I fremtiden vil hedebølger, tørkeperioder og oversvømmelser blive hyppigere og voldsommere, og det er alt sammen vores egen skyld. Klimaforandringerne er menneskeskabte, det er hævet over enhver tvivl, og skal vi have nogen som helst chance for at vende udviklingen, så er det nu.
Sådan konkluderer FN’s nye klimarapport. Men hvor de fleste af os modtog den med en blanding af rædsel og apati, har 33 norske forfattere valgt at handle. Her op til det kommende stortingsvalg – der svarer til det danske folketingsvalg – har de skrevet under på et indlæg i avisen VG, som har vakt voldsom opsigt og debat ved at navngive de partier, alle med en klimasamvittighed bør stemme på. Og det er ikke hvem som helst, der opfordrer til at sætte kryds ved enten Sosialistisk Venstreparti, Miljøpartiet De Grønne, Rødt eller Venstre, men blandt andre forfatterne Karl Ove Knausgård, Erik Fosnes Hansen, Jo Nesbø, Vigdis Hjorth, Jostein Gaarder, Erlend Loe og Hanne Ørstavik. I indlægget står der et sted:
”Stem på dem, som lever her om hundrede år, stem på din sønnesøns gråd, stem på din datterdatters første smil.”
Men det nye, uhørte og radikale er altså, at den poetiske patos, som forfattere altid gerne sender efter klimakrisen, følges op med navne på de partier, de mener kan styre klimaet ud af krisen. Og hvilke der ikke kan. Eller vil.
Indlægget har da også kaldt på heftig debat og voldsomme reaktioner. På sociale medier og i VG’s kommentarspor bobler begejstringen, men sandelig også vreden, der altid kommer fra mænd. De bryder sig ikke om, at de 33 forfattere blander sig i politik. At de misbruger deres berømthed. At de bevæger sig ud af deres faglighed. At de er venstreorienterede. Og at de ikke aner, hvad de taler om. Som én skriver:
”Synd, at Jo Nesbø er med på dette vås. Han skriver gode bøger, som jeg nu ikke kan købe.”
Kritikken kommer også fra de partier, forfatterne ikke mener, man bør stemme på. Fremskrittspartiets Ketil Solvik-Olsen mener, at det i stedet for at blive kaldt et klimaopråb burde kaldes ”et opråb om at overføre magt og arbejdspladser til OPEC og Rusland”. Og Høyres næstformand og olie- og energiminister, Tina Bru, synes, at indlægget er ”helt vanvittigt” og angriber forfatternes viden:
”Jeg tror, forfatterne burde have sat sig bedre ind i partiernes, og særligt Høyres politik, før de gik ud på den her måde.”
Svaret kom prompte fra initiativtager Maja Lunde og forfatter og biologiprofessor Anne Sverdrup-Thygeson: ”Det vanvittige er ikke vores opråb, men hvor lidt Høyre har gjort for at bremse klima- og naturkrisen i løbet af de otte år, de har siddet med magten.”
Frelst. Naivt. En problematisk sammenblanding af kunst og politik. Det kan man mene. Ligesom man kan opremse alle de store norske forfattere, der ikke har skrevet under. Som for eksempel Dag Solstad, Cecilie Løveid, Kjell Askildsen, Gunnhild Øyehaug, Per Petterson, Jon Fosse, Tomas Espedal, Rune Christiansen, Jan Kjærstad og Lars Saabye Christensen.
”Mange har reageret positivt på henvendelsen,” har Maja Lunde udtalt.
Men åbenbart ikke alle. Måske fordi de kan se de problemer, det kan give. Tænk bare på underskriveren Knausgård, der bor i London, men har børn i Norge, og som rejser kloden rundt med sit forfatterskab. Hvad vil man mene, næste gang han boarder et fly og dermed belaster CO2-regnskabet?
Ja, spørgsmålene er mange. Men uanset hvad er det lykkedes forfatterne at påvirke debatten. Og det ser faktisk ud til – præcis som Lunde og co. ønsker det – at blive et klimavalg i Norge den 13. september.
I klummen ”kontroversen” skriver vi om de vigtigste aktuelle kulturdebatter i udlandet.