Her bygges instrumenternes dronning: ”For mig spiller troen en stor rolle i mit arbejde”

Verdens ældste orgelbyggeri er dansk og ligger i Aabenraa. I historiske rammer arbejder 30 ansatte på at renovere og bygge nye orgler, som skal virke i de danske kirkerum. Med renoveringen af Danmarks største orgel i Aarhus Domkirke har Marcussen & Søn netop afsluttet en af deres største opgaver i nyere tid

Den gamle orgelbyggergård i hjertet af Aabenraa er et stykke kulturhistorie i sig selv, og flere dele af bygningerne er i dag fredede.
Den gamle orgelbyggergård i hjertet af Aabenraa er et stykke kulturhistorie i sig selv, og flere dele af bygningerne er i dag fredede. Foto: Liv Høybye Jeppesen.

Rådhusvinens takkede blade spreder sig over de gule mursten. Slyngplanten er fra begge sider ved at æde sig ind på den latinske reformationsdevise, der i sorte blokbogstaver pryder orgelbyggergården i Aabenraa. Blot ”Deo Gloria” står synligt frem på de alderstegne mure fra 1859. I svungne guldbogstaver nedenfor står ”Marcussen & Søn” over en grøn træport, der fører ind i verdens ældste orgelbyggeri.

Inden for porten er der dunkelt og en gennemtrængende duft af træ under forarbejdning. Smalle trapper fører gennem forskellige værksteder op til et lille indbygget kontor, afskærmet af et vinduesparti. Her sidder salgsdirektør, medejer, orgelbygger og intonatør Daniel Christensen. En mand med mange kasketter og en stor kærlighed til orglet, der med sin størrelse og klang kaldes ”instrumenternes dronning”.

Det lå ikke i kortene, at Daniel Christensen skulle være orgelbygger. Hans far var murer og gav ikke meget for klassisk musik, men familien kom trofast i den lokale kirke og i menighedshuset i Hjordkær vest for Aabenraa.

På intonatørens værksted bliver piberne stemt. Daniel Christensen bruger en stor del af sin tid på værkstedet. Han blev uddannet orgelbygger i 2003 og har siden 2005 også intoneret orgler.
På intonatørens værksted bliver piberne stemt. Daniel Christensen bruger en stor del af sin tid på værkstedet. Han blev uddannet orgelbygger i 2003 og har siden 2005 også intoneret orgler. Foto: Liv Høybye Jeppesen

Fra kirkebænken oplevede Daniel Christensen gudstjenesternes liturgi og blev betaget af, hvordan orglet akkompagnerede og understøttede salmesangen. Ofte sang salmerne i ham længere tid end ordene fra prædikenen, for kirkemusikken taler følelsernes sprog, forklarer Daniel Christensen. Han lærte sig selv at spille klaver og spillede til fællessangen i menighedshuset. Da han var 13-14 år, spurgte organisten i Hjordkær Kirke, om ikke han kunne være organistvikar.

Sådan begyndte et nærmere bekendtskab med orglet, der førte til en uddannelse i at bygge det grandiose instrument og en livsbane med orglet som følgesvend.

”Musik gør noget ved os. Når jeg i dag har intoneret et orgel og lytter til, at organisten spiller på det, kan jeg få gåsehud på armene. Man kan mærke det med hele kroppen,” siger Daniel Christensen.

At være intonatør, altså varetage orglets klanglige kvaliteter, er et fag, der er kommet oven i orgelbyggerfaget.

På tegnestuen hænger historiske udtræk. Hvert orgel er unikt, og processen begynder ofte på tegnestuen, hvor orgeldesignere kan lave de tekniske tegninger, som både ligger til grund for orglets opbygning og udseende.
På tegnestuen hænger historiske udtræk. Hvert orgel er unikt, og processen begynder ofte på tegnestuen, hvor orgeldesignere kan lave de tekniske tegninger, som både ligger til grund for orglets opbygning og udseende. Foto: Liv Høybye Jeppesen

”At intonere er at lytte efter, hvordan klangene opstår. Hvordan de forskellige former af piber skaber hver sin farve, ligesom en malerpalet. Piberne skal spille sammen, så det styrkemæssigt og karaktermæssigt fungerer optimalt. Det er ikke noget, man kan lære på en skole,” understreger Daniel Christensen, som selv har lært det af den tidligere chefintonatør hos Marcussen & Søn, Jens Christensen.

At intonere er et særligt fag, og der er ikke mange i Danmark, som kan netop dét. Så selvom Daniel Christensen bærer mange kasketter, er rollen som intonatør den mest dominerende, og han har sammen med virksomhedens anden intonatør netop afsluttet sin hidtil største opgave med at intonere orglet i Aarhus Domkirke. Marcussen & Søn har gennem de seneste to år renoveret på Domkirkens hovedorgel, der er Danmarks største med 96 registre og mere end 6000 piber. På orgelbyggergårdens mange værksteder har orgelbyggerne været travlt beskæftigede med det tekniske i at renovere piberne, vindlader og andre større og mindre dele af orglet. Menighedsrådet ønskede at tilbageføre hovedorglets lyd til 1928, hvor den anden store orgelbyggervirksomhed i Danmark, Frobenius, havde bygget et nyt orgel bag den gamle facade fra 1730.

