Don Bjarno var en simpel mand, hvis ukomplicerede livsstil havde anseelige konsekvenser for andre mennesker. Don Bjarnos motto kunne ikke misforstås, for det var ganske ”naturligt”, som han i en brandert på den filippinske ø Bohol en dag forklarede sin søn René: Far og søn levede udelukkende for sex og alkohol.
Da visdommen i dette princip gik op for Don Bjarno selv, måtte han også behjertet oversætte det til engelsk til sin filippinske kone, Analyn, samt hendes niece Shine, som René havde giftet sig med efter tre forliste danske forhold og seks børn.
Denne historie kan man læse i ”Sjuft”, en vild udlevering af fortællerjeget René og hans rejse fra barndommens Vamdrup over Filippinerne til Hornbæk. Parallelt udføres en langstrakt selvterapeutisk behandling af de betragtelige virkninger af faderens livsvandel.
René Fredensborg (født 1972) er en dansk journalist, der nu arbejder som kulturjournalist på Ekstra Bladet. Tidligere har han skrevet for magasinerne Ekko og Euroman og er kendt for en række mindre og større skandaler, hvor grænsen mellem journalistens eget liv og værk angribes.
Denne roman – Fredensborgs nummer to – er fyldt med ekstraordinære optrin og ekstralatrinær sprogbrug. Derudover er ”Sjuft” en ekvilibristisk og vellykket karaktertegning af en type, der sagtens kan klare sig et stykke vej i moderne dansk litteraturhistorie. Don Bjarno, denne ”hedonistiske bliktud”. Han kunne ligne ”et stegt svin” og var en landflygtig blikkenslager, der arbejdede på Thulebasen et par måneder om året og ellers havde bygget sig et miniimperium på en filippinsk ø, et slags barhotel kaldet Icebear Bar.
I bogen opholder journalisten René sig over lange stræk hos sin truende og kraftfulde far. Men efter at René har fået sit første barn med Shine, altså hans syvende i alt, rejser han hjem til Danmark alene. Denne hjemkomst ”bar præg af en forkert retning”, lyder det karakteristisk lakonisk.
Far og søn drikker ofte, ”som om det var sidste chance”, men det gælder faktisk en anden slags udrensning. Eftersom den første – stoffer, sex, druk – ikke virker for romanens René, er hans bekendelser også et forsøg på en udrensning af højere orden, nemlig løsrivelse fra Don Bjarnos ukunstlede dydsetik.
”Jeg er ikke dig,” siger René under et af de utallige sammenstød, og Don Bjarno svarer logisk:
”Ah, ha ha.”
Problemet ved Don Bjarno er, at man hverken må prale eller indrømme fejl over for ham, især hvis man er hans søn. På trods af denne sociale fælde kan fortæller-René sagtens se, hvor selvoptaget han selv er blevet. Der skænkes derfor ikke udelukkende opgivelse og opløsning, og ”Sjuft” er ikke (kun) en selvbiografisk skælmeroman.
Fortælleren udlever sit eget sårbare fordærv, og triste og smukke observationer blandes hele tiden i brandertens kynismer. Romanens utallige bemærkninger om disse livets paradoksale vildveje er ofte så trøstesløse, at det er smukt. Her René i anledning af Don Bjarnos kulde og senere mantra om, at han ikke har venner, overhovedet:
”Jeg fik tanken, at blot ét menneskes mangel på kærlighed måske kan slå et andet menneske ihjel.”
Da René modstræbende falder for Shine, lyder det, at ”det var som at få en kombination af en mor og en au pair-pige, man gerne måtte gå i seng med”. Men da han kysser hende i havkanten og ikke ved, om hun sover eller er bevidstløs af tequila, bemærker han:
”Det føltes som en blanding mellem en dåb af hende og en genfødsel af mig.”
Bogens genre og type minder især om Jørgen Leths uperfekte menneske, Martin Kongstads romaner og Morten Sabroes gonzofantasier. ”Sjuft” er bare mindre poetisk-dannet end Leth, mere privat end Kongstad og bedre end Sabroe.
Men bogen virker også enerverende lang, og Fredensborg skriver indimellem, blot fordi han kan; ligesom fortællerjeget René taler, blot fordi nogen gider høre på det. Det er samtidig overraskende, at den ærekære og ret dygtige journalist Fredensborg konstant rører teenageugidelighed i cocktailen. Mon ikke man her skulle havet prøvet at tage sig en opstrammer i stedet?
René lever imidlertid, i modsætning til Don Bjarno, ikke kun for sex og alkohol. Bogens bekendelser og kynisme giver mening i sammenhæng med sorgen og sårbarheden over for livet, kvinderne og fædrene og er takket være denne opskrift et bittert-klart bud på en roman, der var brug for.