Helt tæt på en verdensberømthed

Professor Jørn Lund bruger H.C. Andersens dagbøger som opslagsværk. De giver historisk og geografisk viden og er noget af det tætteste, man kommer på, hvad det vil sige at være menneske

Man kommer hele følelsesregistret igennem i H.C. Andersens dagbøger. -
Man kommer hele følelsesregistret igennem i H.C. Andersens dagbøger. - . Foto: Polfoto.

H.C. Andersen begyndte sine dagbogsoptegnelser, da han var 20 år og gik i gymnasiet. Jeg var på nogenlunde samme alder, da jeg begyndte at læse dem, og siden har de fulgt mig.

Jeg er en mand med mange bøger, også for mange, og engang imellem bliver jeg nødt til at smide en stak ud. Men H.C. Andersens dagbøger i 11 bind kunne jeg ikke drømme om at skille mig af med. Når jeg kigger på dem, taler de til mig, og jeg tager jævnligt et eller flere bind ned fra reolen. Jeg har læst dagbøgerne som ét samlet værk i min studietid, men derudover er de for mig også et opslagsværk, jeg jævnlig gør brug af . Der er et flot register, der fortæller hvor H.C. Andersen har rejst og hvilke personer, han har mødt. Det betyder blandt andet, at man kan bruge dagbøgerne som en slags rejseguide. Når jeg selv skal rejse et sted hen i Europa, så slår jeg altid forinden op i dagbøgerne, for at se hvad H.C. Andersen skriver om det pågældende sted. Han var jo en stor kender af kunst, teater og musik og havde alle steder sat sig grundigt ind i de kulturelle muligheder. Ved at læse hans dagbøger kan jeg dermed få en fantastisk flot indføring i det sted, jeg er på vej hen til.

I 1955, hvor H.C. Andersens 150 års fødselsdag blev fejret i Danmark, gik jeg i tredje klasse og var så heldig at have en dansklærer, der var meget optaget af digteren. Vi læste hans eventyr og skrev stile om ham og hans digtning. Man kan næsten sige, at jeg allerede i underskolen fik en overdosis H.C. Andersen. Men på den gode måde, og han kom til at følge mig resten af livet.

Dagbøgerne skrev han helt frem til sin død den 4. august 1875, dog i de sidste par måneder med hjælp fra familien Melchior, som han boede hos, og de er for mig blevet hans mest betydningsfulde litterære værk. Det er lange, uhyre velskrevne beskrivelser af hans mange rejser, men først og fremmest er det en indføring i, hvad det vil sige at være menneske. H.C. Andersen er hele vejen igennem hudløst ærlig og man fornemmer klart, at dagbøgerne ikke er skrevet med henblik på udgivelse. Vi kommer tæt på hans angst såvel som på hans glæde. I ungdomsårene skriver han blandt andet om de ydmygelser, han bliver udsat for i skolen og senere om de skuffelser, han oplever, når den ene tekst og skuespil efter det andet bliver kasseret. Vi føler med ham i hans store behov for bekræftelse og alle de trængsler, der følger med at skulle flytte sig hele tiden. Først som meget gammel fik H.C. Andersen sin egen seng, og man fornemmer tydeligt, at det ikke altid var nemt, at skulle være gæst. Jeg tror, at de eneste tidspunkter, han virkelig følte sig hjemme, var, når han skrev. Han havde tydeligvis et enormt udtryksbehov, men hans dagbøger er meget anderledes end hans digtning. Der er en afgrund mellem dem og hans fiktion. I dagbøgerne er sproget meget let læseligt med korte sætninger, der bare flyder.

Men først og fremmest er det en tekst, hvor vi kommer hele følelsesregistret igennem, fordi det er i dagbøgerne, H.C. Andersen har læsset af. Man kommer til at forstå ham og kan ikke lade være med at holde af ham, fordi han er så ærlig. Det han skriver om, er jo noget vi alle kender til: håbet, drømmen om lykken og fortvivlelsen. Hans ord giver genklang i det, vi selv har i os.

Litteratur er generelt meget bearbejdet, men i H.C. Andersens dagbøger har vi et spontant værk, hvor vi kommer helt, helt tæt på en af verdenslitteraturen største forfattere. Det er unikt, og dagbøgerne fortjener en langt større udbredelse, end de har.

Det er svært at formidle den ældre litteratur i dag, og for H.C. Andersens vedkommende er det stort set kun eventyrene, der står tilbage. Det er synd, for netop dagbøgerne passer godt til en moderne læser, fordi man kan pluklæse i dem. I forbindelse med 1864-jubilæet sidste år læste jeg eksempelvis H.C. Andersens optegnelser fra de dage for at fornemme, hvordan stemningen var i København. Han beskriver blandt andet rygterne og uvisheden, og hvordan politiet oversprøjtede folk med vand for at dæmpe gemytterne.

H.C. Andersens dagbøger er det mest usminkede, jeg har læst. Det kan godt være lidt trivielt at skulle læse om hans problemer med forstoppelse og den slags, men det er jo også en del af at være menneske.