Der er intet nyt under solen. Også i 1880'erne var der præster, der som Per Ramsdal og ligesindede kunne tolke det ”overnaturlige” ud af kristendommen:
”Det er nu ikke nok med, at de har fået al guddommelighed flået af selve Kristusskikkelsen, gjort Frelseren til en slet og ret obsternasig tømmermandssøn, en socialist med hallucinationer og andre menneskelige skrøbeligheder. Jeg så forleden, at en af hr. Prams oplyste lollikker havde anrettet et sandt massemyrderi på overhovedet alle kristendommens overnaturlige forestillinger. Endog alle de uskyldige små Guds engle blev skånselsløst kastet i fantasifostrenes store fællesgrav.”
Det er pastor Pedersen, der taler i Henrik Pontoppidans store roman ”Det forjættede land”, som Gyldendal nu fortjenstfuldt har genudsendt. Hr. Pram er en grundtvigsk fører, som bestrider opstandelsen. Man holder på et tidspunkt folkemøde for at drøfte denne nye ”indsigt” fra bibelkritikken, og da man ikke kan komme til enighed, stemmer man om, hvorvidt der er en opstandelse eller ej! Om mødet fortæller den ubestikkelige pastor Pedersen:
”Det må sandelig have ringet forsvarligt for Vorherres ører denne formiddag, for man tog skam ikke blidt på den gamle mand. Navnlig den gode Vilhelm Pram og de andre skriftkloge målte ham min tro skæppen fuld. De lod ham rent ud vide, at han risikerede at gå ganske ud af spillet, dersom han ikke godvilligt opgav al gammeldags hemmelighedskræmmeri, som dog ikke længere imponerende nogen.”
Romanen bugner med herlig, kras satire over fornyernes forfængelige gøglermarked fra en Pontoppidan, der nok officielt brød med sit præstegårdshjems strenge gudstro, men som siden skulle blive den dygtigste blandt kritikerne af moderne fuskeri med troen.
”Jeg forstår egentlig slet ikke, hvorledes man kan have en tro og samtidig føle en idelig trang til at makke om på den,” som han lader sit talerør, pastor Pedersen, sige.
”Det forjættede land” udkomi flere dele gennem 1890'erne og blev første del af en enestående romantrilogi med ”Lykke-Per” og ”De dødes rige” som de to følgende søjler. Tilsammen leverer de et tværsnit af det moderne Danmarks tilblivelse, samfundsmæssigt, politisk og især åndeligt, og dette snit lægges vel at mærke med kunstnerisk formidable romaner, der lodder sjælelivet så dybt, at de er uendeligt langt mere end tidsbillede.
Hovedperson i ”Det forjættede land” er den purunge præst Emanuel Hansted, der fuld af god vilje og høje idealer indsættes i sit første embede som kapellan i et tosognspastorat. Grundtvigsk vækkelse og sociale frihedsdrømme har grebet det ene sogn, hvor småkårsfolkene lever, mens det andet, hvor de store gårdmænd bor, er gammeltroende under førstepræsten, den bøse, stokkonservative provst Tønnesen.
Unge Hansted er rundet af de finere kredse i hovedstaden, faderen er etatsråd, moderen en idealistisk drømmer, og hendes letbevægelige sind har han arvet. Han sværmer lidenskabeligt for den simple landbefolknings oprindelighed - som også den purunge Pontoppidan gjorde det. Han skal blive klogere, som Pontoppidan også blev det. Men romanfiguren går i stykker ved sin desillusion, mens forfatteren voksede og vandt ubestikkelig nøgternhed og skarpsyn, der satte ham i stand til altid at skelne mennesket bag den sociale rolle.
Derfor leverer ”Det forjættede land” heller ikke den forudsigelige beretning om en strid mellem de ædle fattige og de nedrige besiddende med deres fyldte lader og døde, konservative sjæle. Den beskt realistiske Pontoppidan deler ligeligt hug ud i alle lejre. Fattigdom adler ikke i sig selv, men kan også gøre smålig, og lidenskab for nye strømninger kan være hult hysteri eller skalkeskjul over selvisk ambition. I de grundtvigske kulisser kunne man iagttage, skriver Pontoppidan, ”med hvilken rutine fejrede tros-helte anlagde taler-værdigheden eller afførte sig den lidenskabelige henrevethed, og hvor snildt misundelsen og havesygen og den personlige forfængelighed også blandt de troende forstod at maskere sig som uforfærdethed, selvopofrelse og hellig nidkærhed.”
Provst Tønnesen kan ikke tryne sin blide hjælpepræst, hvis bløde sind rummer en stærk og ædel sjæl fuld af naiv oprigtighed - Pontoppidans personer er altid sammensatte. Emanuel drages hurtigt ind i frihedsånden hos de vakte og gifter sig endda med en ung pige af den lokale almue - som Pontoppidan selv gjorde i sit første ægteskab. Emanuel søger ned til mulden og arbejder også som landmand, mens hans idealisme svæver op i de mest iltfattige højder. Med sine lyseblå øjne ser han ikke, hvordan beregningens fede orme snor sig under al den glade vækkelse og frihedssnak i højskoleaftapning. Henrik Pontoppidan er ingen kultur-optimist, og der var en grund til, at Georg Brandes var skeptisk ved ham.
Pontoppidan har et fint blik for, hvordan den gamle Adams selviske instinkter kan få særligt ondartede virkninger, når de udfolder sig under dække af noget finere, vejrende efter, hvordan al den flagrende idealisme i luften kan udnyttes. Portrættet af den snu og katteagtige væver Hansen er et mesterstykke i dansk litteratur.
Emanuel Hansted rippes for ungdom og drømme. Nid og nag hærger, politik og magtsyge siver ind i sognets liv og forgifter sindene. Han må rejse, og således ser han op mod væver Hansen, hans allierede og derpå hans banemand: ”Han mindedes den tid, da han var kommen her ud under Guds frie himmel, i troen på her at finde menneskehjertet bevaret i dets oprindelige renhed og enfold - og deroppe stod nu rænkernes og bagtalelsernes kloge mester og triumferede over ham!”.
Hvordan det går i hans ægteskab, hvor børnene kommer til, skal slet ikke nævnes. Det er for hjerteskærende og er noget af det mest bevægende fra Pontoppidans pen. Stor sorg er på færde i denne roman, men også ramsaltet, sublim satire. Pontoppidan er hvas i tonen, men man mærker et stort hjerte banke.
Og ”Det forjættede land” leverer - ligesom siden ”De dødes rige” - begrundet mistanke om, at den blufærdige Pontoppidan i virkeligheden forblev livslangt bundet til kristendommen. Hans utrættelige opgør med kristeligt falskneri tyder på, at han aldrig blev rigtig radikaler, men egentlig altid hægede om respekten for kristendommen.