Det stormer i Vendsyssel lige nu. Stormer med ord og aske fra reformationstidens Danmark. Maria Hellebergs 717 sider er på Vendsyssel Teater kogt ned til teatrets svar på en murstensroman: ”Stormene” er en tre timer lang, rimelig vellykket maratonindføring i religiøse stridigheder, politiske magtkampe og kærlighedsintriger spækket med satire og melodrama.
De siger om Stygge Krumpen, at han er gift med Vorherre og i pagt med Djævelen. Vendsyssel er hans rige, og her regerer han som en anden Gud i sit virke som Børglum-bisp. Men hans tro bliver afprøvet, hans tvivl udfordret, da han møder den skønne Elsebe Gyldenstjerne, som er løbet bort fra sin klamme og slagkraftige ægtemand. Hendes flammende røde lokker og iltre sind giver bispen lyst til at bide i æblet og spise det hele, og end ikke en bodsskjorte kan holde Stygge fra hende. Sammen lever de langt fra asketisk i synd og skam og kæmper en indædt kamp mellem lyst og tro i et Danmark i forandring. Imens agerer Stygge kontorsoldat i forsøget på at hindre udbredelsen af Luthers protestantisme – ”den ekstremistiske oprører sydfra”. Det går fint, indtil det ikke længere går fint. Og så bryder helvede løs i Nørrejylland.
Vendsyssel Teaters runde, formbare scenerum er omdannet til middelalderlig skueplads. Et tungt, cirkulært stålskelet med gangbro hejses op og ned i et forsøg på at give scenen flere niveauer og antyde skift i lokationer fra for eksempel de ydmyge kår på Børglum Kloster til bispeborgen Voergaard. Desværre giver konstruktionen udsynsproblemer for flere publikummer og larmer mere end nødvendigt, både visuelt og lydligt. Mindre ville have været mere.
Kostumerne er pseudo-tidstypiske med et moderne twist, og således stemmer det visuelle udtryk nogenlunde overens med sproget, som er letløbende, melodramatisk og kraftfuldt. Det lange forlæg er effektivt kogt ned i et velkomponeret manuskript med en ukompliceret progression og en masse humor: ”Jeg har betalt aflad, så vi kan skåle uden synd,” siger værtinden på Voergaard uden at blinke. Vi griner, ja, men flere satiriske indfald undervejs mudrer genren og gør det svært at afkode, hvad og hvem vi skal tage alvorligt.
Her er kættere, bortløbne nonner og stakkels hustruer, der ikke har en chance uden deres medgift. Mændene er svage, beregnende og magtliderlige. Anders Gjellerup Koch spiller den på én gang patetiske og magtfulde Stygge og balancerer fint sin karakters modstridende tilbøjeligheder. Laura Kold er den skønne Elsebe, og hun er svær at blive klog på. Er hun skrøbelig eller stædig? Klog eller indbildsk? Eller det hele på én gang?
Anderledes gennemsigtig er Jørgen Bing som Stygge Krumpens nemesis, den egennyttige Erik Banner. Som en slesk rotte smeder han sin egen lykke og vælger sin tro efter forgodtbefindende: ”Den lutherske Gud gør livet meget lettere”, hvisler han. Den anden halvdel af den komiske lindring leveres af Merete Mærkedahl som Elsebes søster Lene. Desperat byder hun sig til ved enhver lejlighed, men i sidste ende er det hende, der står stærkest. Hun forstår at spille spillet.
Fælles for alle de karakterer, der befolker scenen, er, at de fremstår som litterære konstruktioner. Deres ageren er overgjort og replikkerne affekterede. Denne overfladebehandling gør det svært at mønstre gedigen interesse i deres skæbner i fulde tre timer. Kærlighedshistorien mellem Stygge Krumpen og Elsebe er ganske vist i fokus, men bliver undervejs underligt uvedkommende. Som om den blot er en undskyldning for at opholde sig ved danmarkshistorien.
Dette til trods er ”Stormene” alligevel en underligt besnærende mastodontisk hybrid af vellykket historieformidling, sæbeopera og religionssatire.8
Stormene. Vendsyssel Teater. Forlæg: Maria Helleberg. Dramatisering: Maj Rørbæk Damgaard. Instruktion: Anders Lundorph. Scenografi: Steffen Aarfing. Spiller til den 28. marts.