Når Klaus Høeck med års mellemrum udgiver en ny digtsamling, er det altid en begivenhed, fordi ingen andre forfattere laver noget, der ligner denne digters poesi. For det første er Høecks værker unikke ved deres enorme omfang, og han er suverænt den danske digter, der har udgivet flest digte, nemlig mindst 15.000. Værket ”My Heart. Poems galore” er med sine 616 sider ingen udtagelse fra denne tendens.
For det andet er Høeck en af de få digtere, der skriver, hvad man kunne kalde totalpoesi. Med dette mener jeg, at man i hans tekster oplever møder mellem alle dele af tilværelsen fra det mindste til det største og fra de højeste til de laveste emner. Dette viser sig helt ned på det enkelte digts niveau, hvor det følgende fantastiske digt forener store eksistentielle og religiøse perspektiver og hverdagslige sansninger:
”jeg stryger en tænd / stik igen efter alle / disse år – ikke / fOr at tænde et / steArinlys eller for / at se ind i Mør / ket – jeg gør Det for / at lugte svovlet fra hel / vede og røGen / fra tusinde sluk / kede cigaretskod i / glemslens andys bar.”
Høecks tekster adskiller sig fra al mulig anden skrift ved den særlige 12-linjede form og den utraditionelle brug af store og små bogstaver. I bogens over 600 tekster springes der mellem emner, som normalt ikke bringes i forbindelse med hinanden. Man glider ubesværet frem og tilbage mellem kristendom, politik, hverdag, jazz, død, digterkolleger, kærlighed, sygdom, ungdomserindringer, skak, natur og digtning. Og når forskellige livsområder konfronteres, slår Høecks poesi forunderlige gnister.
Det samme gælder, når Høeck anvender besynderlige synsvinkler og utraditionelle tonefald. Et digt om religiøsitet balancerer sublimt mellem gakket humor og hudløs alvor: ”jeg trOr på de hel / liges sAmfund hvad pokker / det så er for no / get - er Det for eks / empel jehohas vidner / soM serena Wil / liams er medlem / af eller er det herrnhu /terne i christi / ansfeld? – jeg aner / Det ikke men jeG tror nok / at jeg tror på dem.”
I Høecks ”My Heart” får vi leveret poetologiske overvejelser, som har været fast inventar i hans tidligere digtsamlinger. Det gælder dels det avantgardistiske dogme om, at hans værker er labyrinter, der ingen begyndelse og afslutning har, og at læseren helt kan læse teksterne i den rækkefølge, han eller hun vil. Dels gælder det forestillingen om, at digtet rummer en hemmelighed, som unddrager sig vanlig repræsentation og fastlagte diskurser. Der tales om, at digtsamlingen indeholder en ”sort boks”, og man finder den følgende smukke bestemmelse: ”digtet / knytter sproget og / virkeligheden sammen / i åndens knude.”
Endnu mere interessant er Høecks poetiske refleksioner dog, når han er konkret i sin knivskarpe sprogkritik. Der uddeles øretæver til den smarte management- og politikerjargon: ”inklusionspædAgogik / landbrugspakke hen / synsbetændelse / professionelt offer flygt / ningeindustri / Måltalsekspert / lig / heDsfascisme […] fuck / det hele fra mig.”
Og så er der et smukt og indsigtsfuldt digt om billedsprog, som kunne stå på titelbladet i en håndbog for nye forfattere, og som rummer en af forklaringerne på, at Høeck er en så suveræn poet, som han er:
”men lad Os Aldrig / gleMme at metaforen / er DiGtenes salt / den skotskternede / sol eller aftenhimle / nes handske af røg […] og lad os altid / huske that too much salt de / stroys the omelet.”
Endelig skal det nævnes, at Høeck er en eminent humorist, og at dette er en af årsagerne til, at det er en nydelse at glide gennem de forunderlige og uforudsigelige tekstmasser. Her er min favorit til en pris for årets morsomste digt, som hermed kan stå som en anbefaling af denne samling:
”tell me whO is tur / key borni? - spurgte den græs / ke professor Mig / turkey borni tur /key bernie – kAlkun bertel / sådan løD navnet / altså på Græsk i / en engelsk udgave / oversat til dansk / thorkild bjørnvig – he / is one of our great po / ets – svarede jeg”.
Læs interview med forfatteren på