Helt ualmindelig fin bog viser smukt møde på tværs af generationer

Bevægende brevveksling viser, hvordan et venskab kan opstå gennem sproget, når det strømmer fra de fintfølende og frygtløse forfattere Charlotte Strandgaard og Johanne Kirstine Fall

Charlotte Strandgaard er stærk i de konkrete erindringsglimt, i det fortællende og i det levede liv, som hun giver videre. – Foto:
Charlotte Strandgaard er stærk i de konkrete erindringsglimt, i det fortællende og i det levede liv, som hun giver videre. – Foto:

Der er præcis et halvt århundrede mellem dem, Charlotte Strandgaard og Johanne Kirstine Fall, født henholdsvis 1943 og 1993, og allerede den første gang, de mødtes, følte de slægtskab, genkendelse og sympati, som de fortæller om i forordet til brevvekslingen ”Stræk din krop mod min”.

De blev enige om, at de en dag ville skrive en bog sammen, hvor de kunne udforske, hvordan kroppen kan gestalte sig gennem litteraturen, og nu er den her. Heldigvis. For den er ualmindeligt fin. I begyndelsen lidt vel stramt spændt ud i sit koncept med en hensigt, som læseren aldrig bliver i tvivl om, og en krop, som sine steder bliver tvunget lidt bastant ind i teksten.

Brevene lægger således lidt tøvende fra land, men folder sig hurtigt ud, originalt og organisk med Charlotte Strandgaard i den naturlige nestors rolle.

Det er hende, der sender søgende spørgsmål afsted, der bliver grebet af hendes yngre kollegas på en gang sikre og skrøbelige pen, og bogen udvikler sig langsomt og smukt til en fortælling om et venskab, der vokser af de betroelser, som de to forfattere forærer hinanden, på tværs af tid og sted: om skrift og sprog, om ensomhed og eksistens, om død, tro og tvivl, om skyld og skam og om kroppen, dens forfald og forræderi, om en gammel kvindes brok, der skal bindes ind for at kunne bæres, om en ung kvindes kræft i et modermærke.

Charlotte Strandgaard er stærk i de konkrete erindringsglimt, i det fortællende og i det levede liv, som hun giver videre, i de erfaringer, ofte smertelige, som hun har høstet, og der er bevægede afsnit om hendes forældres skilsmisse, om en aldrig glemt abort, om tabet af broderen Hans og af sønnen, som hun opkaldte efter ham, og som hun har skrevet en bog om. ”Min erfaring er, at jeg kan tåle næsten alt, hvis jeg forstår hvorfor,” skriver hun et sted, og det er fornemt at se, hvordan hun sammen med Johanne Kirstine Fall søger at besvare nogle af de spørgsmål, som hun har levet med, hvordan de deler nogle af de ting, som man aldrig kan komme over, men som man i samtalen og betroelsen måske kan finde trøst for.

Charlotte Strandgaard er stærk i de konkrete erindringsglimt, i det fortællende og i det levede liv, som hun giver videre. – Foto:
Charlotte Strandgaard er stærk i de konkrete erindringsglimt, i det fortællende og i det levede liv, som hun giver videre. – Foto:

Man kan næsten fornemme, hvordan Johanne Kirstine Fall lytter, når Charlotte Strandgaard skriver sine breve, hvordan hun tålmodigt venter på, at det bliver hendes tur, og hendes associative svar fungerer bedre end de direkte, som når hun for eksempel sammenligner psykosen og skriften:

”Der er altid flere virkeligheder, der konstant byder sig til. Sådan er det med psykosen, men sådan er det også i kunsten. Der er skrevet, sagt og afbildet så meget om parallelle verdener. Når jeg er psykotisk og ikke kan vende blikket fra alle de små åbninger til nye, friske verdener, der står klar til at favne mig, trøster jeg mig med, at det er en meget menneskelig impuls at søge mod dem. Man kan placere utroligt meget håb i alternative virkeligheder.”