”Solen er så rød” hedder denne bog med en henvisning til Harald Bergstedts tekst fra 1915 med Carl Nielsens melodi. En elsket godnatsang for nogle børn, men også frygtet af andre for dens store uhyggelige spørgsmål: ”Hvorfor bliver det nat, mor/ med kold og bitter vind?”. Henriette Houths bog spiller fint på begge dimensioner.
”Solen er så rød” kalder sig roman, men hvor er fiktionen i den, der berettiger denne genrebetegnelse? Bogen synes snarere at være en velskrevet journal om et liv, nærmest som et langt brevkasse-brev til læseren:
”Se, jeg har haft dette bemærkelsesværdige liv, og se, jeg klarede det på denne måde.”
Forleden hørte jeg Simon Pasternak, Gyldendals litterære direktør, sige i P1, at vi har litteraturen for at lære at kende hinanden. Jeg studsede og spurgte indad:
”Hvad så med fiktionen, plottene, karaktererne?”
Fiktionen, der med sin mulige, men jo ikke virkelige, verden, netop aldrig lader os forstå alt.
Det siges, at den unge generation er så overfyldt med fiktion fra alle de tv-serier, de ser, at de vil skrive noget andet, noget med virkelighed i, nemlig dem selv, deres eget kød. De synes dog at glemme, at fiktion også kan have den fordel, at den filtrerer, sorterer fra, så man kan overkomme de andres liv.
Sådanne overvejelser kommer man ind på ved Henriette Houths uhyre velskrevne beretning om sit eget liv, om sin anoreksi og om forældrenes selvmord med mange års mellemrum. Flere fotografi-album danner fortællings-tråden, ved at der fortælles ud fra fotografierne lige fra pigens barndom til hendes voksne liv. Sygejournaler fra hendes anoreksibehandling indsættes også i forløbet, og man får således god besked, næsten som var det en fagbog om emnet.
Forfatteren husker godt – måske for godt – situationerne i fotografierne. Og måske vil hun hævde, at fiktionen er til stede i bogen netop som denne evne til at digte sig ind i disse situationer. Men som læser ved man ikke rigtig, om man virkelig kan huske så meget, eller det bare er digt? Beretningen lader på den anden side forstå, at pigen er overordentlig godt begavet med en perfektionistisk tilbøjelighed, så måske husker hun bare så overdrevet godt og detaljeret?
Da hun er syv år, begår faderen selvmord af en grund, hun aldrig rigtig finder ud af, og langt oppe i hendes voksenliv begår moderen også selvmord, og det er disse to rammer om hendes liv, som bogen går ud på at forstå – og dermed slippe ud af tendensen til livsdestruktion i hendes familie.
Som der rigtigt står i pressemeddelelsen:
”’Solen er så rød’ er en fortælling om at vokse op i dødens skygge, om fortielser og om at tvivle på sin egen eksistensberettigelse – og om at vælge livet.”
Tillige er der mod slutningen en næsten lyrisk smuk søgen på den gentagne sætning ”Før min mor blev min mor” – en søgen efter mennesket i moderen, før hun indgik i relationen med barnet.
På sporet af de tabte forudsætninger. Dem måtte der gerne have været fantaseret mere om.