Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Henrik Pontoppidan blev ikke præst, men Danmark blev hans sogn

4 stjerner

Ubegribeligt nok er der ikke tidligere skrevet en biografi om Henrik Pontoppidan. Stor og ensom står han nu i Flemming Behrendts ord foran det Danmark, han tugtede og elskede

Henrik Pontoppidan (1857-1943) fortalte engang stolt om sin farfar, der døde som præst på Møn. En godsejer havde indført ”franske Sæder” på egnen, og det påtalte Pontoppidans bedstefar, angiveligt endda fra prædikestolen. Det medførte en udfordring på kårder. Farfaderen, der på det tidspunkt var gammel og havde 19 børn, svarede, ”at paa Kaardefægtning forstod han sig ikke; men dersom han paa dansk Vis vilde møde ham i en Duel paa de bare Næver, stod han til Tjeneste.”

Denne gæve rodfæstethed blev med tiden også Pontoppidans. Han levede nok uden for den almindelige partidannelse, men han skrev ud af sin kærlighed til det danske folk, hvor streng han end kunne være. Eller som det lyder i denne den første rigtige monografi om vores største prosaist: ”Henrik Pontoppidan blev ikke præst, men Danmark blev hans sogn.”

Dette mærkelige menneske, der elskede Danmark, men alligevel blev kulturradikalt kronvidne i dansk litteraturhistorie, har aldrig fået sig en biografi. Ubegribeligt. Derfor er litteraten og publicisten Flemming Behrendts værk, der efter sigende har været undervejs i årtier, en begivenhed. Med overlegen indholdsbeherskelse fortæller han over 650 sider gennem de 7000 overleverede breve, folks dagbøger og andre kilder, hvad vi kan og ikke kan vide om Pontoppidans liv og levned.

Det har værdi i sig selv, men aktualiteten består samtidig i en totaldestruktion af en række myter om Pontoppidans liv, værk og placering i litteraturhistorien. Den væsentligste myte, denne bog gør op med, er forestillingen om, at romanfiguren Lykke-Pers barndomshjem også var Pontoppidans eget. Man har altid kunnet insinuere, at også Pontoppidan kom fra det mørke præstehjem og ville ud i lyset. Lidt ligesom den danske ånd selv. Med denne definitive monografi dokumenteres det på alle niveauer, at det er en ideologisk løgn. I sin barndom og efterfølgende var Pontoppidan ikke ”knuget” af hjemmets dødsmærkede kristendom.

Den unge Pontoppidan var snarere en frivol, munter eventyrer, der i al væsentlighed havde støtte, kærlighed og bekymring med hjemmefra.

Når Behrendt er bedst, bruger han sin beherskelse af det omfattende stof til at fortælle historie i et domsfældende, men let tråd. Det er underspillet alvidenhed med en snært af ironisk fornemmelse for det skæbnesvangre.

Til gengæld er Behrendt ikke altid bedst. Problemet er, at han sænker sin ellers sikre fortællerstemme. Stof uden form er blot dokumentation. Det kan man dels se det i uendelige oplistninger af (de samme) anmelderes modtagelse af snart sagt hvert eneste Pontoppidan-værk. Dels i fortællerursynden at lade afsnit efter afsnit afslutte med et uformidlet citat.

Ingen nulevende behersker indholdssiden af Pontoppidan-stoffet som Flemming Behrendt, og ingen kommer formentlig nogensinde til at overgå ham. Men det er ikke jævnt forløst i formen, og forskellen på den foreliggende, flotte bog og den e-bogs-studieudgave, der er længere (cirka 3300 slutnoter), er ikke så klar, som den kunne være. Dermed bliver bogudgaven ikke helt den folkeudgave, man kunne have ønsket sig på Pontoppidans vegne.

Men der er en ægte fortælling gemt under lagene. Pontoppidan faldt ikke for alvor til ro i første ægteskab med bondepigen Marie. Efter alt at dømme forblev Pontoppidan dog på talefod med Marie, selvom han senere giftede sig (lykkeligt) med Antoinette Kofoed.

I bogen synes Pontoppidan at gå fra den muntre mand, der stifter studenterforeninger, bestiger Faulhorn og færdes i det københavnske kunstner- og bladmiljø, til at blive den fjerne, tilbagetrukne og rugende ensomme. I den forstand giver Behrendts bog Pontoppidan ret, når han i et brev til professoren Vilhelm Andersen efter Antoinettes død i 1928 skriver, at ”Jeg mistede med hende ikke alene min bedste Ven og eneste Fortrolige, men også mit Hjem, der helt og holdent var hendes Værk. (…) Nu er jeg igen bleven Vagabond, og det bliver jeg sagtens ved med at være, indtil også jeg lægges ned i Rørvigs Kirkegårdsjord ved hendes Side.”

Ud-hjem-ud for den evige tvivler Henrik Pontoppidan? Kun delvist. Behrendt har fortrinligt fokus på to spor i Henrik Pontoppidans livsrejse i rusen. Da Pontoppidan og Antoinette i 1917 fejrede sølvbryllup, skrev Pontoppidan digtet ”Sølvbruden”, der slutter:

”Et herligt Nu var Livets Fest,/ men evig er vi Dødens Gæst./ Dog skal du se, at ogsaa hist/ vi mødes nok til sidst.”

Behrendt konkluderer: ”Digtet synes at bekræfte at Pontoppidans uvilje mod at lade sin første søn døbe blev overvundet af Antoinettes tro på det nødvendige i at lade deres fælles børn døbe. At han ligefrem synes villig til at dele hendes evighedshåb kaster strejflys helt tilbage til Henriks brev til moderen efter faderens død og begravelse.”

Den anden trøst, der ikke just sikrede evig ro, var fatalisten Pontoppidan, der troede på det, han kaldte Augustins ”Valgsprog” om ”trahimur” – vi føres. Biografiens overraskende titel er ikke at forstå vitalistisk, som man måske kunne – og som folk vil – tro, men som et fiskenet: ”Livsrusen – hvori vi som en fisk føres ind, fanges, og, hvorfra vi ikke igen kan slippe ud. (…) [Livet] var en svir, men det fulgte et bestemt mønster og havde sine uundgåelige omkostninger.”

Dette er den anden side af denne Pontoppidan.

Hvem var han? Han var ikke just kristen, men han meldte sig ikke ud af evighedshåbet. Han var ikke en festabe, men ville ikke støtte afholdssagen, da forfatterkollegaen Tom Kristensen (1893-1974) spurgte. Han var brandesianer af overbevisning, men elskede danskerne og mente, at det var Georg Brandes’ problem, at denne ikke gjorde det. Han var længe ung og længe gammel.

Der findes ikke to ens mennesker. Alle disse hverken-eller-positioner betyder ikke, at Pontoppidan blot tog den bløde mellemvej eller var den triste mellemvare. Hans ”klare og usædvanligt ærlige Personlighed er en saa stor og eensom Fremtoning i vor Kultur,” beskrev forfatteren Richardt Gandrup (1885-1974) det.

Stor og ensom står hans biografi her også nu. Læseren føres ikke just, men der er et mønster.

Læs interview med Flemming Behrendt om bogen i Kristeligt Dagblad på fredag.