”I al sin glans nu stråler solen” skriver N.F.S. Grundtvig i sin kendte pinsesalme, der nyder godt af, at fejringen af Helligåndens komme falder midt i det danske forårs finale. For selv med ”blomstrende” skyer kan Himlen ikke være meget bedre end Danmark i maj, hvor foråret længe har føltes som et festfyrværkeri i slowmotion.

Vild opstandelse overalt og hele tiden

Først viste de vilde vintergækker sig, mens erantis væltede ud over køkkenhaver og kirkegårde, inden anemonerne pludselig lyste op i skovbunden som en hær af engle. Så sprang bøgen ud, og så kom mælkebøtterne, tulipanerne og de himmelske kirsebærtræer.

Men skabelsens årlige repremiere er ikke slut endnu. For nu er det rapsmarkernes tur til at stråle i al deres gule glans, så intet gråvejr kan holde dem tilbage, inden grøftekantsblomsterne snart bombarderer sanserne, mens biernes foretrukne træ, akacietræet, springer ud som forårets sidste træ.

Der er kort sagt vild opstandelse overalt og hele tiden noget at glæde sig over i øjeblikket. Og hjemme hos salmedigteren Iben Krogsdal i Hjortshøj ved Aarhus står der også blomster på bordet, ligesom væggene er udsmykket med farverige malerier i den store præstegård, som hun deler med sognepræst Morten Skovsted og ægteparrets fire børn.

"Du har salmer i øjnene"

På bordet ligger også hendes seneste salmedigtsamling, der netop hedder ”Vild opstandelse” med undertitlen ”Salmedigte”, for teksterne er - endnu - ikke sat til musik.

”Jeg havde faktisk lovet min mand og mine børn, at jeg ikke ville skrive salmer i et godt stykke tid, men så kom de altså alligevel. 'Nu har du salmer i øjnene igen. Gå bare ind og skriv', har min mindste dreng tit sagt, når vi har siddet ved bordet, fordi han godt kunne se, at jeg var ved at slås med en sætning eller et billede,” siger hun med en smittende latter.

De nye salmer kredser om påsken, som også strækker sig ind i pinsen. For pinsen hænger også sammen med opstandelsen, mener hun:

”Pinsen er en uventet nyskabelse. Man tror, at alt er slut, og at man er alene, men så viser Gud sig alligevel for os på en ny måde. Pinsedag fik disciplene Helligånden og opdagede, at de ikke var alene. De fik også et nyt sprog, og det gav dem nyt liv og nyt håb og fornyet mod til at virke i verden,” siger hun og fortsætter:

”For mig betyder pinsen også, at vi ligesom Adam er skabt til at medskabe. Vi skaber hele tiden med vores sprog og vores liv, og når vi gør det, så er Gud med. Det kan være svært at sige, hvornår Helligånden er på færde. Jeg tør ikke sige, at Helligånden er over mig, når jeg skriver salmer. For hvad så med mine dårlige salmer? Men jeg er sikker på, at ånden virker uforudsigeligt og forskelligt i os alle sammen. Og sommetider har jeg også fornemmelsen at få salmer og sætninger foræret - at de ikke helt kommer fra mig.”

Salmerne var en gave og en trøst

Sådan begynder det faktisk som regel - med en sætning, der nærmest kommer af sig selv, mens hun vasker op, taler med en under et foredrag eller går rundt i haven, og den første version kan som regel skrives ned på få minutter, men så følger det hårde arbejde med at tage kontrol over det, der står på papiret, fortæller hun:

”Man får noget givet, og så skal der arbejdes med det. Men det er jo en gave hver gang, man får et billede eller et lille syn. Det er bare med at tage det, når det kommer. For inspiration til salmer kan komme mange steder fra. Engang så jeg for eksempel en gammel kvinde, der plantede et frø på en kirkegård, og det førte til en opstandelsessalme.”

