Prøv avisen
Interview

På Fyn får fantasien fuglevinger og mennesketræk

Hver dag står Steffan Herrik tidligt op, så han kan komme i gang med sit arbejde. I de seneste 45 år har det handlet om at vække gumozoer til live – enten gennem rustent jern skrot eller ved tegnebordet. Foto: Carsten Bundgaard/ritzau

Der er for få fabulanter i kultur- og samfundslivet, mener den fynske kunstner Steffan Herrik, der i de seneste 45 år har hjulpet tusindvis af såkaldte gumozoer til verden. Fabelfuglene kan være både selvoptagede, storskrydende eller sørgmodige. Præcis som mennesker. Og de minder os om, at vi skal blive ved med at undre os og aldrig tro, vi har fundet alle svar

De er overalt.

Når man nærmer sig Steffan Herriks hjem og værksted er de det første, man ser. Meterhøje, slanke fuglelignende figurer tager imod. Både foran huset, i indkørslen til den lille gårdsplads og ud mod haven står de. Og allerede ved byskiltet, når man drejer ind i Kærby på Fyn, får man øje på den første. Den har endda horn i panden. Med seks takker. Og foran jernfuglen ligger et marmoreret kæmpeæg, hvor hornene fra et par fugleunger stikker ud af skallen og varsler, at to mere er ved at komme til verden.

Indenfor vrimler de også frem. I værkstedet har små og store figurer af jern, træ og bronze indtaget rummet og fylder alle flader – med deres underlige næb og skæve kropsholdninger. På borde, reoler og i vindueskarme titter gumozoerne frem og står nu som de selvsikre og stolte resultater af den proces, der har med Steffan Herriks vinkelsliber og skærmbriller at gøre. Selv inde i huset, hvor den 67-årige kunstner bor med sin kone, er flere af fuglene rykket ind – en del af dem hænger også på væggen i form af kobbertryk og litografier med titler som ”Midnatslusker”, ”Klodetriller” og ”Skandinavisk horngumozo”.

”Faktisk ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg laver. Men i de seneste 45 år har jeg været optaget af de her fugle- og menneskelignende væsener, som jeg kalder ’gumozoer’. De bliver født i dølgsmål, men i løbet af skabelsesprocessen bliver de pludselig besjælet – og så vil de leve deres eget liv. Jeg ser mest mig selv om fødselshjælperen,” fortæller Steffan Herrik, der viser de mange skabninger frem.

Med kasket på hovedet og et lunt glimt i øjet.

”Det er egentlig ikke blevet lettere at lave dem med årene, men jeg elsker mit arbejde, og det bliver ved med at være helt fantastisk at være med til at skabe det her særlige univers. Og hvis folk begynder at undre sig eller stille spørgsmål – og måske alligevel genkender et eller andet – så er jeg virkelig glad. For den evige nysgerrighed og undren er det, der driver mig selv, og noget, jeg i den grad mener, vi bør værne om – i stedet for at tro, vi allerede har fundet eller vil finde alle svarene,” siger Steffan Herrik, der taler om ”tvivlens nådegave”, mens han viser sin allerførste fuglefigur frem: ”Klabautermanden”, der har sin egen særlige plads på værkstedet.

I en montre af glas.

”Dengang var jeg 12 år. Jeg har altid været fascineret af fugle, og som barn drømte jeg om at blive ornitolog. Fuglene er jo nogle af de mest oprindelige arter, vi har tilbage i vores natur. Fra ægget til øglen, til fjerene og fuglen, der trodser tyngdekraften, stiger til vejrs og kan flyve. Drømmen om at flyve tror jeg mange deler – og den findes også i flere forskellige myter. Som hos den græske Ikaros og den nordiske Loke. Samtidig går netop de sorte fugle igen i alle myter og kulturer. Tænk bare på Hugin og Munin i den nordiske mytologi.”

Men Steffan Herrik blev ikke ornitolog. For han gik ud af folkeskolen med idéen om, at han aldrig ville sætte sine ben i en skole igen.

”Jeg havde en elendig skolegang. Med masser af voldelige overgreb fra lærere, der dengang gerne måtte slå børnene. Og min tvillingebror og jeg fik nærmest dobbelt så mange stryg som de andre. Sådan følte vi det i hvert fald. Så min lyst til bøger og længere uddannelse blev ødelagt, og det var først på et senere ophold på Holbæk Kunsthøjskole i 1968, at jeg fandt ud af, hvor dejligt det kan være at lære og blive bogligt udfordret. På højskolerne tror man ganske enkelt på, at folk kan blive klogere, uden at de skal måles og vejes. Det var magisk at opleve.”

I virkeligheden kalder han derfor den sorte skole for sit ”held”. For uden den var gumozoerne nok ikke kommet til verden. Så var han i stedet steget på ”hamsterhjulet”, som han ironisk betegner den mere traditionelle lønmodtagertilværelse. Og gumozoerne ville fortsat kun være at finde som betegnelse på en underlig fugl i en roman af Aksel Sandemose, ”Mytteriet på barken Zuidersee”. Her stødte Steffan Herrik på navnet engang i 1970’erne og fandt ud af, at det da vist var den slags væsener, han skabte.

Han nåede dog også at lave en udstilling med religiøs glaskunst, før fuglene tog helt over.

”Jeg har altid været inspireret af troen og religionen og har i det hele taget arbejdet meget med de forskellige religioner i min kunst. Jeg ser dem primært som myter. Også kristendommen. Alle religioner rummer de samme grundelementer, og myterne går ofte igen. Jeg ser derfor også naturen som Guds skaberværk. For mig at se er der intet større end den. Så det, vi har udsat naturen for i de senere generationer, er jo nærmest blasfemi, og derfor er enkelte af mine gumozoer da også havnet på korset. Som en trist påmindelse.”

