Her er forårets udstillinger, du skal se ude i verden, når corona (forhåbentlig) forsvinder

Coronaen er over os, men i foråret vil den forhåbentlig slippe sit tag. Her er derfor en række vigtige kunstudstillinger, som kan opleves rundt om i verden, når vi atter kan rejse ud

Giorgio Morandi: ”Natura morta”, 1941.
Giorgio Morandi: ”Natura morta”, 1941.

Først og fremmest løber to af verdens største kunstbegivenheder af stablen i det nye år: Den ene er den 59. Venedigbiennale, som åbner den 23. april, og som kan ses frem til 27. november. I år er temaet ”The Milk of Dreams” (Drømmenes mælk). Titlen henviser til en bog af surrealisten Leonora Carrington, der handler om, hvordan alt kan forandres, når fantasien tager over. Udstillingen er lagt i hænderne på en kvindelig kurator for første gang, nemlig den italiensk-amerikanske Cecilia Alemani.

Venedigbiennalen byder dels på denne mægtige hovedudstilling, dels på en række nationale bidrag i pavillonerne, hvor der dystes om den attråede Gyldne Løve. Af den grund bliver biennalen hyppigt kaldt kunstens olympiske lege.

Danmark repræsenteres i år af billedkunstneren Uffe Isolotto (født 1976), som opererer både med en fysisk og digital-kropslig virkelighed og en spændende sci-fi-æstetik, der næres af en apokalyptisk vision. I en tid med klimakrise, fake news og stadig flere autokratiske regimer er han højaktuel.

Den anden store begivenhed er Documenta 15, som finder sted fra den 18. juni til den 25. september. Det er verdens største udstilling af samtidskunst, der afholdes hvert femte år i den tyske by Kassel. Denne gang står den indonesiske kuratorgruppe Ruangrupa bag udstillingen. Gruppen opererer med begrebet lumbung, hvilket egentlig betyder risbarn, men det er også betegnelsen for en fælles bygning, hvor de indonesiske risbønder indsamler rishøsten kollektivt, hvorefter den fordeles til alle på lige vilkår. Hele Documenta 15 hviler på tanker om kollektivitet, bæredygtighed, økologi og deling. Smukt i en tid med stigende polarisering mellem rig og fattig.

Den europæiske kunstscene

I London kan man fra den 29. januar til den 17. april opleve udstillingen ”Man and Beast” med den ubønhørlige ekspressionistiske og eksistensafsøgende maler Francis Bacon, der aldrig lægger fingrene imellem i sine skildringer af dysfunktionelle mennesker og ditto relationer. Udstillingen vises på Royal Academy of Arts.

Men allerede nu kan man glæde sig over den fænomenale udstilling ”Albrecht Dürers rejser” i National Gallery. Den kan ses frem til den 27. februar og folder hele denne moderne renæssancekunstners oeuvre ud med værker fra hans mange rejser til Italien, Tyskland og Nederlandene. Der er også en række fascinerende værker af hans samtidige.

Tate Britain viser også en seværdig udstilling, der kan ses frem til den 20. marts, nemlig ”Hogarth and Europe” med den skarpe satiriske kunstner i centrum. Hans værker går i dialog med et udvalg af hans samtidige europæiske kollegers.

I Berlin udstiller den amerikanske konceptkunstner Barbara Kruger en stor skriftinstallation fra den 29. april til den 28. august i Mies van der Rohes klassisk-moderne Neue Nationalgalerie, som er et must see, hvis man er i Berlin. Det har været lukket i seks år på grund af en gennemgribende og uhyre vellykket istandsættelse.

I Gemäldegalerie kan man opleve fire årtiers kunst af den suveræne britiske tegner og maler David Hockney. Udstillingen er åben i tidsrummet den 9. april til den 24. juni.

