganske unge og dernæst yngre, men selv om flere af dem i senere udgivelser efterhånden blev midaldrende, så kan de på det seneste dog også blive ganske unge igen. Ja, en af dem kan ovenikøbet vise sig at være en mand.
Uanset alder, og køn havde jeg nær sagt, så har i al fald de typiske kvinder meget beskedne karriereambitioner, men til gengæld store livsdrømme, og her og nu befinder de sig som oftest i ventepositioner. De venter på at finde et arbejde, eller på at det arbejde, de nu har, skal få en ende. De venter på at komme væk fra et sted eller på at flytte tilbage, de venter på, at en inspiration eller en ny energi skal melde sig, eller bare på, at det igen engang kunne blive en lille smule rart at være til. De venter sig i den sammenhæng også noget af mænd – dem, der vel snart må dukke op i deres liv, eller dem, de allerede befinder sig i forhold til. Det er ikke altid lige let at fornemme, om de virkelig er der.
Der kan være tale om forhold, som man stadig kan håbe på, skulle kunne blive til noget, men normalt, så at sige, er de meget nærmere ved at gå endegyldigt i stykker, omend de halve opgør og de halve forsoninger kan trække en afgørelse ud i årevis. Midlertidige balancer forrykkes af små tilfældige hændelser, og det er ligesom ikke nogens skyld, heller ikke i særlig grad mændenes. Selv om en del af dem må siges at være lidt pjevsede og lidt dvaske i deres umodne og selvkredsende mangel på eksistentielt engagement. Når Helles kvinder oplever øjeblikke, hvor de ikke er langt fra at føle sig glade, så sker det især, når de er sammen med deres veninder.
Men fortsat og hele tiden er de ikke desto mindre parate til at hengive sig til groft sagt ethvert nok kedeligt eksemplar af hankønnet, bare han viser dem den mindste interesse. De længes sådan efter den smule bekræftelse og den tryghed, de en stund kan finde i hans arme. Besættende forelskelser og lidenskabeligt begær – jo, det er ikke udelukket, der er undtagelsesvise eksempler i Helles bøger. Men for det meste opstår erotiske relationer ligesom tilfældigt, og når lejligheden er der, og de indebærer nok en vis intensivering af en på forhånd nogenlunde hyggelig stemning, men de efterlader sig mindre noget savn end en lettere utålmodig venten på den næste.
Midt i al denne hverken tilfredsstillende eller helt igennem forfærdelige trummerum hagler ulykker så ned over deres omgivelser. Undertiden meget tæt på, andre på så betryggende afstand, at de blot noteres – nå, så gik det også galt dér. Der er masser af dødsfald i Helles bøger. Ikke så sjældent er de forårsaget af færdselsulykker, og forældre og søskende rives brat væk, eller en kæreste ligger en morgen i sengen og er livløs.
Sådan kommer virkelige og uoprettelige katastrofer ind i menneskers liv. Og her kommer også noget særligt i Helles menneskeskildring ind. For hun lader dem aldrig dvæle ved de alvorligste ulykker. Det kan virke, som om de ikke trænger helt ind i personernes bevidsthed, men deres anstrengelser for at beskæftige sig så lidt som muligt med dem røber jo, hvor dybt de reelt har sat sig. Man kan indimellem spørge sig, om modviljen til at lade katastrofen tegne sig i sit fulde tragiske omfang har at gøre med, at forfatteren er vokset op i et velfærdssamfund, hvor man netop har ønsket at se bort fra det definitive og hæfte sig ved det håndterlige, og hen ad vejen har kunnet bilde sig ind, at helt galt behøver det aldrig mere at gå.
Men nej, det er slet ikke sådan en vattet fremskridtstro, Helle har taget til sig, det opdager man snart igen og så igen. Hun har noget ganske andet og noget meget ældre med sig, noget der endda går fuldkommen på tværs af hendes tid, for det er en ældgammel vished om, at vi må affinde os.
Vi kan til syvende og sidst ikke stille det ringeste op mod de vilkår, tilværelsen har at tilbyde os. Vi må bare prøve at glemme alle genvordigheder og huske ethvert strejf af glæde og så ellers tage os af den smule, vi dog kan overkomme. Måske samle lidt kræfter og lidt mod igen, måske vove et nyt skridt ud i livet, inden vi i morgen atter en gang bliver slået til jorden.
