Her er årets 25 bedste bøger

Hvilke nye bøger har været særlige læseoplevelser i år? Kristeligt Dagblads boganmeldere giver deres bud på de 25 bedste bøger fra 2021

Her er årets 25 bedste bøger

Skønlitteratur

Jeppe Krogsgaard Christensens valg: "Bleg ild" af Vladimir Nabokov

★★★★★★

Om værket: Oversat af Niels Lyngsø. 344 sider. 299,95 kroner. Turbine.

Nabokovs roman fra 1962 – der nu omsider foreligger på dansk ved Niels Lyngsø – er en suveræn leg med stemmer, genrer og følelser, og at læse den er som at gå på et gulv, der udelukkende består af faldlemme. Et must for enhver modig og nysgerrig læser.

Kristian Østergaards valg: "Skaknovelle og andre fortællinger", af Stefan Zweig

★★★★★☆

Om værket: Oversat af Lone Østerlind. Udvalg og forord ved Rasmus Vangshardt. 502 sider. 250 kroner. Turbine.

Stefan Zweig skrev både højlitterært og fuldstændig tilgængeligt, og intet sted er det mere tydeligt end i ”Skaknovelle og andre fortællinger”. Her er alle den østrigske forfatters idiosynkrasier, yndlingsmotiver, personer, byer og landskaber samlet i en smuk buket.

Kathrine Maria Amanns valg: ”Unge sjæle” af Sigurd Mathiesen

★★★★★★

Om værket: 208 sider. 179,95 kroner. Forlagene Sidste Århundrede og Escho.

”Unge sjæle” er et skammeligt overset hovedværk i skandinavisk litteratur. Norske Sigurd Mathiesens prosa sitrer af nerver og nattegys, lasternes frygtelige journalføring blandet op med momenter af afsindig sproglig skønhed.

Rasmus Vangshardts valg: "Eurobacillen" af Yvan Goll

★★★★★☆

Om værket: Oversat af Adam Paulsen. 120 sider. 149,95 kroner. Wunderbuch.

En vanvittig og lyrisk udgave af mellemkrigstidens undergangsfantasier. Paris flimrer i modernistisk søvnløshed i den tysk-franske forfatter Yvan Golls (1891-1950) ”Eurobacillen” fra 1927.

Lotte Kirkebys valg: "Hjem" af Judith Hermann

★★★★★☆

Om værket: Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. 212 sider. 250 kroner. Batzer & Co.

 ”Hjem” tvinger en til at læse, som man altid burde læse skønlitteratur: langsomt, opmærksomt og i fuld tillid til, at alt har betydning. Efter at have været i selskab med Judith Hermanns sikre og insisterende prosa synes det overflødigt at skrive romaner på mere end 200 stramt komponerede sider som her.

Claus Grymers valg: "Pastorale. Krig og kærlighed" af Max Ulrich Klinker

★★★★★☆

Om værket: 601 sider. 299,00 kroner. Forlaget Brændpunkt.

Den 600 sider store roman er den hidtil største og mest overbevisende forfattersatsning af Max Ulrich Klinker, tidligere pilot i blandt andet SAS. Det er en medrivende historie om en ung mand, der som pilot i Royal Air Force under Anden Verdenskrig modnes af både krig og kærlighed, idet en krise, som han gennemlever, viser sig at blive en vej til en anden og dybere forståelse af virkeligheden.

Nils Gunder Hansens valg: "Bob" af Helle Helle

★★★★★☆

Om værket: 158 sider. 259,95 kroner. Gutkind.

Helle Helle forener i ”Bob” en meget særpræget fortælleform med en mikroskopisk blotlægning af et livsdrama: afskeden med hjemmet i provinsen og bruddet mellem de første rigtige kærester.

Bo Hakon Jørgensens valg: "Horatius" af Niels Brunse

★★★★★☆

Om værket: 318 sider. 224,95 kroner. Gyldendal.

Denne dejlige meddigtende fantasi over Shakespeares ”Hamlet” er skrevet med en oversætters overskud og detaljerede viden.

Svend Skrivers valg: ”Kærlighedens år” af Johanne Mygind

★★★★★☆

Om værket: Kærlighedens år. 399 sider. 299,95 kroner. Gads Forlag.

”Kærlighedens år” er en stærk debutroman. Johanne Mygind tilbyder sin læser en elegant og reflekteret feministisk opsang om kvinders vilkår fra 1950’erne og frem til i dag.

