Helle Thorning-Schmidt er tidligere socialdemokratisk statsminister, og hun er ”woke”. Statsministergerningen begyndte i netop disse dage for 10 år siden, mens dette med ”woke” er kommet i de seneste år, vist ikke mindst gennem samværet med døtrene og deres venner.
Den ene datter er ifølge Thorning-Schmidt ”ciskønnet” og ”panseksuel”, mens den anden er ”nonbinær”. Hun – Thorning-Schmidt – har taget dette med de nye personlige stedord, de og dem i stedet for han og hun, til efterretning.
”Jeg kan godt lide de unge mennesker i dag,” forsikrer hun.
Dem er der mange forskellige slags af, men af placeringen af udsagnet at dømme, tænker hun mest på dem, der ser sig som ”queer”.
”Feminisme er personlig for mig,” sagde Helle Thorning-Schmidt i DR’s 21-nyheder i søndags.
Det får man et klart indtryk af i bogen, som mest er et personligt opgør med de overgreb, hun har været ude for i sin karriere. Ikke blot de (få) fysiske overskridelser af grænser – en hånd på låret af den tidligere franske præsident Valéry Giscard d’Estaing for knap 20 år siden er allerede blevet afhandlet i nyhedsmedierne i forbindelse med bogens udgivelse – men især de verbale medieovergreb. De er mange og remses pertentligt op i bogen. For at det ikke skal være løgn, er der et omfattende udvalg af ubehagelige citater i bogen, en del af dem bestemt grænseoverskridende i nutidig belysning.
Helle Thorning-Schmidt er hoppet på vognen, og det personlige fylder alt, alt for meget. Bogens titel er ”Blondinens betragtninger” med en reference til yndlingsfilmen ”Legally Blonde” med Reese Witherspoon. Thorning-Schmidt holder sig til den engelske titel, som på dansk blev til ”Blondinens hævn”. Det havde været mere dækkende for bogens indhold.
Stereotypisering af mandekønnet
Thorning-Schmidt blev aldrig populær som statsminister. Måske fordi hun ikke var særlig markant, det var snarere Margrethe Vestagers og Bjarne Corydons regering end hendes. De mange kønsspecifikke udskældninger, hun blev mødt med, skal måske ses i lyset af hendes specielle fremtrædelsesform, i højere grad end hendes køn som sådan, for en tilsvarende behandling har jo hverken Vestager eller Thorning-Schmidts efterfølger, Mette Frederiksen, eller for den sags skyld Angela Merkel, været udsat for.
Alt det personlige er i bogen garneret med kapitler, hvor Thorning-Schmidt diskuterer generelle emner som børneopdragelse, hvor hun hælder i retning af kønsneutral opdragelse, øremærket barsel, som hun i dag mest er for, og kvotering af kvindelige bestyrelsesposter, som hun også er for.
Og så mænd, naturligvis. Der sker en vis stereotypisering af mandekønnet i bogen, men når det går den vej, plejer det ikke at føre til hævede øjenbryn.
”... (M)ange mænd føler, at al skyld og alt ansvar for usunde dynamikker mellem mænd og kvinder bliver lagt over på deres skuldre, samtidig med at mange mænd maske ikke kan aflæse, hvad kvinder egentlig vil have og ønsker sig. Jeg tror ikke, vi forstår, hvor mange mænd der har det sådan. Hvor mange mænd, der er frustrerede og forvirrede. Det skal vi tage alvorligt. For jeg mener virkelig ikke, at der er noget galt med mænd. Slet ikke. Tværtimod synes jeg, at der er meget af det, vi forbinder med det maskuline, der er vigtigt og positivt, og som vi kvinder kunne lære af.”
Det sidste kommer Thorning-Schmidt nu ikke meget ind på. Hun synes snarere at mene, at hvor mænd kan det med magt på fingrene, er det noget, kvinder må lære sig. Tja. Bom-bom. Et sted skriver hun om, hvor meget ”mansplaining”, hun har måttet sluge i sin tid, og det tror man gerne. Men hun er ikke opmærksom på, hvor meget af hendes bog der reverenter talt er ”womansplaining”, side op og side ned.
Undskyldning skal være oprigtig
Sigtet med hendes budskab til ”mænd” er angivelig at få dem som allierede.
”Vi må have en ny samtale med dem”, som hun skriver, ”en samtale om at være allieret”, hvilket i hendes perspektiv betyder: om at blive feminist. Ellers går det ikke. Hendes egen mand – Stephen – er selverklæret feminist, som ganske vist i sin tid ”scorede” hende, som hun formulerer det, hvilket nu ikke lyder voldsomt feministisk i mine ører.
Hendes personlige meninger er netop dette: subjektive vinkler, ikke gudgivne sandheder. Hun har sine meninger, andre har deres. Det bliver vanskeligt, grænsende til umuligt, med den dialog, hun foreskriver, hvis man skal anlægge hendes vinkler, for at der kan komme noget ud af det.
I et kapitel, der hedder ”Om at sige undskyld”, vurderer Thorning-Schmidt de forskellige kiksede måder, som konkrete mænd – krænkere – har fået sagt, eller netop ikke sagt, undskyld på. Det er vigtigt, at undskyldningen er oprigtig.
”’Hvis nogen føler sig krænkede, beklager vi,’ er den darligste undskyldning af alle,” skriver hun.
Den test klarede studievært Jes Dorph-Petersen åbenbart ikke så godt, mens det gik bedre for Jeppe Kofod (S), så godt, at han faktisk fik lov til at komme ind i varmen igen, dog ikke uden skrammer.
Hvordan man sikrer sig, at en undskyldning er oprigtig, er svært at sige, der er trods alt tale om en undskyldning, ikke en udskylning.
Man fornemmer, at Thorning-Schmidt i dag mener, at hun som statsminister havde alt for meget jernkorset på, og nu har brug for at slå sig mere løs. I forordet beskriver hun, hvordan hun efter sin statsministertid ikke ville gå i stå i vanetænkning, men være åben for det nye og for de unge. Hun skriver ”man kan ikke få ligestilling nok”, men i hendes regeringstid var ligestilling ikke så vigtigt.
Faktisk mener hun, at hun gjorde sit for ligestillingen bare ved at være den første kvindelige statsminister.
Bogen er velskrevet, læsningen går flydende, og et kapitel som det om mænds og kvinders taletid i det politiske liv er morsomt, men med ”det nye” går der for meget programskrift i det. Det er ikke overbevisende. Og bogen dvæler alt for meget ved den modgang, verden mødte Helle Thorning-Schmidt med, og for lidt ved, hvad hun kunne have gjort bedre, dengang hun havde muligheden.