Som vesterlænding fremstår fiktion fra andre dele af verden ofte dragende. Fordi adfærden, miljøerne og fortællingerne ikke er helt som vores, fordi de ikke ligner det, vi kender til bevidstløshed.
Det gælder ikke mindst sydkoreanske film, hvor det fremmedartede, fornemmelsen af ikke at være hjemme i kulturen, ofte lægger noget til oplevelsen. Som i Chang-dong Lees ”Burning”, Bong Joon-hos ”Parasite” eller Yeon Sang-hos ”Train to Busan”.
Sidstnævnte står også bag Netflix-serien ”Hellbound”, der heller ikke ligner noget, vi kender på vores breddegrader. Og tak for det!
”Hellbound” åbner i 2022, hvor en slags dødsengel er begyndt at tone frem foran mennesker og annoncere, at de på en given dag og et givent klokkeslæt vil blive hentet ned i Helvede. Og når tidspunktet oprinder, træder tre kolossale, askegrå uhyrer ud af ingenting og slår og sønderriver de udpegede for så at brænde dem i en bleg ild, indtil kun de forkullede skeletter er tilbage.
De frygtelige optrin skaber rædsel og forvirring, og sekten Ny Sandhed vinder frem med en karismatisk ung mand i front. Han mener, at det er Gud, der på den måde fjerner synderne fra Jordens overflade og sender dem derned, hvor de hører til. En anden gruppering, Pilespidsen, er mere radikal og voldelig i sin søgen efter mening og magt under den nye gudgivne orden, som end ikke politiet skal begynde at blande sig i.
Men da et nyfødt barn får ”dekretet”, opstår der forvirring. Hvordan kan en baby have syndet? Kan det være sådan, at det hele ikke er Guds værk, men måske Satans?
For Ny Sandhed og Pilespidsen er det oplagte svar en bombe under deres nyfundne magt, og en kamp om sandheden bryder ud mellem dem og kritikerne.
”Hellbound” fortæller sin vilde historie via en række forskellige underhistorier, og mange karakterer, som man tager for hovedkarakterer, forsvinder med ét igen. Det er så at sige hændelserne, der er i centrum, ikke det enkelte mennesker, og ligesom volden og rædslen virker voldsom og uretfærdig, føles det som en slags overgreb sådan at få bortrevet dem, man som seer har levet sig ind i.
Hvad ”Hellbound” helt præcis er for en genre er ikke til at sige. Den er nok også snarere en fusion af flere – horror, fantasy, detektivhistorie, dystopi – som samler sig om et teologisk spørgsmål: Er vi alle, hvis vi ser dybt nok ind i os selv, syndere?
Spørgsmålet resulterer i ren tragikomik, da dødsenglen har dømt babyen som synder, og ledelsen i Ny Sandhed begynder at diskutere, om ikke det var på tide at lancere den gode gamle arvesynd og på den måde skabe en form for logik i det arbitrære, blodsprøjtende kaos.
At se ”Hellbound”, der virker fremmed på så mange måder og alligevel arbejder med velkendte kristne begreber og størrelser – kristendommen er den største trosretning i Sydkorea – er en usædvanlig oplevelse. På én gang sælsomt og sært fortroligt, og i det sjette og sidste afsnit lader den på sin egen både overraskende og selvfølgelige måde de arme mennesker finde et modsvar. En måde at stå imod dødsenglens domsafsigelse og de tre håndlangere fra helvede. Men det koster. Hvad skal ikke røbes her, men måden, hvorpå serien behandler religiøse spørgsmål, og hvorpå den opblander teologiske og filosofiske spørgsmål i gru og skræk, minder i tone og temperament om Mike Flanagans ligeledes fremragende ”Midnight Mass”-serie.
De fortæller begge universelle og urovækkende historier med kristendommen som omdrejningspunkt. Om menneskers tro og behov for en mening i det tilsyneladende meningsløse og om nogle menneskers evige forsøg på at veksle forvirring, tvivl og frygt til kontrol og magt.
Men ”Hellbound” har en anden indvirkning. Den er mere blodhidsende og også mere, ja, uudgrundelig. I hvert fald hvis den ses på en fladskærm et sted i Vesten.