Prøv avisen
Bog

Hemmelighederne i historien

En dag får Vitus så fremvristet en forklaring på, hvorfor hans ekskæreste er blevet gravid... Foto: Gyldendal

I sin debutroman om at være ung og følsom afslører Sigurd Hartkorn Plaetner sig som en eminent fortæller

”Noget om Vitus” af Sigurd Hartkorn Plaetner (født 1989) vil jeg placere højt i kategorien af debutromaner. Ikke fordi bogen er af høj kunstnerisk værdi, men fordi dens talesprogsnære stil er lige så herligt frisk, som dens fortælling er elementært spændende, og mest af alt fordi jeg i dette øjeblik ikke kan huske at have en læst så gribende historie om livets skrøbelighed.

Der findes unge forfattere, som skriver udpræget skriftsprogligt, og hvis poetiske sans er stærkere end deres humoristiske sans. Med Sigurd Hartkort Plaetner forholder det sig omvendt. Han skriver et sprog, der tales af unge mennesker (i middelklassen) lige nu. Det er lige på, uden stilisering, og det kan veksle i tempo fra det jævnt slentrende til det forpustet jagende.

Efter de første 50-100 sider tænkte jeg, at denne roman havde sine fineste kvaliteter i sprogføringen. Historien er ikke dårlig, men den virkede på den ti år ældre anmelder lidt vel ungdommelig. En ung mand, Vitus, har gjort en kæreste gravid, som han egentlig ikke har dybere følelser for, og det er tilsyneladende gensidigt. Han ønsker ikke at være far, slet ikke med hende, og han forstår ikke, hvordan hun overhovedet kunne blive gravid, når hun brugte prævention. Han møder en anden pige, Anna, til en tilfældig fest, og deres forhold udvikler sig langsomt i retning af noget langt stærkere.

En dag får Vitus så fremvristet en forklaring på, hvorfor hans ekskæreste er blevet gravid. Hun har skjult en diagnose for ham om, at hun gradvist vil miste evnen til at få børn, og derfor har hun lagt præventionen til side og håbet på, at han ville lade sig overtale af kendsgerningerne. Vitus forlader hende i vrede, og dermed forlades hun i romanen.

Tilbage er historien om Vitus og Emma, en historie om kærlighed mellem to følsomme og eventyrlystne mennesker i midten af 20'erne, hvis gensidige lyst til at åbne hidtil ukendte døre i den store labyrint er bemærkelsesværdig, men også, som sagt, lidt ungdommelig. Indtil et vist punkt cirka midtvejs i romanen.

Ligesom Vitus' kæreste har holdt sin sygdom skjult, holder Vitus oplysningen om, at han skal være far, skjult for Emma, indtil han føler sig sikker på deres forhold.

Hendes reaktion er til hans forbløffelse total afvisning. I de fortvivlende uger, hvor han ingenting hører fra hende, kommer han nærmere sin far, der på sin side afslører en anden hemmelighed i familien, nemlig hvordan Vitus' mor begik selvmord.

Emmas reaktion forklares af en tredje hemmelighed, som jeg ikke afslører, men den er samtidig det element, der løfter den resterende del af historien fra god til suveræn. Pludselig bliver relationen i livet intensiveret, dagene bliver mere nærværende, øjeblikkene mere varige - og fortællingen mere nødvendig.

I romanen er Vitus fremstillet som en gudbenådet fortæller.

Det er min klare fornemmelse, at det samme gør sig gældende for Sigurd Hartkorn Plaetner. Intet i romanens forholdsvis komplicerede historie virker anstrengt, tværtimod emmer fortællingen af overskud og smittende appetit på livet.