Både Rom og Jerusalem er større, mere livlige og langt mere omtalte byer end Antakya. Men er man interesseret i kirkehistorie, er hovedbyen i det sydlige Tyrkiet – måske bedre kendt som Antiokia, som byen hed i antikken – umulig at komme uden om. Her begyndte Jesu disciple første gang at omtale sig selv som kristne, og der ligger verdens ældste kirke, Skt. Peterskirken. Den er grundlagt af apostlen Peter og er af Vatikanet udpeget som et pilgrimsmål for alle kristne. Man regner også med, at det var i Antiokia, at Paulus skrev sit brev til Galaterne. Den dag i dag er der et aktivt kirkeliv i byen.
Arkæologiske fund er en afgørende kilde til viden om livet i regionen, dengang Paulus og Peter gik rundt blandt jøder og grækere og fandt tilhængere og stiftede menigheder. Nu er en ny, utrolig historie fra området kommet frem i form af fundet af verdens største mosaik. Fundet er grunden til, at det britiske ugemagasin The Economist for nylig skrev en fyldig artikel om Antakya, og at byen sidste weekend kom på avisen The New York Times’ hæderkronede liste over 52 steder, alle bør besøge i det nye år.
Historien er som følger: Den lokale forretningsmand Necmi Asfuroglu købte i 2009 en næsten 20.000 kvadratmeter stor grund i byen med henblik på at bygge et hotel og tiltrække endnu flere turister i en økonomisk fremgangsrig periode. Da byggeriet begyndte, stødte man imidlertid på en række arkæologiske fund, og planerne blev ændret. Fundene var så opsigtsvækkende, at man indstillede byggeriet og gentænkte hele projektet. Bygherren allierede sig med en berømt arkitekt fra Istanbul, Emre Arolat, og med de tyrkiske myndigheder, og sammen fandt man en helt ny måde at drive museum og handel på. Målet var at forene ”det hellige” ved en arkæologisk udgravning med ”det profane” ved at drive forretning, udtaler ejeren Asfuroglu til The Economist.
Resultatet bliver officielt indviet i næste uge under navnet Museum Hotel Antakya . Byggeriet er både et museum og et hotel. Under gadeniveau ligger museet, hvor den besøgende har direkte adgang til de enestående fund, der ud over verdens største mosaik omfatter en lang række statuer, bade og familiehuse med velbevaret murværk.
Over udgravningerne ligger – eller rettere: hænger – museet med 200 værelser i treetagershøjde, holdt oppe af 60 enorme stålpiller.
Sammensmeltningen af museum og hotel giver en mageløs oplevelse. Uanset hvor man er i udstillingen, kan man kigge op i hotellets indre, og uanset hvor man er på hotellet, skuer man ned i fortiden. Derved suspenderer man enhver form for åbningstid, for så vidt som man altid kan gå ind på hotellet og bese de arkæologiske herligheder. Men man kan selvsagt også løse billet på almindelig vis til museumsdelen og komme helt tæt på fundene.
Med den officielle åbning i næste uge overgår driften af museet til de tyrkiske myndigheder.
De mange fund på den store grund omfatter perioden 300 f.Kr. til 400 e.Kr., så der er rigeligt at studere for den arkæologisk interesserede. Trækplasteret er mosaikken, der har udgjort gulvet i et stort hus i romersk tid (Antakya var en af de største byer i det romerske imperium, og Galatien var navnet på den østromerske provins, hvor byen lå på bibelsk tid), men der er også mange andre mosaikker, blandt andet af Pegasus med tre nymfer omkring sig.
Et sted i udstillingen er det endda muligt at skræve over 700 år. En niveauforskel i udgravningerne viser i den ene side byliv i Antakya 300 f.Kr. og i den anden side et tilsvarende tableau i 400 e.Kr. Det er fantastisk at stå få meter fra dette i sandhed historiske vingesus og få den håndgribelige fornemmelse af livet i fortiden. Og nej, man savner bestemt ikke digital formidling eller opfordringer til at tage selfies foran skattene. Undertiden er det virkelige og håndgribelige så overvældende, at mediering er en profanitet.
Arkitekturen på museet/hotellet er epokegørende af to grunde. Den ene er, at man som besøgende på museet ikke har oplevelsen af, at man opholder sig i en fjern og støvet fortid uden forbindelse til nutiden. Arkæologiske udgravninger har nok aldrig været trækplastre for menigmand, men forbeholdt de få, der har en detaljeret forhåndsviden om den givne periode.
