Konklusionen først: Christian Egander Skov har med bogen "Borgerlig krise" leveret en af de mest vægtige analyser, der er udgivet i lange tider, af det, han selv omtaler som det ideologiske opbrud i blå blok.
Som selv den mest overfladiske iagttager af dansk politik ved, gik valget i 2019 ikke særlig godt for det borgerlige Danmark.
Venstre og Konservative gik frem. Men både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance gik mere tilbage. Og med ankomsten af Nye Borgerlige på den parlamentariske scene stod det klart, at den alliance mellem centrum-højre og den egentlige højrefløj, der havde været først Anders Foghs og siden Lars Løkkes opskrift på succes, ikke længere eksisterede.
Tiden, der er gået siden valget, har skabt mere klarhed på den borgerlige fløj. For det første har der udkrystalliseret sig et centrum-højre, der består af V, K og LA. Det står i en form for modsætning til en regulær højrefløj, der består af DF, NB og DD. Det kunne i sig selv antyde, at splittelsen i blå blok aldrig har været større. Men for det andet er der kommet nye ledelser til i mange af de blå partier. De har alle lagt vægt på, at man inden for den blå familie nok har plads til uenighed. Men at der ikke er nogen grund til at være så uenige, at man ikke om nødvendigt kan finde ind i et samarbejde om at regere Danmark. Så der er flere ideologiske forskelle end længe. Men samtidig mere forsonlige og diplomatiske ledelser i alle borgerlige partier end længe.
Men hvad er de dybere årsager til, at det ikke længere er så let at holde sammen på de forskellige dele af borgerligheden, som det engang var? Bedst illustreret – naturligvis – med sprængningen af Venstre i hele tre selvstændige partier. Det er det egentlige anliggende for Christian Egander Skov.
En postliberal tid
Problemets kerne er, siger forfatteren, at vi er kommet til at leve i en postliberal tid. Det betyder ikke, at vi skuer ud over et illiberalt Europa, eller vil komme til det i den nærmeste fremtid. Det betyder, at den liberalisme, der er vokset frem i blandt andet Danmark, har vist sig at have svært ved at begrunde, hvorfor det er blevet nødvendigt at forsvare samfundets liberale institutioner eller sågar selve den liberale orden.
Man kan sige nogenlunde det samme ved at pointere, at det efterhånden er blevet klart for de fleste, at det liberale samfund og de liberale institutioner ikke kommer af sig selv. Men at liberalismen – i den form, den har udviklet sig til – har vist sig at have svært ved på egne præmisser at begrunde det nødvendige forsvar.
Når liberalismen får svært ved at begrunde, hvorfor vi skal forsvare den liberale samfundsorden imod for eksempel islamistisk pres og islamistiske trusler, eller hvorfor vi skal forsvare uddannelsesinstitutionerne imod såvel opløsning drevet frem af destruktive kræfter blandt eleverne som imod opløsning drevet frem af tendenser i akademia selv, kommer den på hælene.
Hvis vi bliver for hårdhændede over for dem, der vil ødelægge det liberale samfund, er vi ikke bedre selv, kan begrundelsen for en særegen, liberal pacifisme lyde. Hvis argumentet modgås af andre liberale med den begrundelse, at så vil de destruktive kræfter ende med at få det sidste ord, kan beskyldningerne hurtigt ryge gennem lokalet: Nu er du ikke længere liberal. Nu er du konservativ – eller måske ligefrem: Nationalkonservativ (det sidste betyder sjældent mere end ”du er et røvhul!”, men lyder mere intellektuelt).
Løsningen er for Christian Egander Skov at forstå, at borgerlighed i Danmark altid har været en treklang af liberalisme, konservatisme og folkelighed.