En minimalisme kunne man vel snige sig til at kalde det. Ordet er også blevet misbrugt af andre, i al fald når de har talt om Helles måde at skrive på. Og det er sandt, at hun sjældent kringler sig ud i lange sætninger, og sandt at hun – langt op i forfatterskabet – har indpasset sit vokabular i det samme velafgrænsede og påpasseligt prunkløse dagligsprog, som hendes personer vil anvende, når de taler til hinanden. Intet minimalt er der dog over den rigdom i udtrykket, hun på de betingelser kan skabe i sætning for sætning, side efter side.
Det nævnte dagligsprog profileres jævnligt af en slags udsøgt akavethed, og det gennemstrømmes i situationer, det ligesom ikke kan rumme, af en både grum og mere grinebider-agtig underfundighed. Virkningen er faktisk maksimal, men en mere passende etiket på hendes stil ville da simpelt hen være ’impressionisme’, for der er i bund og grund tale om en Herman Bang’sk metode. Skønt Helles version i kraft af hendes ganske anderledes temperament er langt mindre grædefærdigt indladende end opfinderens egen.
Hun har desuagtet været villig til at aflægge åbne tilståelser af påvirkningen. ”Jeg skriver, hvordan mine personer opfører sig, taler og tier,” har hun skrevet og blandt andet tilføjet, at hun undlader at tillægge sine sansninger og registreringer værdi. Og det er godt, hun gør det, vil jeg så tilføje, for hun gør det godt. Og det er alt, hvad der skal til for at gøre enhver forfatters manér til den rette, at den til netop denne forfatter ligger allerbedst.
Hendes egenhændige udnyttelse af de velkendte midler bemærker man eksempelvis i personernes tilsyneladende umotiverede eller åndsfraværende afbrydelser af hinanden, så tilkendegivelser, der var lige ved at blive personlige, står antydningsvist tilbage. Og man bemærker, at ikke alene meddelsomheden, men også reduktionen af et i forvejen sparsomt ordforråd kan afspejle graden af tristesse. Ligesom træer og fugle aldrig kan blive til andet og mere end disse fællesbetegnelser, når det står rigtig skidt til, mens det er sikkert tegn på et tiltagende velbefindende når en – om end nok så forsigtigt – spørger en anden, om det mon ikke er en lærke, de kan høre oppe over deres hoveder. Det er en væsentlig kvalitet ved Helles særlige kunnen, at den gør så lidt opmærksom på sig selv, som det nu engang er muligt for sådan en brillans.
Og ind gennem alle sprækker siver alt imens hendes humor. Jeg vil afstå fra en kategorisering af dens alvorsniveauer for her blot at nævne et enkelt eksempel, der bevæger sig på flere af dem. En mand ved navn Luffe beskrives til brug for vores indre billeddannelse med disse ord: Det var svært at sige, hvordan han så ud. Ikke med mere end det, og så går der et halvt hundrede sider, og situationen er højdramatisk, og det gælder om på minutter at finde frem til Luffe på hans arbejdsplads, og der bliver råbt, jamen, hvordan ser han ud? Og svaret lyder: Det er svært at sige.
Herman Bang betragtede sin impressionisme som den sandeste realisme. Er Helle da også en gedigen realist? Man kunne allerede i hendes debutbog finde grunde til at betvivle det. For nok har hun arbejdet ud fra den antagelse, at virkeligheden kan aflæses ved hjælp af iagttagelser af dens fremtrædelsesformer. Men hun observerer og bogfører også uden at blinke fænomener som den vaskeægte positivist øjeblikkeligt ville vælge at se helt bort fra. Helle har dog endnu aldrig tilladt nogen fantasme at brede sig vildt og skønt ud over al forstand, hun nærmer sig ikke med så meget som en tåspids den magiske realisme. Men realiteternes verden kan til gengæld, i hendes fremstilling af den, i sig selv blive magisk.
Det gælder ikke mindst i hendes fjerde roman, ”Ned til hundene”. Lad os se lidt nærmere på den. En gammel kone beder nogle venner tage en stak lottokuponer med i kiosken. Udenfor er det stormvejr, og kuponerne blæser fra dem. De jagter dem, på vejen, i grøften og på marken, den sidste fanger de i et buskads. Den er våd og krøllet og bliver stukket ned i lommen på en kedeldragt. Her får en ung pige, der i øvrigt bare med sin lyserøde mobiltelefon venter på bussen, øje på den nogle dage senere. Den har ellers været glemt, men nu stikker den så lidt op af den her lomme, og pigen fortæller, at det må være i allersidste øjeblik at komme i kiosken med den. Det nås; kioskejeren har lige netop ikke fået døren låst, og han overkommer tilmed sin ærgrelse over kuponens forkomne udseende. Han glatter og gør ved og indlæser, og jo, den var da lige netop maskinlæselig.
