Her er en romandebut af en anden verden

Den amerikanske forfatter Hanya Yanagiharas debutroman ”Folket i træerne” er en vild, eventyrlig og tankevækkende roman om magt og magtmisbrug

En af det forgangne årtis store litterære sensationer var Hanya Yanagiharas ”Et lille liv”, der blev en såvel kunstnerisk som kommerciel succes med sin rige prosa om noget så komplekst og tabubelagt som pædofili.

Det var amerikanerens anden roman, og den første, den lige så fremragende ”Folket i træerne”, foreligger nu på dansk i Nete Harsbergs skridsikre oversættelse.

Her er pædofili også et omdrejningspunkt, omend i en anden kulisse, for hvor ”Et lille liv” udspiller sig i New York, er store dele af handlingen i debuten henlagt til Mikronesien, hvortil en ekspedition er rejst i 1950.

På øen Ivu’iyu møder den et naturfolk, der synes at være unaturligt gamle – nogle af dem over 175 år – men også at lide af en form for senilitet. Norton Perina, en ung medicinstuderende, aner en sammenhæng mellem folkets tilstand og kødet fra en sjælden skildpadde, opa’ivu’eke, som de spiser, og han smugler lidt kød med hjem til USA, hvor test på mus taler sit klare sprog: Dyrene, der spiser skildpadde, lever meget længere end normalt, men deres hjerner tager skade.

Da Perina publicerer resultaterne af sin forskning, får det medicinalindustrien til at spærre øjnene op – her findes måske nøglen til evigt liv – og til at rejse til øen, som aldrig kommer sig over invasionen. Perina kan bare se til og plages af skyld over at have påført folket og naturen alle kapitalismens og kommercialismens ulykker.

Derfor er Perina heller ikke udelt lykkelig, da han modtager Nobelprisen i medicin for sin opdagelse, der ironisk nok har ført til skildpaddens udryddelse og drømmen om evigt livs endeligt.

Men ”Folket i træerne” er ikke kun fortællingen om en mands rejse, hans forskning og dens umiddelbare konsekvenser. I romanens anden del skildrer Yanagihara nemlig Perinas liv som aldrende i USA, hvor han bor med en hushjælp og 43 adopterede børn, alle fra øen i Mikronesien.

Men den sidste adoption bliver skæbnesvanger. Drengen, der får navnet Victor, lader sig ikke socialisere, men laver ulykker som både barn og ung, og det endelige slag mod Perina kommer, da han anklages for seksuelle overgreb og får to års fængsel.

Om Perina er skyldig eller ej, står aldrig klart i romanen, der udgøres af hans erindringer, som vennen dr. Ronald Kubodera har redigeret og skrevet indledning og epilog til. På den måde er sandheden udsat. Hverken Kubodera eller Perina er jo nødvendigvis interesseret i at indrømme eventuelle overgreb. På den måde minder romanen om Vladimir Nabokovs ”Lolita”, men her er der altså ikke bare én, men hele to utroværdige fortællere i spil, hvilket absolut er stimulerende for læseoplevelsen.

Der er dog forskel på, hvor medrivende de to dele af romanen er. Den første om Perinas rejse og mødet med den frodige, forrådnende natur og det sære naturfolk, ”disse ikke-mennesker”, er vildt fascinerende og som at læse en moderne version af Joseph Conrads eventyrligt uhyggelige roman ”Mørkets hjerte”.

Den anden, om livet i USA med børnene og anklagerne om pædofili, er også interessant og velkomponeret, men Yanagiharas sansemættede, billeddannende sprog står bare endnu bedre til mødet med de fremmedartede, næsten vulgære frugter på Ivu’iyu og til folket, der indvier deres børn til voksenlivet gennem ritualiseret sex med alle mændene.

Nortons beskrivelser af ritualet antyder, at han mener, at pædofili og de efterfølgende traumer er en social konstruktion i Vesten, og her lægges måske/måske ikke et spor ud om Perinas sande relation til Victor.

Men Yanagihara giver ingen enkle svar og har bygget sin fiktion om Perina på virkelighedens Carleton Gajdusek, der bedrev epokegørende forskning i eksotiske omgivelser, modtog Nobelprisen, adopterede 57 børn fra Sydhavet og blev dømt for pædofili.

Om det er etisk forsvarligt sådan at digte oven på et virkeligt liv, kan altid diskuteres. Men i ”Folket i træerne” bliver det endnu en måde at pege på forholdet mellem magt og magtmisbrug. Det er godt gjort. Som så meget andet i en af de stærkeste debutromaner i mands minde.