En liberalisme, der sikrer en grundlæggende samfundsmodel med privat ejendomsret, markedsøkonomi og borgerlige rettigheder. En konservatisme, der beskytter de samfundsbærende institutioner imod forvitring. Og en folkelighed, der for det første opretholder en kort afstand mellem eliten og folket; og for det andet en forståelse af, at det gode liv kommer nedefra. Det vil sige fra en tilværelse, der leves i velfungerende, lokale fællesskaber.
Liberalisme, konservatisme og folkelighed i samme ligning
Et eksempel på en relativt vellykket løsning af ligningen liberalisme – konservatisme – folkelighed ser Egander i den oprindelige VKO-formel, der bragte Anders Fogh Rasmussen til magten i 2001. Men intet varer evigt, og som årene gik, skete der betydelige forskydninger med VKO-formlen.
Venstres oprindelige liberalisme blev til et teknokratisk fokus på evige reformer. Og som det er blevet påpeget af Sigge Winther Nielsen i bogen "Entreprenørstaten": desværre som oftest temmelig fejlslagne reformer af skattevæsenet, gymnasierne, universiteterne, kommunerne, politiet og retsvæsenet. De konservative døjede med ledelsesproblemer, der mundede ud i den besynderlige alliance med Radikale Venstre forud for valget i 2011. Og Dansk Folkeparti døjede med endnu større ledelsesproblemer, der førte til udklædningen som socialdemokrater efter valget i 2015 og borgernes forventelige straf herfor i 2019.
I det tomrum på højrefløjen, der opstod efter, at Dansk Folkeparti maskerede sig selv som socialdemokrater, blev der selvfølgelig plads til et rigtigt højreparti, nemlig Nye Borgerlige. Det gjorde dagligdagen på Christiansborg i København en hel del mere munter. Men det gjorde ikke de politiske forhandlinger rundt omkring på Slotsholmen lettere.
Det sprængte Venstre
Og så er vi tilbage ved sprængningen af Venstre. For den illustrerer Christian Egander Skovs pointer på bedste vis.
Den første, der forlod Venstre, var den tidligere formand Lars Løkke Rasmussen – der allerede tjekkede mentalt ud under valgkampen i 2019. Det, hans politik i virkeligheden går ud på, er at ophøje egen teknokratisme – som den folkelige liberalisme under hans lederskab af Venstre forfaldt til - til en slags dyd. I en alliance med amtsborgmestertyper fra Socialdemokratiet forestiller han sig, at Danmark skal udsættes for endnu flere reformer af den slags, man kan læse om i "Entreprenørstaten".
Tilbage blev det klassiske, jyske Venstre omkring Inger Støjberg (der af Christian Egander Skov bestemmes – korrekt – som folkeligt-konservativ) og det moderne byvenstre, der af uklare årsager forestillede sig, at vejen frem for et folkeligt-liberalt parti ville være at hejse regnbueflaget, sætte verdensmålsnålen i reversen og stemme for juridisk kønsskifte til meget små børn.
Disse to fraktioner – jyske Venstre og tidsånds-Venstre – kunne selvfølgelig ikke holde sammen. Derfor står vi i dag med tre partier, der ikke er enige om særlig meget og tilsammen omtrent så stærke rent mandatmæssigt, som Venstre tidligere var på en god dag. Om det er godt for det borgerlige Danmark, vil tiden vise.
Man behøver ikke være borgerlig for at finde Christian Egander Skovs bog interessant. Dens kapitler om først og fremmest Venstres og Konservatives historie er fremragende og – forestiller jeg mig – interessante for enhver, der interesserer sig for politik.
Dens greb om liberalisme, konservatisme, folkelighed (og folkelighedens onde tvilling: populismen), er stensikkert og meget perspektivrigt. Det bevirker alt sammen, at der er tale om en bog, der fortjener en stor skare af læsere.
Gæsteanmelder Henrik Dahl er dansk politiker, sociolog, forfatter og samfundsdebattør. Siden 2015 har han været medlem af Folketinget for Liberal Alliance.
Christian Egander Skov: Borgerlig krise. Det ideologiske opburd i blå blok. 280 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.