Hvorefter den kan glemmes igen. Undtagen af den gamle kone. Hun husker den, da tallene bliver trukket ud, for det er hendes lykketal, og de stod på den kupon, der tilsyneladende er blevet væk, og der er gevinst på den, en stor gevinst. Nu kan hun ikke få sig til at beskylde sine venner for ligefrem at ville snyde hende. Hun resignerer blot en lille smule ildevarslende, og når hun minder dem om den, forstår de ikke lige med det samme, hvad hun hentyder til, eller der sker noget andet, de må tage sig af. En skønne dag kommer dog endelig hånden ned i kedeldragtlommen igen og kan hale både kupon og kvittering op af den, og det sker præcis i det øjeblik, hvor der er allermest brug for at række en hjælpende hånd til nogle mennesker, der har meget hårdt brug for den.
En lottokupon er jo det materialiserede tilfælde. Og denne her roman er proppet og spækket med tilfælde, eksempelvis i form af færdselsulykker, som langt de fleste af personerne tilfældigvis kommer ud for og derfor bliver indlagt på Næstved Sygehus, hvis de da ikke er døde på stedet. Tilfældene har det med at blæse sammen i dynger og som efter skjulte lovmæssigheder til en gevinst, men som oftest til en af den slags katastrofer, som Helles personer er indstillet på at bære. Både det ene og det andet, hvad der gør ondt, og hvad der en sjældnere gang gør godt, det må nok indgå i et nogenlunde almindeligt hverdagsliv. De lever på sådan en heroisme, og uden den var de fortabte, helt fortabte.
De er realister, kunne man sige, og det er deres forfatter i en anden forstand af ordet jo altså ikke rigtig. Hun udsætter os for rent eksperimentelle bud på stumper af en virkelighed, der flagrer i vinden som lottokuponer. Men der spilles dog fortsat efter en metode, som er ganske anderledes nøjeregnende end troen på lykketal. Hvert lille felt er meget omhyggeligt udfyldt med en sprogligt præciseret sansning. Som om en åbenbaret virkelighed kunne sanses. Og nej, hele kuponen bliver kun en stadig mere uudgrundelig hieroglyf.
Fortællingens jeg-fortæller er forfatter, og hun er i skrivekrise. Tidligere har hun åbenbart med held kunnet skrive om livet som noget temmelig ligetil og letgenkendeligt, det kan hun nu ikke. Hun ved ikke rigtig, hvad der er i vejen, og hun snakker og boller med en skolepsykolog, som hendes mand har prakket hende på, det gør hverken fra eller til. Hun kan ikke, men det kan han så pludselig, hendes mand, skrive sådan noget virkelighedsnært sammen med sin sekretær. Han skriver, og hun fortæller af egne erfaringer, blandt andet om en tredjesal i en bestemt ejendom, hvor en kokosmåtte af sig selv skifter plads, somme tider lægger den sig uden for døren, andre gange inden for. Det er tanken om dette værk, de to så autentisk har forfattet sammen, der sender vores jeg-forfatter ned til hundene.
Og herfra kan Helle da atter skrive om den virkelighed, der er vores alle sammens ubegribelige virkelighed. Hun skriver om, og i og med, en uendelig skrøbelighed i hver af os og i den verden, vi med ord og hænder og hjerter stræber efter trods alt at holde lidt sammen på. Og hun dedikerer dette vitale stræb, og en forløsning i al foreløbighed, til læseren, og det både lyser og bevæger dybt.
Meget andet kunne og burde i dag nævnes, navnligt hendes seneste roman, ”Hvis det er”, hvor en – tror jeg nok – ganske omfattende udvidelse og fornyelse af alt, hvad hun tidligere har villet og kunnet, er undervejs.
Jeg vil nu bare sige, at det alt sammen har gjort indtryk også på medlemmerne af Det Danske Akademi. Det er efterhånden længe siden, vi kunne begynde at synes, at hvis hun blev ved på den måde, så var det måske lige ved, at hun engang skulle have vores store pris. Og da hun så på denne sin måde blev ved og ved, og tilmed jo lagde an til at lægge den om, så kunne det mange gange føles som om, det snart ikke kunne vente længere med den pris. Og – ja – nu får hun den!