I år er det 500 år siden, det stockholmske blodbad fandt sted. Massakren, der indgår centralt i Maria Hellebergs nye store roman ”Min Kristin”, var en konsekvens af konflikten mellem tilhængere af Kalmarunionen og den svenske adel og gejstelighed, som krævede svensk ufhængighed af Danmark.
Helleberg beskriver i sin malende stil den grufulde virkelighed efter halshugningerne på Stortorget: Ligene er lagt i to bunker, den ene bestående af to bisper, begge i fuldt ornat, i den anden, større og udflydende bunke er ligene forsøgt kastet oven på hinanden, ”men regn og tyngde havde sat bjerget af opstablet kød i bevægelse”.
Titelpersonen, den svenske adelsdame Kristina Gyllenstierna (1494-1559), fængsledes i forbindelse med blodbadet og var i årene 1521-1524 fange i Danmark. Hun var enke efter rigsforstanderen Sten Sture, der blev dræbt i et sammenstød med den danske hær. Derefter påtog den usædvanlige kvinde sig resolut at videreføre kampen mod Christian den Anden. Senere giftede hun sig med en fætter til svenskekongen Gustav den Første. Af fætteren, Johan Turesson, en af hovedpersonerne, giver Helleberg et kraftfuldt, sanseligt og nærværende portræt.
Men det er for Kristinas skyld, romanen er skrevet, en kvinde, hvis liv til stadighed tynges af det værste, af tab og lidelse i doseringer, der synes dræbende. Igen og igen må man spørge: Hvordan kommer hun videre – med så dybe sår? Hun svarer ved at komme videre.
Så enkelt er det jo ikke. Men det er det på en måde alligevel.
”Min Kristin” er tredje bind i Maria Hellebergs reformationstrilogi, der endvidere omfatter ”Stormene” (2017) og ”Sommerfugl” (2018). Den nye roman er handlingsmættet, fyldt med umiddelbarhed og drama. Forfatteren synes fortrolig med selv de mindste detaljer i verden fra for længe siden og formår at gøre fortiden til en slags nutid for læserne.
Vi er i magtens centrum, hvor de involverede ikke nødvendigvis viser sig fra deres bedste sider, men fra deres mest beregnende. Det er en historie om storpolitik, kærlighed, begær, forræderi og mord. Efter sejladsen på de mange siders oprørte hav er man fortumlet og har nærmest indtryk af, at jorden bliver ved med at bevæge sig i bølger under én.
Foruden meget andet har romanen også sine bevægende øjeblikke. For eksempel da Kristina skal genforenes med den eneste af sine overlevende børn, Svante, der i fem år har boet hos den katolske biskop i Aarhus. Hun gav sine børn fra sig for at redde dem. Det har kostet døtrene livet og tillige en søn. Og det har kostet Svantes fortrolighed. Hun står – for hende selv at se – over for ”sin sværeste synd og sit groveste svigt, parat til at bøje sig i støvet”.
Favnende den hjemvendte søn bider hun ”i hans kappes tykke stof for at dæmpe lyden af sin egen gråd, men hendes krop ville det anderledes, en blæsebælg sendte smerte og lettelse i stød gennem hende. Lykke og angst for ny adskillelse”. Efter alt, hvad hun har været igennem, kan hun ikke lade være med at lede efter rædsler, hun måske har overset. For en gangs skyld finder hun ingen.
I årene, der følger, oplever hun barske blodige fødsler. Døde børn kommer til verden, inden det endelig igen lykkes hende at føde en levende søn.
Man forstår så udmærket Kristina, da hun i en krisestund synes, at ”vægten af alle de mennesker, hun havde mistet, var ved at kvæle hende”. Hendes mand føler sig udenfor – ”hvad er det, der sker i dig?” – og er tilmed vred over, at hun ikke søger trøst i ”den nye tro”, lutheranismen, men i ”rådne papistiske bønner, der bare skader dig”. Men det er ”den gamle tro”, hun oprindeligt har været i. Den nye ”lå i hende som et overmodent, uklægget æg”
Nok er der meget mørke i romanen. Men den slutter i lyset. Kristina har levet sig frem til den erkendelse, at hun ”burde være grænseløst lykkelig og taknemmelig”. For trods alt nåede hun og hendes mand sammen, hvad de engang dårligt havde turdet håbe.