Selv begyndte hun at skrive salmer efter en depression for 16 år siden:

”Jeg opdagede simpelthen midt i mørket, at jeg kunne trøste mig selv ved at skrive salmer. I mange år skrev jeg kun salmer for mig selv, men efter at jeg var så heldig at blive inviteret med på et salmedigtermøde i 2009, besluttede jeg, at jeg nu ville begynde at skrive salmer for alvor og for andre.”

Troen kan ryste virkeligheden

”Mine salmer udspringer ofte af tvivl og uro, men de ender et andet sted, i tillid og trøst. Mange af dem har form som åbne gudshenvendelser. Det er afgørende for mig, at man godt kan henvende sig til en Gud, man måske ikke altid tror på. For Gud er meget større end det, man kan tro på. Derfor skal Gud også staves med stort G. Det store G er en påmindelse til os om, at vi ikke har sandheden selv. For mig er det mere troen, der ryster virkeligheden, end virkeligheden, der udfordrer troen. Det er troen, der udfordrer de fastlåste tankemønstre og verdensforestillinger, vi selv bærer gennem dagene. Og alene i en klage eller bøn til Gud ligger der allerede et første lysglimt og en udvidelse af vores virkelighed. Og så tror jeg, at Helligånden lader os låne Guds øjne i små glimt, så vi kan se hinanden og verden i et andet lys.”

Det skriver hun om i salmedigtet ”Troen er den første ånde”, der slutter med strofen:

”Troen er når vi kan elske
højt og frit og vildt
og vi kigger på hinanden
lissom lidt for mildt”

Det er dette ”lidt for milde blik”, der kommer fra Helligånden, mener hun:

”Helligånden hjælper det gode frem i verden. Når vi pludselig får ord til at hjælpe andre mennesker, tror jeg, at Helligånden er med. Det er Gud iblandt os. Jesus kunne kun være på ét sted ad gangen helt fysisk, men med Helligånden kan han lige pludselig være alle steder på én gang. Og det er jo fantastisk. Helligånden er på den måde en mangedobling af Jesu virke ud i verden.”

Tænker du på Helligånden som en usynlig Jesus?

”Jeg har ingen klare billeder af Helligånden, men jeg tror, jeg har oplevelser gennem Helligånden. Når vi åbner livet for hinanden og fatter omsorg for hinanden og bevæger hinanden, er jeg helt sikker på, at Helligånden er med i det. Når det faste i os og mellem os ryster. Jeg ser ikke Helligånden som en, der svæver over vandene, men som en, der bor i os, ryster os ud af os selv og hjælper os til at se andre mennesker på nye måder. Helligånden udvider os som mennesker og hjælper os netop til at se mildere på hinanden,” siger hun, da hendes yng-ste søn kommer ind i køkkenet:

”Ham her kan man ikke se for mildt,” siger hun og krammer barnet, inden hun fortsætter:

”Helligånden træder til, når vi ikke selv har kræfter til at være kærlige, og når vores virkelighed er for bastant og lukket. Og på den måde oplever jeg også, at Helligånden kan tale gennem vores moderne præstationskultur, hvor alle helst skal kunne alting selv. Nogle forkyndere er efter min mening lidt for meget ude efter moderne menneskers higen efter anerkendelse. Men det er ikke et valg at være moderne menneske, det er et vilkår. Og det er et svært vilkår. I middelalderen levede folk i en præstationskultur, der især handlede om at få en plads i Himlen, men i en moderne verden kæmper folk for at få en plads i denne verden, fordi rollerne ikke er givet på forhånd. Den nye virkelighed - og tidsånden - er et helt fantastisk udgangspunkt for at forkynde kristendom på nye måder og med nye afsæt, og i dag virker Helligånden sikkert på måder, der er lige så overraskende for os, som ildtungerne var det for disciplene. Med nye sprog, ord og opgaver i verden - ikke mindst når vi tror, at nu er vi færdige,” siger hun, inden vi går ud i regnen, hvor solen ikke længere stråler, men alligevel er med bag det hele - ligesom vinden, man ikke kan se, men mærke, mens den blæser liv i præstegårdens danske flagvimpel.