Sådan er det slet ikke her. Kigger man op fra udgravningerne, der viser, hvordan hverdagslivet udspillede sig i græsk og romersk tid i Antakya, ser man også hverdagsliv udspille sig: Turister, der trækker kufferter af sted, lokale borgere på vej i restauranten, folk på vej i hotellets romerske bad. Den store forskel på dengang og nu er der såmænd ikke.
Den anden grund til, at arkitekturen er epokegørende, er, at den viser en ny vej for hotelbyggeri. Flere og flere turister vil have indhold, når de rejser, ikke bare bevidstløst forbrug og luksus. Indholdet kan handle om gode råvarer, vandreruter i den lokale natur, pilgrimsmål eller anden væsentlig kultur, men pointen er, at vi i dag rejser for andet og mere end luksus eller afslapning ved stranden.
Desuden taler man i rejsebranchen om, at det store vækstområde for rejsende født omkring 2000 er ”bleasure trips” – en sammentrækning af de engelske ord ”business” og ”pleasure”. Flere og flere efterspørger rejser, hvor man kan kombinere arbejde og fritid. Her tilbyder Museum Hotel Antakya en unik oplevelse, et ophold lige midt i kulturhistorien med perfekte arbejdsforhold for den globale rejsende. Det vil vi se flere eksempler på i fremtiden.
Med en samlet pris på 120 millioner dollars er Museum Hotel Antakyaså absolut et prestigeprojekt i byen, men det overgås nu alligevel af byggeriet på nabogrunden. Eller nabobjerget, skulle man måske sige, for ind i en bjergkæde få hundrede meter fra hotellet ligger Skt. Peterskirken. Her mødtes Antiokiasog verdens første kristne i hemmelighed med flugttunneller strategisk placeret bag ved alteret. Når man træder ind i den lille kirke, føles det vitterlig som at træde næsten 2000 år tilbage i historien. Der er næsten ingen udsmykning ud over en lille statue af Peter, og kun solen udefra oplyser rummet.
Hvorfor er denne kirke og urmenigheden så vigtig?
Den engelske historiker og forfatter Tom Holland kommer med et svar i sin nye og stærkt anbefalelsesværdige bog, ”Dominion. The Making of the Western Mind”. Han minder om, at alle andre af antikkens bevægelser og trosretninger for længst er døet ud – ingen tilbeder Zeus længere – kun jøde- og kristendommen viste sig levestærk.
Og så skriver han om Paulus, der skrev sit galaterbrev her i byen:
”Ved at opfordre sine omvendte til at betragte sig selv som hverken galatere eller jøder, men alene som Kristi folk, som borgere i himlen, opfordrede han dem til at overtage en identitet, der var lige så global, som den var innovativ. Dette var i en tid, der tog lokal loyalitet for givet, og som så med skepsis på alt nyt, en modig strategi – men en strategi, som Paulus nægtede at undskylde for.”
Nej, der er ingen grund til hverken at undskylde eller sætte sit lys under en skæppe, og den strategi gennemsyrer det nye museum, Museum Hotel Antakya. Om det bliver det ønskede økonomiske lokomotiv for byen, må tiden vise, men som bygningsværk og ny formidling af arkæologi er det i sig selv enestående.
Efter et besøg i Skt. Peterskirken går turen naturligt til Antakyas store arkæologiske museum, der ligger lige i nærheden. Den indeholder en imponerende samling af fund fra hele regionen – hvis museet lå i en mere kendt by, ville det være verdensberømt. Imponerende er det at se detaljerigdommen i de antikkemosaikker flere århundreder f.Kr. – den menneskelige krops proportioner tror man ganske enkelt ikke kan genskabes så perfekt i bittesmå felter, men her sker det.
Antakya er, hvis man ellers skulle være i tvivl, fuldstændig sikker at bevæge sig rundt i uagtet byens placering tæt på Syrien. Et besøg i den gamle bydel, hvor markedet er fuldt ud fungerende som dagligt indkøbssted i dag, er et ”must”, men byens religiøse institutioner bør man også opsøge.
Ud over Skt. Peterskirken er et besøg i den ortodokse kirke ligeledes en stor oplevelse (dens gårdsplads hensætter den besøgende til lignende stenbelagte oaser i Jerusalem), ligesom det smukke hus, hvor den katolske menighed mødes, er enestående.
En svindende jødisk menighed findes også, og efter forespørgsel kan man mødes med den ældste af de 14 tilbageværende jøder og høre ham berette om fortidens betydeligt større jødiske lokalbefolkning. Et andet trængt folk, armenierne, og deres kirke kan man møde i syv charmerende armenske landsbyer oppe i bjergene med udsigt til Syrien.
Læs mere på www.museumhotelantakya.com