Helt væk i en verden af alternative livsformer

Paul Thomas Andersons film ”Inherent Vice” - over forfatteren Thomas Pynchons roman af samme navn - fremstår som et langt, småparanoidt og stedvis meget morsomt syretrip om de flippede 1970'ere

Joaquin Phoenix er overbevisende som syrehovedet Doc Sportello i Paul Thomas Andersons filmatisering af Thomas Pynchons roman ”Naturlige mangler” fra 2009.
Joaquin Phoenix er overbevisende som syrehovedet Doc Sportello i Paul Thomas Andersons filmatisering af Thomas Pynchons roman ”Naturlige mangler” fra 2009. Foto: © 2014 Warner Bros. Entertainment Inc.

I begyndelsen af 1970'erne var ungdomsoprørets drømme om fred, kærlighed og solidaritet ved at gå i opløsning. USA var på vej ind i mørket i Vietnamkrigen, og rusen fra de mange euforiserende stoffer begyndte at tage af og gøre rigtig ondt.

På den amerikanske vestkyst mellem Los Angeles og San Francisco var kærlighedens store sommer smuldret som sandet mellem tæerne. Republikaneren og antikommunisten Ronald Reagan var guvernør, Charles Mansons psykopatiske dødekult stod bag de grufulde mord på skuespilleren Sharon Tate og seks andre. Som et varsel om, at festen var slut, blev en tilskuer knivmyrdet af totalt stenede Hell Angels-medlemmer ved den store gratis friluftskoncert i 1969 på Altamont Speedway Center, hvor The Rolling Stones spillede.

Der var ingen længere, der fløj med guitaren, som Jimi Hendrix havde gjort. Stofferne affødte sindssyge og paranoia, mens de visnede blomsterbørn overlevede i små tidslommer langs kysten.

Høsten var sat ind, og Neil Young sang så usigeligt smukt om den på sit 1972-album ”Harvest”. Sangen toner pludseligt og rygradsrislende frem midtvejs i Paul Thomas Andersons skæve sædeskildring fra en tid uden normer.

Filmen bærer titlen ”Inherent Vice” og er lavet over forfatteren Thomas Pynchons roman af samme navn, der udkom på dansk i 2010 under titlen ”Naturlige mangler”. Man kunne lige så godt tale om den ”skjulte defekt” eller den ”iboende last”, det ville være præcise ord for, hvad roman og film handler om.

Paul Thomas Anderson skildrer det konstant jointrygende pothoved Doc Sportello, spillet af en herligt maskeret Joaquin Phoenix, der ligner en blanding af John Lennon og Neil Young med de store bakkenbarter, det lange hår, de runde solbriller og den krøllede armyjakke.

Han bor i et lille hus ved Stillehavet i LA og befinder sig midt i de sidste krampetrækninger fra de psykedeliske 1960'ere. Her opsøges han af sin tidligere kæreste Shasta (Katherine Water-ston), der hvirvler ham ind i et gustent spind af en kriminel intrige. Hvad Sportello egentlig laver er uklart. Er han privatdetektiv eller håndlanger for det lokale politi, eller er han blot et syrehoved, der flipper ud på sin sofa?

”Inherent Vice” tager sig i alt fald ud som ét langt trip. To og en halv time på LSD, hvor Sportello drømmer sig igennem en verden af fri sex, narkosmugling, undercover agenter, hårdkogte betjente, store biler i et dekadent vestkystmiljø penetreret af alternative livsformer.

Sportellos trip er lige dele paranoia og grænseløs humor, og det er stedvis totalt grineren. Det er ikke tilfældigt, at Sportello sniffer lattergas på sit kontor. Paul Thomas Anderson har tydeligvis moret sig med manuskriptet til ”Inherent Vice”, der er fyldt med de mest fantastiske, nærmest hallucinerende replikker. Det er stærkt underholdende og efterhånden - som stoffer kan være det - stærkt vanedannende. Det betyder, at man hænger på i den meget lange film. Man er glimrende underholdt, selvom man tidligt taber tråden i den indviklede intrige.

Men Paul Thomas Anderson ville ikke være den, han er, og heller ikke være instruktøren bag ”Magnolia” (1999), hvis ikke hans film, selv en skæv sædeskildring som denne, havde sin egen mere eller mindre skjulte morale om, at vi skal afsværge grådighed og selviskhed og være tro mod den, vi dybest set elsker. Tror instruktøren på noget og hylder han noget med ”Inherent Vice”, er det kærlighedens sommer i 1968, før årtiet blændede ned og gik i sort.

En perlerække af store skuespillere, der ud over Joaquin Phoenix tæller navne som Josh Brolin, Benicio del Toro, Owen Wilson og Reese Witherspoon, gør deres til at holde myten om 1970'ernes hæmningsløse misbrugskultur i live. Og Johnny Green-woods musik lyder som et ekko af The Doors.

Epoken er på mode overalt i disse år. Litteraturen, billedkunsten, musikken, tøjmoden og filmen flyder over med citater fra og fortolkninger af 1970'erne. Sidste år kunne den beslægtede film ”American Hustle” ses i biograferne, og om en uge er der premiere på Ole Christian Madsens ”Steppeulven” om Eik Skaløe og Iben Nagel Rasmussens frie og frygtløse kærlighed. Midt i smerten kastes der et forsonende skær af humor og karikatur ind over tiden.

Vi, der blev ramt dengang og skulle vikle os ud af tiden, husker den mere nøgtern og rå.