Hemingways Paris er evig ung

1920’ernes kunstner-Paris blev hjemstavn for en tabt generation, men også stedet, hvortil fylden og forelskelsen altid kommer til, som det fornemmes i Ernest Hemingways ”Der er ingen ende på Paris”

”Der er ingen ende på Paris,” skrev Hemingway. Den amerikanske forfatter boede i byen fra 1921 til 1928. –
”Der er ingen ende på Paris,” skrev Hemingway. Den amerikanske forfatter boede i byen fra 1921 til 1928. – . Foto: Anna Güntner/Panthermedia/Ritzau Scanpix.

Ernest Hemingways Paris er den tabte generations naturlige hjemsted. På de elendigste caféer kan man møde ”poivrottes” – kvindelige drukkenbolte, sprittere af hunkøn. På de bedre caféer kan man støde ind i forfatterkolleger, der omgiver sig med modeller, som ligner javanesiske legetøjsdukker. Når det står slemmest til, løber man ind i en hærget forbrydertype som den britiske forfatter Ford Madox Ford, der lyver, ”så det efterlader ar”.

Er forfatteren deprimeret, er det ikke så slemt. Så kan han blot finde på at fortælle en lang historie om dengang, han gennemkrydsede den sydvestlige del af USA i selskab med en puma. Problemet er især, at han lyver om skadelige og farlige ting, når han har det godt. Samtidig er han ikke blot utroværdig, det er også fysisk uudholdeligt at gå på café med ham, for han stinker: ”Denne odør tog til, når han løj og havde en sødlig, skarp karakter.”

Til gengæld kan man også gå til saloner hos Gertrude Stein, der nok er både vennesæl og forfængelig, men trods alt er parat til at tilgive én, at man er gift.

Det er heldigvis altid godt at læse de franske aviser på caféerne, for de er fulde af historier om ”glimrende forbrydelser”, som man kan følge med i fra dag til dag. På gode dage kan man også støde ind i en italiensktalende James Joyce eller en ædru Scott Fitzgerald.

Alt dette er en del af Paris’ menneskelige rædselskabinet af såkaldte ”expats” i Hemingways Paris, hvor han boede fra 1921 til 1928 og blandt andet skrev sin tidlige roman ”Og solen går sin gang” fra 1926. Det er dem, der endte med titlen ”the lost generation”, den fortabte generation.

Ernest Hemingway boede flere år i Europa og har også opholdt sig meget på Cuba, men han døde i hjemlandet, USA, i 1961. –
Ernest Hemingway boede flere år i Europa og har også opholdt sig meget på Cuba, men han døde i hjemlandet, USA, i 1961. – Foto: Ritzau Scanpix

Ifølge Hemingway stammede citatet fra samme Gertrude Stein. Hun skulle have repareret sin Ford T, og Hemingway fortæller, at en ung mekaniker havde ”forsømt at tage sig af miss Steins køretøj før de andre biler, der var foran hende i køen”.

Det havde udløst et optrin, hvor den altid proaktive Stein havde fået værkstedschefen over på sin side. Denne chef overfusede mekanikeren, der havde været med i Den Store Krig, med ordene: ”I er alle sammen ’une génération perdue’.”

Det overførte Stein på Hemingway og de andre expatforfattere i 1920’ernes Paris: ”Alle I unge, der gjorde tjeneste i krigen. I er en fortabt generation. (…) I har ikke respekt for noget som helst. I drikker jer ihjel.”

Hemingway mente ikke, at det var helt retfærdigt. Stein var selv narcissist, og hun var mentalt doven. Måske en passage fra Prædikerens Bog ville have været mere relevant, mente han, og antydede, at han legede med dette tema i ”Og solen går sin gang”. Bibelverset, han havde in mente, var angiveligt: ”Slægter går, slægter kommer, og jorden er bestandig den samme.”

Disse ting er blevet parisisk-litteraturhistorisk mytologi, og det er sikkert godt sådan. Men det er kun den halve sandhed om det hemingwayske Paris. Den anden halvdel er en fortælling om, hvordan man kan være ung, fattig og lykkelig i byernes by. ”Der er ingen ende på Paris”, for man får altid noget tilbage for det, man bærer med sig til den. Eller sagt på en anden måde: Paris er gammel, og du er ung.

Der er særligt tre ting, der sikrer meningen med det hele.

Boghuset ”Shakespeare and Company” i Rue de l’Odéon 12, ejet og drevet af Sylvia Beach, hvor fotografierne af døde forfattere er så gode, at det ser ud, ”som om de faktisk havde været levende” engang. Sylvia spørger bekymret, om man har fået nok at spise og formaner, at man ikke må læse de lånte eller købte klassikere for hurtigt.

Vigtigere er dog maden, samt forårets komme. De hænger på sin vis sammen. Madens relation til årstiderne og jorden er en modmagt til den tabte generations retningsløshed. Maden og året bevæger sig jo dog i det mindste cyklisk.

Når man spiser et dusin portugaises-østers på en behagelig ren og varm café på Place St-Michel, begynder man nemlig at blive lykkelig – og at lægge planer. Deres stærke smag af hav og den let metalliske bismag, som en halv karaffel af den tørre hvidvin skyller væk, så kun havsmag og ”saftige fornemmelser” er tilbage, gør, at man også sættes tilbage til Prædikerens Bog, men nu med omvendt fortegn: Man mister nemlig følelsen af tomhed.

Medgaranten for denne tilværelsens fylde er også Seinen og Paris’ træer:

”De vældige platantræer på flodens stenkajer, elmene og sommetider poplerne, gjorde, at jeg aldrig kunne føle mig ensom ved floden. Med så mange træer i byen kunne man se foråret nærme sig dag for dag, indtil en morgen, hvor nattens varme vind pludselig havde ladet det ankomme.”

Derfor er den værste tid altid, når man tror, at foråret aldrig vil komme. Når ”tung, kold regn slår det tilbage”. Det samme gælder efterårets komme, hvor det er, som en ”del af én selv døde, hvert år når bladene faldt af træerne. (…) Når den kolde regn blev ved og tog livet af foråret, var det, som om et ungt menneske var død uden grund”.

Temmelig mange unge mennesker var jo faktisk også døde uden grund nogle år før. Men foråret kommer altid til Paris.

Man skal passe på med at skrive om alt dette, selv på postkort. Paris bevirker nemlig også skilsmisser, og eftersom jorden bestandig er den samme, er vi alle fortabte. Måske vil ekskonen forstå, at det er fiktion, hvis man gør hende til heltinden, men andre vil aldrig, og det er ”håbløst ikke at forvente at blive sagsøgt af mennesker, hvis navne alle begynder med miss”. Og så sidder man dér tilbage, fattig, endnu en gang. Men det gør ikke noget. Man kunne måske komme til at tro, at lykke i Paris kræver visse økonomiske midler.

Det er ikke tilfældet. Hemingways mest berømte sætning om Paris lyder: ”Vi var meget fattige og meget lykkelige.”

Citaterne stammer fra Hemingways posthumt udgivne parisererindringer ”A Moveable Feast”, på dansk ”Der er ingen ende på Paris”, oversat af Mich Vraa og genudgivet af Lindhardt og Ringhof i 2009.

Citaterne stammer fra Hemingways posthumt udgivne parisererindringer ”A Moveable Feast”, på dansk ”Der er ingen ende på Paris”, oversat af Mich Vraa og genudgivet af Lindhardt og Ringhof i 2009.