Glæden er en gåde eller måske ligefrem et mirakel, der kommer, når man mindst venter det – ligesom foråret og sommeren, der nu pludselig har klædt naturen på i glade farver. Sådan en overflod af liv kan virke utænkelig om vinteren, hvor alting kan føles livløst som en af dybe depressioner, der har plaget skuespilleren og forfatteren Henning Jensen flere gange gennem livet.
”Når man står midt i mørket, tror man jo, at det aldrig slutter. Men det største håb midt i en depression er, at det ikke varer ved,” siger Henning Jensen og lader et mildt smil vokse frem i ansigt, mens han kigger fornøjet ud i sommerhushaven i Rågeleje, hvor fuglene synger ubekymret, og nyt liv titter frem overalt.
Rododendronbuskene ligner næsten nytårsraketter, der folder sig ud i stærke farver som et festfyrværkeri bagest i haven, og det velplejede græs strutter tæt og lysegrønt, så det slet ikke er til at se, at jorden her skulle være så sandet, at provsten længere oppe ad vejen har kaldt sommerhusområdet her for ”Danmarks dyreste sandbanke”. Men den storblomstrende have står også i skærende kontrast til den mørke forside på Henning Jensens nye erindringsbog ”En skidt knægt”, der ligger på havebordet i mellem os.
Den anerkendte skuespiller toner frem på bogforsiden med et skyggefuldt, alvorligt ansigt på en sort baggrund, mens han her sidder i højt humør med sommerlys i øjnene. Men han tager stadig antidepressive piller, fortæller han med et skævt smil, mens han skænker kaffe op for at tage hul på historien om sin egen barske barndom, der fylder bogen, som især handler om, hvordan han altid følte, at han var en skuffelse for sin mor – eller ”en skidt knægt”, som hun kaldte ham over for naboerne. En af dem overbragte senere Henning Jensen moderens hårde ord som en nådesløs dom over hele hans væsen.
”Det bekræftede den følelse, som jeg har gået med hele livet. Min mor sagde meget tidligt, at hun skammede sig over mig, da jeg var dreng. Det fik jeg tit af vide. ’Jeg skammede mig, da jeg så dig sjokke krumrygget på vej til skole som en gammel mand. Jeg skammede mig!'," fortæller han indlevende med sin karakteristiske kældermørke stemme, da han fører os tilbage til sin barske barndom i Store Heddinge på Sydsjælland, hvor faderen drev et husmandssted, og moderen, der også var aftenskolelærer, drev rundt med både manden og sønnen.
”Jeg var altid bange for min mor som barn. Det var helt absurd, hvor mange både fysiske og psykiske øretæver, jeg fik af hende. Men hun kunne pludselig også være generøs og betalte for eksempel uden at tøve for en spejderlejr i England, for Martin A. Hansens samlede værker eller musicalbilletter, da jeg ønskede mig det. Men hun var aldrig tilfreds med mig. Hun ville have haft, at jeg skulle have været hendes trofæ, men hun betragtede mig mere som et udueligt fæ, der aldrig levede op til hendes forventninger. Jeg skulle frem i verden og allerhelst blive ingeniør, men det var en dårlig ide, når det viste sig, at jeg på det nærmeste var talblind. Det var en stor ulykke for hende, da jeg ikke blev optaget på Herlufsholm.”
I stedet begyndte Henning Jensen på matematisk linje på Haslev Gymnasium, der også var en kostskole.
”Jeg dumpede i matematik med et brag. Jeg ville egentlig gerne droppe ud af gymnasiet for at blive journalistelev, fordi jeg havde en god dansklærer, der syntes, at jeg skrev godt og havde en bror, der var chefredaktør i Kalundborg, hvor der var en fri elevplads. Det var lige mig. Jeg afleverede altid 12 tætskrevne sider, når jeg skrev stil. Jeg elskede at skrive allerede dengang. Men så nemt skulle jeg ikke slippe, sagde min mor, der tvang mig til at gennemføre gymnasiet. Det tog så fire år.”
"Stolt? Næ, jeg skammer mig"
Efter kostskolen begyndte Henning Jensen kortvarigt at læse dansk, men da han flyttede til København for at læse, begyndte han også at gå i teatret.
”Og så var det sket,” siger han med et nærmest forelsket smil.
”Jeg forstod alt, hvad de lavede dernede og hvorfor, og så bestemte jeg mig til at blive skuespiller. Jeg var fem år om at komme på elevskole – blandt andet på grund af John Price. Hver gang han så mig, sagde han: ’Ja tak, næste!,’” siger Henning Jensen med en perfekt nasal stemmeimitation.
Henning Jensen blev til gengæld optaget i første hug, da Statens Teaterskole blev oprettet af andre kræfter. Og ret hurtigt skabte han sig et navn som kongelig skuespiller og senere som populær karakterskuespiller, der optrådte i tidens toneangivende tv-serier og film, men det var stadig ikke nok for moderen.