Martin Gropius Bau byder på udstillingen ”Det vævede barn” med tekstilværker af den evigt aktuelle, eksistensfortolkende, surrealistiske fransk-amerikanske multimediekunstner og feminist Louise Bourgeois fra den 22. juli til den 23. oktober.

I Roms MAXXI Museum vises udstillingen ”Gode nyheder” om kvindelige arkitekter, arkitekturpartnere og -kollektiver, som har revolutioneret arkitekturen i slutningen af det 20. og i begyndelsen af det 21. århundrede, og i Milano kan man i den tidligere Pirelli-dækfabrik, Hangar Bicocca, fra den 31. marts til den 31. juli opleve en stor udstilling med den inciterende britiske videokunstner Steve McQueen. Udstillingen er blevet til i samarbejde med Tate Modern i London.

Paris er altid en rejse værd, og der er mange seværdige udstillinger i 2022, herunder en med den symbolitiske, finske maler Akseli Gallen-Kallela i det smukke Musée Jacquemart-André. Udstillingen åbner den 11. marts og løber frem til den 25. juli.

Barcelonas La Pedrera Casa Milà, Gaudís bygning, danner ramme om udstillingen ”Morandi. Uendelig resonans” med ingen ringere end den italienske stillebenmaler Giorgio Morandi. Udstillingen løber fra den 4. februar til den 22. maj og viser grafiske tryk, tegninger og malerier af denne stilhedens fortolker, indlånt fra forskellige samlinger i Europa.

Albrecht Durers værker vises på National Gallery i London. Her er det ”Hoved af den 12-årige Kristus”, 1506. Albertina, Wien.
Albrecht Durers værker vises på National Gallery i London. Her er det ”Hoved af den 12-årige Kristus”, 1506. Albertina, Wien.

Kunstoplevelser på andre kontinenter

Hvis man vover sig over dammen til New York, kan man med fordel lægge vejen forbi Guggenheim Museum og opleve værker af den innovative abstrakte maler Vasilij Kandinsky, ophængt i omvendt kronologisk rækkefølge i Guggenheims ikoniske sneglegang.

På Det Jødiske Museum vises frem til den 15. maj udstillingen ”Haren med de ravgule øjne” om den stenrige, jødiske Ephrussi-families turbulente og tragiske historie fra storhed til fald, sådan som man kan læse om den i Edmund de Waals medrivende bestseller. Her udstilles en række internationale kunstværker og møbler, men centralt er et stort antal af de japanske netsuke-figurer, der spiller en vigtig rolle i bogen.

Forskellige netsuke-figurer fra Waal-familiens samling. I forgrunden ses en hare med ravgule øjne, signeret Masatoshi Ivory, Osaka, Japan, ca. 1880. Vises på Det Jødiske Museum i New York.
Forskellige netsuke-figurer fra Waal-familiens samling. I forgrunden ses en hare med ravgule øjne, signeret Masatoshi Ivory, Osaka, Japan, ca. 1880. Vises på Det Jødiske Museum i New York.

I Chicago – nærmere bestemt i byens Art Institute – vises mellem den 15. maj og den 5. september en stor Cézanne-udstilling.

Skulle man have mod på at lægge vejen forbi Asien, er der mulighed for at opleve vandreudstillingen ”Banksy – geni eller vandal?” En must see, der indtil nu er blevet set af over 3 millioner mennesker rundt om i verden og nu er nået til Japan. Der indgår 70 værker af denne hemmelige, britiske street-artist, som dukker uset op overalt i verdens brændpunkter og afsætter sine magtkritiske og ofte bidende satiriske, visuelle kommentarer i byrummet. På grund af kommercialiseringen af også street-kunsten er hans værker blevet millioner af dollar værd, og publikum kan stemme om hans moralske habitus. Indtil videre vinder geniet klart over vandalen. Udstillingen vises til den 8. marts på tredje sal i With Harajuku i Tokyo. Derefter flytter den til Sapporo og videre rundt i Japan og i verden.