Prøv avisen
Bog

Som kilde til politik har Thorning-biografi ikke megen værdi

2 stjerner
Ved siden af Helle Thorning-Schmidts angreb på andre forsvarer hun også sin egen politiske indsats. Bogen er en del af de kampe for eftermælet, som er blevet så almindelige blandt forhenværende politikere. Foto: Leif Tuxen

Biografi om tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er en kamp for eftermælet og handler mest om Thornings egne følelser og familieliv. Som kilde til politik er bogen til gengæld ikke meget værd

Bogen om Helle Thorning-Schmidts ”inside story”, som forlaget kalder den i pressemeddelelsen, er skrevet af Nina Munch-Perrin, men bliver præsenteret som Helle Thorning-Schmidts historie. Munch-Perrin anerkender dog, at det er hendes version af Thornings historie.

Thorning og en del familie, venner og enkelte knap så gode venner er blevet interviewet. Thorning har læst manuskriptet og er kommet med korrektioner og kommentarer. Angiveligt uden at det har medført de store ændringer.

Munch-Perrin, der er journalist, har ikke før arbejdet med politisk stof. Det præger bogen. Den gengiver mest Thornings version af begivenhederne. Væsentlige politiske begivenheder som for eksempel det enestående sammenbrud af Thornings regering, da SF ikke kunne være med, nævnes kun i forbifarten. Man får heller ikke mange kritiske synsvinkler ved siden af Thornings version af de omtalte begivenheder. Jeg kunne ønske mig, at Munch-Perrin noget mere gengav begivenhederne fra flere sider.

Bogen har også nogle personangreb. Ikke så meget på erklærede politiske modstandere som på andre socialdemokrater. Især Mogens Lykketoft, Poul Nyrup Rasmussen og Henrik Sass Larsen. Thorning får også uimodsagt og uproblematiseret lov til at slippe af sted med en giftig bemærkning om, at det sejlede på Københavns Rådhus, da Ritt Bjerregaard var overborgmester her.

Bemærkningen står helt uden nærmere konkretisering eller noget, der ligner dokumentation. Det klæder ikke Thorning, og Munch-Perrin har gjort hende en bjørnetjeneste ved at lade den slags slippe ind i bogen.

Ved siden af Thornings angreb på andre, forsvarer hun også sin egen politiske indsats. Bogen er en del af de kampe for eftermælet, som er blevet så almindelige blandt forhenværende politikere. Nogle, som for eksempel Knud Heinesen og Per Stig Møller, er i stand til at give detaljerede og nuancerede billeder af de politiske begivenheder, som de har været igennem, selvom de skriver partsindlæg. Som de vel at mærke har skrevet selv ord for ord. Det er ærgerligt, at bogen om Thorning ikke er på det niveau.

Det hører dog også med til billedet af bogen, at Thorning glimtvis har taget den kritik til sig, som andre har givet af hendes politiske arbejde. Thorning anerkender, at hun skulle have kommunikeret bedre, da hun blev statsminister. Hun skulle have meldt bedre ud, at regeringen ikke kunne leve op til de forventninger, som hun og andre havde skabt til den, fordi regeringen blev en koalitionsregering med en anden sammensætning end den, hun havde forestillet sig. Desuden var den en mindretalsregering. Men selvkritikken er mikroskopisk i forhold til angrebene på andre og forsvaret af egne handlinger.

Munch-Perrin har været en ret passiv mikrofonholder. Også i forbindelse med Thornings utilfredshed med, at hun blev kritiseret af Poul Nyrup Rasmussen. Hun lader Thorning slippe af sted med den påstand, at en række tidligere socialdemokratiske statsministre aldrig er blevet kritiseret af deres forgængere. Thorning ved måske ikke bedre, og det gør Munch-Perrin nok heller ikke. Men det er ikke helt korrekt. Viggo Kampmann kritiserede Jens Otto Krag og Anker Jørgensen.

Men hvis man er interesseret i Thornings forfædre, barndomshjem, familieliv som voksen, private forhold i det hele taget og hendes husholdning, er der da meget at hente. Det hele er såre almindeligt med undtagelse af, at Thornings mand er brite og har arbejdet en del i udlandet. Dertil kommer, at man kan få en del at vide om, hvordan de særlige udfordringer for en meget travl statsminister, som også havde to døtre, er blevet taklet. Efter alt at dømme heldigvis på en god måde.

Som kilde til politik er bogens værdi ikke stor.

Mest interessant er det måske, at bogen giver anledning til at tænke over, hvordan det overhovedet gik til, at Thorning blev statsminister. Hun har stort set aldrig haft et almindeligt arbejde. Hun har bevæget sig inden for en boble, der pegede mod Christiansborg. Hun har blandt andet læst statskundskab. Politisk har hun flakset rundt til venstre for Socialdemokratiet, før hun blev socialdemokrat. Hun er nu tilhænger af et eventuelt regeringssamarbejde med Venstre.

Hun har studeret EU, arbejdet i EU som praktikant og siden som et medlem af EU-parlamentet. Hun har arbejdet i LO. Hun synes god til at netværke i de miljøer, hun har været i, og hun er optaget af de indflydelsesrige og stråleglanskastende personer, hun har mødt på sin vej. Hun har været kampberedt, når hun stillede op til valg. Og hendes største aktiv er nok, at når hun nåede en post, så var hun stærk til at tåle mosten, når hun blev angrebet.

Munch-Perrin er som karrierekvinde optaget af Thorning som karrieremager. Man får indtryk af, at det også gælder Thorning selv. Hvad der egentlig drev hende, står mindre klart.

Thorning taler meget om fællesskab. Men hun fremstår som individualist. Som statsminister lod hun kun få komme på nær hånd af hende. Hun havde få fortrolige. Et andet træk er, at hun helst ikke ville vise stærke udtryk for følelser. Munch-Perrin gør dog en del ud af de situationer, hvor Thorning har grædt eller været gråden nær. Er det så vigtigt?

Det er mærkeligt, at Thorning hævder, at hun aldrig som politiker slog på, at hun var kvinde. Man kunne ellers godt få det indtryk, når hun og hendes ”spindoktor”, Noa Redington, omtalte hende som Danmarks første kvindelige statsminister. Personligt håber jeg på, at vi snart i Danmark får bedre politiske biografier end de fleste, der sprøjtes ud i de her år om efteråret og op mod julehandelen.