Det er en grå dag i Aarhus, hvor en mørk og halvtung himmel har lagt sig over smilets by. På First Hotel Atlantic kommer den 79-årige A.S. Byatt ned fra morgenmadsbuffeten. Ansigtet er blødt over en løs rullekrave, og hun bevæger sig med små skridt gennem lobbyen. Til at støtte sig har hun en aluminiumstok med tre ben.
”Jeg har brug for mere kaffe,” siger hun til sin agent, Sam, der må over på Aarhus' nye hovedbibliotek, Dokk1, for at finde den.
Det er også ham, der med behagelig britisk autoritet styrer tidsplanen. Vi har fået en halv time, og Sam beder os huske, at ”Antonia” hader at blive fotograferet. Til gengæld er hun engang tidligere blevet interviewet af en journalist fra Kristeligt Dagblad. Et interview, hun regner for det bedste på dansk jord. Så langt så godt.
A.S. Byatt er en rar dame at se på, og hendes udtryk er, trods det lidt distancerende navn, mildt. Egentlig hedder hun Antonia Susan Byatt, men det upersonlige kunstnernavn passede hende godt. Rygtet vil vide, at også hendes børn tiltaler hende på den måde. Selvom engelske og amerikanske medier mener, at hun har konkurreret med og i nogen grad stået i skyggen af sin lillesøster, forfatteren Margaret Drabble, er det ikke meget om A.S. Byatts private liv, man kan finde.
Hendes store gennembrud fik hun med romancen ”Besættelse”, der vandt Bookerprisen i 1990. Historien er en tragisk og glemt fortælling om kærlighed mellem viktorianske digtere og blander genremæssigt både digt, brev, eventyr og detektivisk gåde. Mest af alt er A.S. Byatt en eftertænksom, filosofisk forfatter, der undersøger og kritiserer forskellige tiders mere eller mindre fikse idéer og idealismer i et stærkt deskriptivt sprog. Selv er hun mest optaget af den viktorianske æra, hvor grænserne mellem filosofi, økonomi, politik, religion og poesi ikke var så skarpt optrukne.
Nu er hun i Aarhus for i en samtale på Dokk1 med den danske hjerneforsker Morten Kringelbach at tale om sammenhængen mellem litteratur og hjerne. Mellem æstetisk nydelse og mental sundhed. Et emne, der optager hende.
”Jeg tænker meget over, hvad der formede mig. Det har sikkert noget med min alder at gøre, og helt grundlæggende mener jeg, at historier former hjernen,” siger hun med en lav og halvdyb stemme.
”Narrativer begynder, fra du bliver født, og du begynder at forme dit intellektuelle selv, længe før du bestrider et sprog.”
Den historie, der har formet A.S. Byatt mest, begynder i en krigstid.
”De første tre år af mit liv var lykkelige. Jeg havde en mor og en far og en have, som jeg erindrer meget tydeligt. Åh, hvor jeg elskede den have. Men da krigen kom, forsvandt min far, og alle omkring mig sagde, at han nok skulle komme tilbage.”
Jo mere de fortalte lille Byatt, at alt nok ville blive godt igen, jo mere formede der sig en frygtelig historie i hendes hoved:
”De ved, at han aldrig kommer tilbage.”
Historien ligner den, A.S. Byatt har behandlet i romanen ”Ragnarok” (udkom på dansk i 2012), hvor en ung pige flytter på landet, mens hendes far er i krig. I den periode får hun, som A.S. Byatt selv gjorde det, en bog om nordisk mytologi.
”Det er i sin essens det, forfattere gør. De former en historie om, hvad der måske vil ske, og ragnarok svarer meget godt til min forestilling om krigen.”
”Da jeg skrev 'Besættelse' havde jeg en modernistisk idé om at skrive i en tåge, hvor man holder alle muligheder åbne, men jeg ville også have en historie, der driver fortællingen frem, og det var noget, jeg lærte fra... Åh, hvem er nu den store italienske forfatter?”, spørger hun.
Umberto Eco?
”Ja, han skrev en vidunderlig historie om munke og har engang sagt: 'Jeg kan putte hvad som helst ind i en roman, hvis bare jeg har en god historie.'”
A.S. Byatt er ellers både kendt og af og til kritiseret for at være en (for) intellektuel forfatter. Hendes mange bøger gennem flere end 50 år har ofte flere års research bag sig og er fyldt med viden om arkæologi, historie og kunsthåndværk. Ironisk nok kom det helt store internationale gennembrud netop med den mest plotbårne af hendes bøger, ”Besættelse,” som i parentes bemærket har solgt i flere end 100.000 eksemplarer i USA alene. Hendes egen søgen gennem årene har dog været den samme.
