Henrik Sass går nye veje i dristigt bogudspil

Fri hash, støtte til Israel og inspiration fra kristendom og buddhisme er blandt de overraskende elementer i socialdemokraten Henrik Sass Larsens meget læseværdige bog ”Exodus”

Resultatet er en usædvanlig bog på kun 130 sider med en noget uhomogen emnekreds og en udtryksform, der ligger talesproget nær. Dermed kan den ret ubesværet læses af de fleste. Til gengæld er den en udfordring til kræsne, veluddannede læsere af politisk litteratur.
Resultatet er en usædvanlig bog på kun 130 sider med en noget uhomogen emnekreds og en udtryksform, der ligger talesproget nær. Dermed kan den ret ubesværet læses af de fleste. Til gengæld er den en udfordring til kræsne, veluddannede læsere af politisk litteratur. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix.

Socialdemokraten Henrik Sass Larsen er ikke bange af sig. Han er ikke alene sit partis ”grå eminence” og formentlig kommende finansminister i en ny S-regering, men leverer nu også sit bud på en meget efterlyst ideologisk – eller politisk – idé-debat med sin nye bog, ”Exodus – vejen frem for centrum-venstre”.

Dristigheden består også i, at han selv har udgivet sin bog, tilsyneladende uden professionel rådgivning og uden megen egen erfaring fra skribentvirksomhed.

Resultatet er en usædvanlig bog på kun 130 sider med en noget uhomogen emnekreds og en udtryksform, der ligger talesproget nær. Dermed kan den ret ubesværet læses af de fleste. Til gengæld er den en udfordring til kræsne, veluddannede læsere af politisk litteratur.

For at yde bogen retfærdighed er det nødvendigt at tage forfatterens erklærede formål for gode varer: At levere ”nutidens bud på centrum-venstres ideologiske kompas”.

Socialdemokratiet er i sit udspring et marxistisk-socialistisk parti med målsætning om étpartistyring og afskaffelse af den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Det forandrede sig dramatisk med Staunings deltagelse i et ungt, pluralistisk demokrati og – i Henrik Sass’ levetid – med bølgen af europæisk ny-socialdemokratisme med Tony Blair, Gerhard Schröder og herhjemme Nyrup-Lykketoft i spidsen i 1990’erne.

I 1980’erne drev centrum-venstre ideologien tilbage, da en gruppe kulturradikale politikere med Svend Auken i spidsen og en ret snæver kreds af fagforeningsfolk åbnede sig for en genoptagelse af indskrænkning af den private ejendomsret med diverse ØD- og OD-projekter. Men med Sovjet-imperiets sammenbrud fik idéerne om en politisk styret økonomi noget nær et dødsstød.

De socialdemokratiske partiers nye accept af markeds-økonomien gav faktisk disse partier en markant vælgersucces i 1990’erne, men herpå fulgte en accelererende nedtur, som i dag har gjort partierne til et svindende mindretal i langt det meste af Europa – med det danske Socialdemokratiet som en markant undtagelse.

Henrik Sass Larsen peger entydigt på tilslutningen til en meget stram indvandringspolitik som den dominerende årsag til den danske succes, og en fyldig omtale af dette emne er placeret som det første af bogens vifte af temaer under overskriften ”Skik følge eller –”.

Men inden da har Sass i første kapitel defineret centrum-venstres ideologiske ”fundament” i sin tolkning af bevægelsens klassiske parole ”Frihed, lighed og solidaritet” (førhen: ”broderskab”).

Her findes en stærk bekendelse til det frie marked, som uddybes i de følgende emne-kapitler. I forlængelse af Blair’s New Labour understreger Sass, at ”den frie konkurrence på et frit og tilgængeligt marked, med tusinder af kreative iværksættere og maksimalt dygtige erhvervsledere, er, hvor fremtidens velstand bliver skabt. Dette og disse er centrum-venstres bedste venner og allierede”.

Over for dette står centrum-venstres ideologiske tre punkter: Frihed for Sass er især frihed til arbejde, sundhed og uddannelse – ud over basale frihedsrettigheder i et demokratisk samfund, som i øvrigt kun findes i lande med fri markedsøkonomi.

Lighed er fri stemmeret, men også bekæmpelse af økonomisk ulighed gennem ”et retfærdigt skattesystem” og, ifølge Sass, nye former for arveafgift og nye indgreb mod alt for høje direktørlønninger og bonusser. I bunden af indkomstsystemet skal der være penge nok til at forsørge sig selv og sin familie, men der skal også være plads til trecifrede millionlønninger til direktører, hvis virksomhedens samlede lønsum er stor nok.

Begrebet solidaritet defineres hos Sass også som ”upersonificeret kærlighed”. Kærlighed omtales ikke ofte i politisk debat, men en upersonificeret kærlighed kendes først og fremmest fra to af de store verdensreligioner, kristendom og buddhisme, hvor Jesus taler om at elske sin fjende, og buddhismen om at praktisere til gavn for alt levende. At Sass således indlemmer et centralt budskab i sin ideologi, står i en vis kontrast til stærkt religionskritiske betragtninger i andre afsnit, herunder i omtalen af islam.

Der er ganske god sammenhæng i Sass’ stribe af forskellige politiske udspil i bogen, også i de omtalte ideologiske betragtninger. Det gælder også de overraskende udspil i delvis modsætning til Socialdemokratiets hidtidige politik, måske mest markant med forslag om lovliggørelse af hash og en stærk opfordring til klar støtte til Israel i konfrontationen med muslimske nabolande.

Sass’ bog må også ses i relation til hans langvarige kritik af og delvise boykot af dagens politiske journalistik. Bogen forekommer at være uden fortilfælde og er alene derfor svær at give karakter. Men forfatterens dristige udspil og ambitiøse målsætning – sammenholdt med bogens tilgængelighed – gør den klart til den bedste i en hidtil uprøvet genre.