”At intonere er at lytte efter, hvordan klangene opstår. Hvordan de forskellige former af piber skaber hver deres farve, ligesom en malerpalet. Hvordan man får piberne til at spille sammen så det styrkemæssigt og karaktermæssigt fungerer optimalt. Det er ikke noget, man kan lære på en skole,” fortæller orgelbygger og intonatør Daniel Christensen.
”At intonere er at lytte efter, hvordan klangene opstår. Hvordan de forskellige former af piber skaber hver deres farve, ligesom en malerpalet. Hvordan man får piberne til at spille sammen så det styrkemæssigt og karaktermæssigt fungerer optimalt. Det er ikke noget, man kan lære på en skole,” fortæller orgelbygger og intonatør Daniel Christensen. Foto: Liv Høybye Jeppesen

”Vi har intoneret på orglet siden oktober sidste år. Det er en størrelsesorden, som jeg aldrig har arbejdet med før, og da vi for alvor skulle i gang, døde vores chefintonatør, Jens. Ham savnede vi helt ubeskriveligt under hele processen. At kunne spørge ham til råds. Da vi hørte domorganisten spille på orglet, kunne jeg godt mærke, at jeg blev rørt og ikke skulle kigge for meget hen på Stefan (den anden intonatør, red.). Jens fulgte os hertil, og da han måtte slippe, så kunne vi alligevel færdiggøre arbejdet. Det var stort,” fortæller Daniel Christensen.

Intoneringen af et orgel er det sidste skridt i en lang byggeproces. En rundvisning gennem orgelbyggergårdens historiske værksteder fortæller om processen lige fra lagringen af træet, til tegnestuen, forarbejdning af træet, pibemagernes værksted, vindladebyggeri, klaviatur og så videre. Alle små og store orgeldele bliver håndlavet i bygningerne, hvor de ældste stammer fra 1700-tallet. Virksomheden flyttede hertil fra Vester Sottrup i 1830 og udbyggedes i 1859 med det markante tværhus, og senere fulgte flere udvidelser til.

På pibemagernes værksted sidder Flemming Bak og lodder på en pibe til et helt nyt orgel til Ry Kirke. Piberne er lavet af bly og tin og hemmelige ingredienser, som Daniel Christensen kalder ”skidt”. Opskriften er ligeså gammel som Marcussen & Søns 214 år.
På pibemagernes værksted sidder Flemming Bak og lodder på en pibe til et helt nyt orgel til Ry Kirke. Piberne er lavet af bly og tin og hemmelige ingredienser, som Daniel Christensen kalder ”skidt”. Opskriften er ligeså gammel som Marcussen & Søns 214 år. Foto: Liv Høybye Jeppesen

Til slut i processen bliver orglerne samlet i orgelsalen, hvor loftshøjden er 11 meter, og herefter bliver de færdige orgler pillet fra hinanden og fragtet ud i kirkerummene omkring i landet. Lige nu bygges der nye orgler til Herborg Kirke ved Videbæk og til Ry Kirke.

Det er ellers blevet en trængt branche, fortæller Daniel Christensen –”der er kamp om hver en ordre.” I Danmark er der fire orgelbyggervirksomheder, hvor de to største er Frobenius i Birkerød og Marcussen & Søn i Aabenraa. Tilbage i slut-1980’erne kunne der være seks-syv års ventetid på et nyt orgel, men det billede har ændret sig. Daniel Christensen ser konkurrencen fra udlandet som en afgørende faktor. Det er svært at konkurrere på prisen, når alt bliver håndlavet i Danmark. Menighedsrådene er også i højere grad begyndt at lægge orgelinvesteringerne over til fondene, fortæller han.

”Man bliver ikke rig af at være instrumentbygger,” siger han med et smil.

Man forstår, at arbejdet med orglerne og forbindelsen til kirken bærer en stor del af lønnen i sig selv.

I orgelsalen står lærlingen Johannes Ystad fra Norge og arbejder. Det tager tre et halvt år at blive uddannet orgelbygger, hvor man følger snedkeruddannelsen på tekniske skoler og står i lære. Svendeprøven laver man, modsat andre håndværkere, på sin læreplads.
I orgelsalen står lærlingen Johannes Ystad fra Norge og arbejder. Det tager tre et halvt år at blive uddannet orgelbygger, hvor man følger snedkeruddannelsen på tekniske skoler og står i lære. Svendeprøven laver man, modsat andre håndværkere, på sin læreplads. Foto: Liv Høybye Jeppesen

”Claudia (Zachariassen, administrerende direktør og syvende generation efter grundlæggeren, red.) og jeg taler tit om, hvor privilegerede vi er i vores arbejdsliv. Vi kommer ud i disse smukke rum, og der er en særlig stemning blandt folk, der arbejder i kirken. For mig har det været en drengedrøm at arbejde hos Marcussen & Søn. Det er jeg meget taknemmelig for,” siger Daniel Christensen.

”For mig spiller troen en stor rolle i mit arbejde. Jeg har altid søgt kirken og været en del af den. Det er svært at sige, hvad det gør, men jeg oplever i høj grad, at vores medarbejdere har en stor respekt for kirkerummet og for det, der foregår i kirken. Og det tror jeg er vigtigt, at man har.”

Udenfor slår regnen ned over orgelbyggergårdens toppede brosten. Daniel Christensen står i læ under halvtaget på trappen foran intonatørens værksted. Han peger op imod facadens delvist skjulte bogstaver.

”Gud alene æren,” siger han. ”Det er det, der står under rådhusvinen. ’Soli Deo Gloria’. Læser man i Bibelen, hører man mange steder om, hvordan man ønsker at give Gud det allerbedste. Og det er i høj grad det, som vi intonatører arbejder ud fra. For vi lytter på nogle ting, som det normale øre ikke kan høre. Og sådan har mange orgelbyggere det også: Man vil give det bedste, man overhovedet har. I kirkerummet spiller orglet også til Guds ære.”