Mange af Steffan Herriks figurer har netop denne dobbelthed i sig. De rummer både kærlighed og humor men også noget farligt og ofte direkte djævelsk. Og som en af hans døtre sagde til ham, da hun var lille: ”det er godt, at de kommer ud af dit hoved, far”.

For tiden dukker der rigtig mange narcissister op fra smedjens gnister. Et vandrør, en møtrik og en aflagt hammer er blevet forvandlet til en gumozo, der endda er så optaget af sin egen navle, at den kommer til at stikke sit næb hele vejen igennem den, så næbbet stikker ud af ryggen.

”Se mig! Se hvad jeg har lavet! Se hvad jeg kan! Det er som om, den selvoptagethed fuldstændig dominerer vores tid, og det er jo dybt deprimerende, at så mange mennesker hele tiden har brug for bekræftelse. De mangler roen. Og tror på tidens falske profeter, politikerne, der taler om, at det hele - meningen med livet - handler om vækst. Både på et økonomisk og personligt plan. At vi skal være ’gode forbrugere’ for at være gode samfundsborgere. Men vores væksttanke er for mig at se ondartet, for den udspringer af dødssynden griskhed, eller grådighed, og er på den måde umættelig. Samtidig viser den, at vi tror, vækst kan måles og vejes - og helst i penge. Men det er en sørgelig udvikling, og hvis det bliver kriteriet for hvad, der har værdi, så dør poesien, og vi glemmer det væsentlige i livet.”

Steffan Herrik kigger hen over kaffekoppen. Og smiler bredt, da han kalder sig selv rig. Ikke materielt. Men på håb, fortælleglæde og passion.

”Det er skønt at være fortæller. Jeg låner folk mine øjne og min hjerne, og for mig at se er den rig, som kan give. Nogle kan lide min kunst. Andre kan slet ikke fordrage den. Men det er fint med mig, at folk aldrig er lunkne eller ligeglade, når de møder den. Ligegyldighed er nemlig det værste. Så er håbet væk. Der skal være en lidenskab. Det gælder også hos kunstneren. Der skal være en historie, der brænder på for at blive fortalt, og hvis kunstneren så evner at forløse den, så kan der opstå noget helt tredje. Noget, der nærmer sig det metafysiske - det, der ligger udenfor det, vi umiddelbart kan få øje på. Det er igen det med at holde nysgerrigheden og den grundlæggende undren i live. Det mest interessante i livet er det, vi ikke véd.”

Derfor bryder Steffan Herrik sig heller ikke om kunst, der skal forklares for meget.

”Noget af det vigtigste er, at kunstneren tror på, at beskueren kan tænke selv. Og det, der er så vidunderligt ved kunstens verden, er jo netop, at den er så ufornuftig. At den ikke kan sættes på formel. Derfor er der også en risiko forbundet med at blive alt for stor, rig og berømt som kunstner, fordi man så netop begynder at se dette som sit mål - og måske glemmer den umiddelbarhed og selvforglemmelse, der tidligere var forbundet med ens skabelsesproces.”

Steffan Herrik husker at takke sin familie. Sin kone og de to, nu voksne, børn. For uden deres forståelse og tålmodighed var det ikke gået at sige nej til et mere almindeligt job og i stedet satse på de underlige fugle. Når økonomien i de første år var mest presset, har han dog kørt taxa, været cykelbud og arbejdet som underviser på en højskole. Men da han blev spurgt om, han ikke ville være fast lærer på højskolen, var svaret nej.

”Jeg har altid forsøgt at undgå at blive afhængig af et system og har derfor heller aldrig fået hjælp fra det offentlige. Jeg tror, man dør en lille smule af det og får svært ved at se sig selv som et frit menneske. Men det er klart, at det har krævet meget af min familie, især min kone, der har arbejdet som lærer i 37 år og på den måde været garanten for den faste indtægt her i huset.”

I bogreolen på arbejdsværelset står bøger om blandt andre Asger Jorn, Marc Chagall og Dansk Guldalderkunst. Men også en bog om ”Folkekunst - kun fantasien sætter grænser”. I virkeligheden beundrer Steffan Herrik nemlig allermest folkekunstnerne, som for eksempel Henry Heerup, der formåede at gøre sin fantasi til folkeeje. Det er i den sammenhæng, han også siger, at ”der er for få fabulanter i dag”. Fabulanter, der tør insistere på at udvide vores virkelighedsforståelse, og som bliver ved med det.

”Kunsten er jo på den måde med til at vise os, at vi aldrig bliver færdige med at undersøge verden. At al erkendelse skaber ny tvivl. Nye spørgsmål. Derfor tilslutter jeg mig Steno eller Niels Steensen, der tilbage i 1600-tallet sagde: ’Skønt er det vi ser, skønnere det vi erkender, allerskønnest hvad vi ikke fatter’. Sådan er det i hvert fald til stadighed med mig og mine gumozoer.”

Steffan Herrik skabte sin første fabelfugl, da han var 12 år. Den har en helt særlig plads på hans værksted i dag, hvor den, som den eneste af fuglene, er beskyttet af en særlig glasmontre. – Foto: Carsten Bundgaard/ritzau
Billedkunstner Steffan Herrik i sit værksted på Fyn. Foto: Carsten Bundgaard/ ritzau
Steffan Herrik fortæller om sin djævlelignende figur