”Det er sproget, der interesserer mig. Hvis du ser på et smukt maleri af Matisse for eksempel, så kan du ikke, uanset hvor meget du anstrenger dig, beskrive det. På samme måde med havet, selvom du skriver om bølgerne og farverne og himlen, vil havet selv altid være større end sproget. Det er vidunderligt udfordrende.”
Der er altså konstant nyt terræn at afdække sprogligt, og A.S. Byatt er en forfatter, der følger med i de seneste landvindinger.
”Har du læst Sarah Howes 'Loop of Jade'?”, spørger hun og hiver en blå digtsamling frem fra tasken.
”Og hvem var det nu, der skrev vejrbogen?”, spørger hun henvendt til sin mand i sofaen overfor.
Han er i ternet skjorte og habitjakke og oplyser beredvilligt om navne og titler (Alexandra Harris og ”Weatherland” i dette tilfælde), der eventuelt har forputtet sig, og jeg får således en lille liste af dette års bedste engelske lyrik og litteratur ifølge A.S. Byatt med hjem. Alle titler er skrevet af kvindelige forfattere.
”Ikke fordi de er skrevet af kvinder, men fordi de er de bedste,” som hun siger.
Men hvad er det egentlig, litteraturen kan? Er det rigtigt, hvad man ofte hører, at det at læse mange skønlitterære bøger fremmer ens empatiske evner?
”Jeg tror ikke på det,” siger A.S. Byatt.
”Jeg var selv sådan et barn, der læste meget, og det gjorde mig meget lykkelig, men øgede også afstanden til de andre børn. Til gengæld var jeg god til at forudse, hvad der ville ske, hvem der ville drille hvem.”
Du var i stand til at læse dem?
”Ja, og det er måske også en slags empati, men mere i teori end i praksis.”
I Byatts roman”Børnenes bog” (2010) får denne litteraturanskuelse en yderligere mørk drejning. Her møder vi børnebogsforfatteren Olive Wellwood, der er mor til mange børn. Hun kommer fra en arbejderbaggrund i det nordlige England, men skaber på landstedet Todefright i det sydlige England et skærsommernatsagtigt bohememiljø med en skov, krat, tilrejsende kunstnere, forestilinger og fester, alt mens børnene løber ”frie” rundt.
”Det var det gode ved den tid,” siger A.S. Byatt og rykker lidt frem i den bløde hotelstol.
”Børnene kunne løbe ud om morgenen og komme tilbage om eftermiddagen, uden at nogen holdt øje med dem. Jeg tror, vi frarøver børn i dag mulighed for at kede sig og dermed finde på noget selv.”
Efterhånden viser skyggesiderne af dette kunstnerparadis og i særdeleshed ved kunstnerforældrene sig dog, og forfatteren tegner via det kuld af mennesker, der kommer og går på Todefright, et mangesidigt portræt af tiden fra 1880 til 1918. Historien bag bogen er imidlertid ganske grufuld.
”Det var noget, jeg tilfældigvis stødte på, og som har optaget mig lige siden. Nemlig at børn af børnebogsforfattere er overrepræsenteret i forhold til andre børn i selvmordsstatistikkerne.”
For eksempel kastede sønnen til den skotske børnebogsforfatter Kenneth Grahame, som skrev ”Vinden i Piletræerne” (1908), sig ud foran et tog og døde.
”Alle tror, forfatteren fortalte historierne om den forkælede tudse som godnathistorie for at opdrage sin søn. I virkeligheden skrev han fortællingerne som breve til sin søn, der var sendt på kostskole.”
Hvorfor tror du, børn af børnebogsforfattere er overrepræsenteret i selvmordsstatistikkerne?
”Min spinkle teori er, at forfatterne har været mere besatte af deres historier end af deres børn,” siger hun nøgternt.
Hvor tæt inde på livet hun selv har haft denne problematik, ønsker hun ikke at tale om. A.S. Byatt har fire børn, har været gift, skilt og gift igen. Hendes eneste søn, Charles, døde, da han var 11 år. Han blev ramt af en spritbilist. A.S. Byatt har siden fortalt, at indtil hendes yngste datter fyldte 11 år, var hun ikke sikker på, at datteren ville overleve.
A.S. Byatt har gentagne gange afvist at tale med journalister om sin sorg, men i et enkelt interview med The New York Times har hun udtalt, at hun efter en vis ”sorgens blindhed” igen blev i stand til at se.
Du er også en visuel kunstner?
”Ja, i høj grad. Jeg kan altid se mine historier for mig, og det øjeblik, hvor jeg ved, hvilken farve et kapitel har i overført betydning, er det mest nydelsesfulde øjeblik ved det at skrive.”