Damian Arguimbaus valg: "Den store Tonni2Ton" af Adam O.

★★★★★★

Om værket: 144 sider. 249,95 kroner. Gyldendal.

Adam O.s bøger er en fest, og du er inviteret! I kompromisløs solidaritet med fantasien fortæller og tegner Adam O. kraftfuldt og energisk historierne om pigen Ingeborgs ven, den to tons tunge kæmpetrold Tonni. Som læser får man ved læsningen en helt uforlignelig følelse af frihed kombineret med et brændende ønske om at ville engagere sig i verden og gøre den bedre.

Martin Gregersens valg: "Den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september" af Marianne Larsen

★★★★★☆

Om værket: 64 sider. 184,95 kroner. Asger Schnacks Forlag.

Marianne Larsens digte er overvældende underværker, der med deres sprogfølsomme fabuleren og poetisk-visionære operationer igen og igen sætter forestillingskraften fri. Med denne samling har digteren tilføjet endnu en betagende bog til det forfatterskab, som i 50 år har været et lysende originalt udsigtspunkt i det litterære landskab.

Peter Stein Larsens valg: "Password" af Klaus Høeck

★★★★★★

Om værket: 400 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.

Klaus Høeck er noget så unikt som en kristen øko-digter, der elsker teknik. I sit nye fremragende lyriske magnum opus vender digteren sig kritisk mod ”det digitale helvede”.

Faglitteratur

Søren Hermansens valg: "Min tro og mig" af Lotte Heise

★★★★☆☆

Om værket: 116 sider. 130 kroner. Eksistensen.

”Kristendommen ifølge ...” er en fremragende serie fra forlaget Eksistensen. Den seneste, jeg har anmeldt, var Lotte Heises ”Min tro og mig”. Den gjorde mig bare så glad! Det er dansk folkekristendom, når den er bedst og lige til at gå til.

Torben Weirups valg: "Christiansfeld – en by ud af betydning" af Ole Akhøj

★★★★★★

Om værket: 368 sider. 300 kroner. Forlaget Aristo.

I en meget smuk og grafisk helstøbt bog om Christiansfeld fortæller Ole Akhøj med fornemme fotografier gennem 25 år om en by, hvor troen er indlejret i arkitektur og grundplan. Men også om et sted, der er forblevet levende, fordi troen frem for at blive en kulisse har bevaret sin betydning.

Søren Hindsholms valg: "Illusionernes undergang" af Andreas Reckwitz

★★★★★★

Om værket: Oversat af Tom Havemann. 280 sider. 299 kroner. Hans Reitzels Forlag.

Dette er bogen for den læser, der vil forstå baggrunden for dominerende samfundskonflikter i dag: mellem land og by, mellem højt- og lavtuddannede, mellem nationalister og globaliserings-begejstrede, mellem fundamentalister og verdslige, kulturradikale og traditionalister. Den er skrevet af en lysende stjerne på den tyske intellektuelle himmel, som til sidst i bogen også har nogle forslag til, hvordan de vestlige samfund kan finde en ny formidlende konsensus blandt disse modsætninger.

Doris Ottesens valg: "Vores fælles arv – En bondes fortælling" af James Rebanks

★★★★★★

Om værket: Oversat af Juliane Wammen. 272 sider. 249 kroner. Strandberg Publishing.

James Rebanks er hverken skråsikker eller fanatiker. Han vil bare gerne fortælle til eftertanke om al den glæde og rigdom, det giver at se planter og dyr trives i en rig mangfoldighed på den jord, som han elsker, og som han har arvet ansvaret for.

Henrik Jensens valg: "Resonans. En sociologi om forholdet til verden" af Hartmut Rosa

★★★★★☆

Om værket: Oversat af Peter Tudvad. 584 sider. 365 kroner. Eksistensen.

Tysk sociolog beskriver det moderne menneskes søgen efter mening. Hastighed fører til fremmedgørelse, men langsomhed er ingen løsning. Bogen er et forsøg på at svare på, hvad et vellykket liv er, ud over at det føles rart. Det handler om kvaliteten af ens forhold til verden, hvordan man bringer sig til at resonere med den. Bogen er relevant for den, der må undre sig over den moderne eksistens. Der er meget at være enig og uenig i.