”Hun nævnte aldrig mine succeser på scenen med et ord, og der var også ting, hun ikke ville se. Hun ville hverken se mig spille morder eller sindssyg konge, for det var pinligt. En søndag, hvor jeg var nede for at besøge mine forældre, spurgte jeg, om hun da ikke var lidt stolt af mig. ’Stolt?’ hvæsede hun. ’Næ, nu skal jeg sige dig noget. Når jeg går op igennem Store Heddingegade en mandag morgen, hvor du igen har været i fjernsynet med en af dine elendige figurer, fedtet i håret og laset i tøjet, tror du så, at jeg er stolt? Næ, jeg skammer mig, gør jeg!’” siger han og ler, men han lader den replik hænge i luften, inden han tilføjer:
”Bogen er jo ikke bare skrevet for at rakke min mor ned i den. Da jeg havde skrevet den, tænkte jeg først, hvad den skulle gøre godt for, men jeg håber, at andre kan genkende noget. Men hvis mor stadig havde været i live, havde jeg selvfølgelig ikke skrevet det,” siger den 79-årige skuespiller, der stadig er mærket af moderens manglende kærlighed. Og han er ikke i tvivl om, at hans dybe depressioner har rødder i den behandling, han fik af moderen som barn.
Søgte psykologhjælp hos kulturministeren
Henning Jensen fik sin første store depression, da han var 38 år, da han ellers fået sig et stort navn i branchen.
”Jeg gik bare og fik det dårligere og dårligere uden at ville indrømme det. Jeg var også utrolig længe om at komme i de rigtige hænder, da jeg først indså, at jeg måtte have hjælp, efter jeg simpelthen havde siddet i en lænestol og ladet afføringen løbe ud af mig. Så lammet var jeg. Jeg begyndte på det grå marked, og det duede slet ikke, så til sidst tænkte jeg, at jeg måtte i rigtig professionelle hænder. Men den eneste psykolog, jeg kunne komme i tanke om var Lise Østergaard, der dengang var konstitueret kulturminister, men det var jo min minister, når jeg nu var skuespiller, så jeg ringede ind til Kulturministeriet, hvor jeg fik en herre i telefonen,” fortæller han og giver sig til at gengive sin egen replik med svag, rystende stemme:
”Jeg vil så gerne tale med Lise Østergaard. Jeg hedder Henning Jensen.” Der var en kort pause, inden manden i telefonen spurgte, om han var ”den Henning Jensen”. Og da han bekræftede det, kom han igennem til ministeren, som ikke kunne tage imod patienter som psykolog, men i stedet henviste ham til den helt rigtige psykolog på Rigshospitalet. Sådan blev han indlagt første gang, og det fik han det bedre af, mens moderen på den måde fik noget nyt at skamme sig over.
”Det kunne hun slet ikke klare. Mine forældre kom én gang i de 3,5 måned, jeg var indlagt på Rigshospitalet. Jeg sad i en stol, og min far sad og snakkede med mig på en sofa, mens min mor sad tavs på en stole henne ved døren og kiggede ned i gulvet under hele besøget, indtil hun sagde. ’Nå, Christen, skal vi ikke se at komme hjem?’ Der havde hun ikke sagt et ord til mig, for hun skammede sig simpelthen sådan over mig.”
Hvad har det betydet for dig?
”Jeg tror, at det gav mig en fremdrift og lyst til at bevise, hvad jeg kunne. Og så har det givet mig lyst til at være en god far selv. Jeg ved, at min mor selv havde en svær barndom, hvor hendes klassekammerater kastede sten efter hende og råbte ’horeunge’, fordi min mormor fik hende uden for ægteskabet. Måske var det derfor, at hun havde så høje forventninger til mig. Men det værste var, at hun holdt mig fra min egen far, som hun syntes var et pjok. Selv da hun blev dybt dement, og han stod og græd ude i køkkenet af udmattelse over hendes tavshed, mens han passede hende trofast, ville hun ikke levne ham et ord. Min kone, Solbjørg, sagde: ’Svigermor vil du ikke nok sige et par ord til svigerfar, men min mor vrissede efter en måneds tavshed: ’Jeg har sagt, hvad jeg har at sige til ham’. Det blev de sidste ord, jeg hørte hende sige," siger Henning Jensen med et suk.
"Og det var tragisk nok først efter hendes død, at jeg for alvor følte, at jeg fik en far. Men vi nåede at få et fantastisk forhold efter hendes død,” siger Henning Jensen, som begynder sin bog med moderens død og slutter den med faderens død. Men det var faktisk endnu en krise, der gav ham tid til at skrive. For han skrev både den lige så hudløst ærlige erindringsbog ”Bag glasvæggen” (2020) og ”En skidt knægt” efter han gik ned med stress over at spille fire hovedroller på et år. Men ifølge anmeldelser er han – også som forfatter – god til at spille sig selv.
En guddommelig klump
Midt i skrivearbejdet er et lys tittet frem, når han har tænkt på sin gode dansklærer, som gav ham et godt råd.
"Han sagde, at der sidder en klump inde i ethvert menneske, og at man skal lytte til den klump, fordi den fortæller en, hvor glæden ligger. Jeg lyttede måske første gang til den, da jeg besluttede at blive skuespiller. Og den talte igen, da jeg fandt min kone, Solbjørg, som er en stor glæde for mig. Jeg har aldrig haft så mange nære venner. Tit blot en ad gangen, men der er flere, der har hjulpet mig undervejs. Og det er også en vej til glæden at tage imod hjælp og fællesskab."
Tror du, at den klump er guddommelig?
"Ja, det kan godt være. Jeg tror ikke på, at der sidder en mand med stort skæg og venter på os, når vi dør for at sige, at vi er gået den gale vej," siger han og ler ved et af havens store træer, hvor en vildvoksende gren snor sig udenom stammen med kurs mod himlen:
"Men et eller andet guddommeligt er der i hvert fald ved livet. Og det kan være, at det også sidder i os, når vi dør," siger Henning Jensen og siger farvel i forhaven, hvor livet i hvert fald er også vendt tilbage i rent paradisisk sommerflor.