Hvad giver sprog os af indsigter?
”Historier kan lære os noget om sprog, og fordi vi bruger sprog til at udtrykke os selv, når vi taler om hjernen, og hvordan vi tænker, gør godt sprog os i stand til at tænke komplicerede tanker,” siger hun.
Dernæst lærer skønlitteraturen os noget om mennesker til forskellige tider og i nogle henseender om systemer og samfund.
”Tænk blot på Kafka,” siger hun og nulrer en rulle bred tape.
Den sidder som et armbånd på hendes højre håndled og ser ud til at være gået i ”båndsalat” for enden. Det er den lille bold af tape, hun mere eller mindre konstant holder sine hænder beskæftiget med, og som giver en knitrende lyd fra sig.
”Det er, for at jeg kan holde mig med ro. Det er mit bedebånd, kan du sige.”
Antonia Susan Byatt er ikke troende, men selv det kan være en tro, mener hun.
”Der findes ateister, som er så rødglødende imod religiøs fanatisme, at de selv bliver fanatiske.”
Hun ler en latter, der forsvinder i et sjovt lille hvæs. Selv fastholder hun retten til at betragte verden fra et åbent sted.
”Jeg er selvfølgelig feminist, men jeg har ikke et trossystem. Det eneste, jeg ved, er, at jeg ikke ved, hvordan verden hænger sammen. Den er stadig ny for mig, og det insisterer jeg på, at den skal blive ved med at være.”
Efter vores samtale i hotellets lobby bringer en bil hende til Aarhus Universitet og senere Kristian F. Møllers Boghandel, inden hun sidst på eftermiddagen stiller op til samtale med hjerneforsker Morten Kringelbach i store sal på Dokk1.
Morten Kringelbach er professor ved Aarhus Universitet og Oxford University, hvorfra også A.S. Byatt er æresdoktor. Han forsker i nydelse, herunder nydelse af æstetiske kunstarter som musik og litteratur. Det er ”Authors in Aarhus”, der har arrangeret, og folk er mødt talstærkt op. Blandt publikum er A.S. Byatts danske oversætter, Claus Bech, og litterær direktør for Gyldendal, Johannes Riis. Morten Kringelbach taler om, hvad hjernescanning viser om folks mentale sundhed, og A.S. Byatt om sit afslørende blik på grupper af mennesker, hun beskriver. I den bog, som hun arbejder på nu, er to grupper under lup. Psykoanalytikere og surrealister. Begge uudholdelige, når man beskæftiger sig med dem i længere tid, forstår man.
”Psykoanalytikere er som kuglepindsvin,” siger hun.
”De klynger sig sammen og vil helst kun kende andre psykoanalytikere.”
Egentlig var det meningen, at der skulle komme en roman om hver af de to grupperinger.
”Men så tænkte jeg: 'Åh nej, så langt lever jeg ikke,' siger A.S. Byatt, og et suk går gennem salen.
”Indtil det slog mig; hvorfor ikke kombinere de to spor i én roman og begyndte at tage noter som en gal?”.
Det er i sin essens det, en metafor er. En kobling mellem to tanker, der dermed former en tredje og ny vej i sproget. Sådan er skrivearbejdet ofte for A.S. Byatt, fortæller hun. Selvom Morten Kringelbach begavet spørger ind til hendes arbejdsmetoder, og hvordan hendes hjerne arbejder med idéer og udvælgelsesprocesser, fastholder hun, at det meste foregår ret instinktivt.
”Jeg tænker med kroppen og har altid skullet sidde oppe på en stol med benene krøllet ind under mig for at skrive. Hjernen er ikke et isoleret instrument for mig.”
I modsætning til mange nutidige forfattere kunne hun aldrig finde på at skrive i jegform.
”Jeg sætter mig ikke i mine figurers sted, jeg betragter dem udefra, og jeg ser på deres handlinger, og hvad de ønsker,” siger hun.
På ét punkt er hun dog bevidst planlæggende. Inden hun skriver sine lange romaner i hånden, plotter hun sine romanfigurer ind i et excell-ark på computeren. I højre kolonne fører hun regnskab over, hvem der gør hvad og hvornår.
”Dermed opdagede jeg en dag, at alle børnene fra 'Børnenes bog' ville komme til at opleve Første Verdenskrig. Det kom som en lige så stor overraskelse for mig, som det gjorde for dem.”
Sådan var det også i virkelighedens verden, fortæller hun den store sal på Dokk1.
”Krigen kom vitterligt som en overraskelse, og jeg tror, det altid er sådan. Man kan have sine frygtelige anelser, men man ved aldrig, hvornår krigen kommer.”