Henrik Wivels valg: "En linje i verden" af Dorthe Nors og Henrik Saxgren

★★★★★☆

Om værket: 303 sider. 300 kroner. Gads forlag.

Forfatteren Dorthe Nors og fotografen Henrik Saxgren rejser i billeder og ord langs den jyske vestkyst helt ned til Holland. Livet, landskabet og minderne fremmanes suverænt og sanseligt, så natur og mennesker flettes sammen i et intenst nærværende helhedsbillede. Det er en både poetisk, pågående og skøn rejse.

Thomas Reinholdt Rasmussens valg: "Den sete kirke – festskrift til Carsten Bach-Nielsen" af Mattias Skat Sommer, Nils Arne Pedersen med flere

★★★★★☆

Om værket: 331 sider. 349,95 kroner. Aarhus Universitetsforlag 2021

Et fornemt festskrift til kirkehistorikeren Carsten Bach-Nielsen fyldt med spændende artikler om kirkehistoriens materialitet og med bidrag om teologiens alvor og ualvorlighed. En række flotte bidrag, der rækker videre end øjeblikket.

Carsten Bach-Nielsens valg: "Poul og kærligheden. En kontrærseksuels bekendelser" af Karl Peder Pedersen

★★★★★☆

Om værket: 275 sider. 349,95 kroner. Gads Forlag.

En dreven historiker åbner et vindue ind i det private liv i 1800-tallet, ja, helt ind i de højeste kredse kommer vi, til konseilspræsident Andræs søn Poul (1843-1928), der måtte flygte for at skjule sin homoseksualitet. Et klassisk, velskrevet studie om en hidtil skjult side af livet i ”de gode gamle dage”.

Lisbeth Bondes valg: "Vejen gennem livet. En kunstners liv og livsopfattelse" af Arild Rosenkrantz

★★★★☆☆

Om værket: Med efterskrift af Henrik Wivel. Illustreret. 254 sider. 250 kroner. Forlaget Bianco Luno.

Maleren Arild Rosenkrantz (1870-1964) søgte Gud i farverne. I 1913 mødte han Rudolf Steiner i London, hvilket fik afgørende betydning for hans udvikling som kunstner. Han blev opdraget som kosmopolit og havde familie og venner i såvel den gamle som i den nye verden. Tiden arbejder for hans kunst i takt med den stigende interesse for esoteriske og spirituelle spørgsmål.

Christian Egander Skovs valg: "Rige børn leger bedst: et portræt af det danske klassesamfund" af Lars Olsen, Sune Caspersen med flere

★★★★★★

Om værket: 246 sider. 249,95 kroner. Gyldendal.

Årets vigtigste debatbog. Den skildrer splittelsen i det danske samfund mellem folk og elite, centrum og periferi. Uanset om man er enig eller ej, er bogen uomgængelig for den, der vil forstå drejningen, ikke mindst Socialdemokratiets, i de senere år.

Mads Rosendahl Thomsens valg: "Languages of Truth. Essays 2003-2020" af Salman Rushdie

★★★★★☆

Om værket: Sprog: Engelsk. 320 sider. 249,95 kroner. Random House.

Uanset om det handler om H.C. Andersen eller covid-19, så er Rushdie en fornøjelse at læse. Endnu en gang viser han, at han er blandt de skarpeste og mest generøse til at skrive essays om litteraturen.

Sørine Gotfredsens valg: "Søren Kierkegaard og herrnhuterne – om teologi og forkyndelse i en moderne tid" af Anders Kingo

★★★★★☆

Om værket: 393 sider. 289 kroner. Fønix.

Anders Kingo leverer en eminent beskrivelse af Søren Kierkegaards kristendom og en skarp analyse af tilværelsen i en moderne tid, hvor mennesket er faldet ud af livets centrum. Folkekirkens samlede forkyndelse ville stå stærkere, hvis alle præster læste denne bog.

Lars Handestens valg: "Store Kongensgade 23. Et essay" af Søren Ulrik Thomsen

★★★★★★

Om værket: 96 sider. 199,95 kroner. Gyldendal.

Søren Ulrik Thomsen demonstrerer velsignet kort og alligevel tankerækkende langt sit essayistiske mesterskab. Helt uden privat navlepilleri er han på sporet af sin ungdoms kriser og drømme.

Find alle anmeldelserne af årets bøger her.