I Gads klassikerserie for børn er der hele to bøger af Jules Verne. Den ene er ”Jorden rundt i 80 dage” (1872), der har været filmatiseret mange gange, og den anden er ”En verdensomsejling under havet”. Jules Verne, der er født i 1828, skulle have været jurist, men ville meget hellere skrive til teateret. Da hans far opdagede det, holdt han straks op med at finansiere sin søns studier. Det gjorde dog ikke, at Verne vendte tilbage til studierne. Resultatet var modsat, nemlig at han blev meget mere fokuseret på at lykkes som forfatter.
I sine romaner er det dog tydeligt, at Jules Verne først og fremmest er interesseret i naturvidenskaben og mere fascineret af teknologien end i til fulde at mestre romankunsten. Modsat hvad man skulle tro, var han ikke særligt begejstret for udviklingen. Måske var hans egentlige styrke som forfatter, at han forstod at problematisere udviklingen ved fantasifuldt at fremskrive, hvad der kunne ske. Verne kunne se både de muligheder og de problemer, som teknologien potentielt kunne skabe i fremtiden. Han brugte voldsomt meget tid på biblioteket med grundig research til brug for sine bøger og havde for vane at lade alle detaljer blive indlemmet i sine romaner, hvilket gør dem noget tunge at læse. Det var først, da den kendte franske forlægger Pierre-Jules Hetzel blev interesseret i Jules Verne, det for alvor rykkede. Hetzel fik ændret den pessimistiske tone i Vernes romaner til en positiv, der kom lidt mere lethed ind i fortællingerne, og nogle af de tekniske afsnit udgik. De fleste udkom, som skik var dengang, først som føljetoner, og derefter i bogform. Hetzel udgav stort set mindst en og ofte to af Vernes romaner om året i samfulde 25 år.
At Verne fokuserer på det videnskabelige, er tydeligt, når man ser på hans noget fattige personkarakteristik. ”Jorden rundt i 80 dage” har Phileas Fogg og hans nye butler, Jean Passepartout, i hovedrollerne. Det vigtigste ved Fogg er, at man ved frygteligt lidt om ham bortset fra, at han er pedantisk præcis og ingen venner har. Han tilbringer sin tid med at spille whist i sin klub og holder sig ellers for sig selv. Det er netop i klubben, at Fogg indgår et væddemål med en indsats på 20.000 pund om, at han kan rejse jorden rundt på 80 dage. På et par timer er han taget af sted, heldigvis for ham sammen med sin nye og meget trofaste tjener, Passepartout, der som tidligere cirkusartist bogstaveligt og figurativt talt kan sno sig. Måske indgår Fogg netop væddemålet, fordi denne omhandler store teknologiske fremskridt, som ikke alle tror på.
Gennem alle 80 dage synes Phileas Fogg at sidde stille, mens han transporteres gennem verden, og ikke at tænke på eller føle noget særligt. Han plages sjældent synderligt af de forhindringer, de møder undervejs, som blandt andet skyldes den emsige detektiv Fix, der fejlagtigt tror, at Fogg er en bankrøver.
Fogg er altid fattet og rolig, men viser sig indimellem som en ægte handlingens mand med hjertet på rette sted. Dette ses, da han redder en indisk fyrstinde, Aouda, fra at blive brændt på ligbål sammen med sin afdøde mand og senere, da han redder et par togrejsende fra Sioux-indianerne sammen med 30 frivillige soldater. Også da Fogg skal over Atlanten viser han sig yderst beslutningsdygtig, da han nærmest kaprer et skib og spærrer skipperen inde i hans kahyt. Ganske vist bliver skipperen undervejs økonomisk kompenseret så rigeligt, at han er godt tilfreds, men tilgangen passer dårligt med Foggs i øvrigt pletfrie moral. Fogg bliver aldrig en hel person, men mere et udtryk for franskmandens karikerede opfattelse af en engelsk gentleman, og selvom man aner personlighed og en del menneskelige brister hos Passpartout, så bliver tjeneren også lidt en skabelon. I den uforkortede udgave finder man dog situationer, blandt andet hvor Fogg skal duellere med en oberst i toget, der giver Fogg lidt ekstra kolorit. Men læseren er aldrig i tvivl om, at det hos Verne først og fremmest er den videnskabelige mulighed, der skal udforskes, frem for den menneskelige psyke. Og som læser gør det indtryk at læse om den store verden og de fremmede kulturer.
Det giver romanerne en vis svaghed, men samtidig også en styrke, for Fogg, Passpartout, Aouda og Fix kan i princippet være hvem som helst. Alle kan spejle sig i lige præcis den karakter, de måtte have lyst til. I de mange filmatiseringer, der har været bygget over romanen, kan man også nemt kausere over selve forløbet og personerne, fordi de er så plastiske. Handlingen er i sig selv også nem at forstå og giver en kunstner masser af muligheder for at finde på. Michael Todds storfilm fra 1956 med David Niven som Fogg, den mexicanske skuespiller Cantinflas som Passpartout og Shirley MacLaine som Aouda er et godt eksempel herpå. Her optræder for første gang rejsen med en luftballon over de franske alper, hvilket har hængt ved, men som er noget, som Jules Verne bestemt ikke selv havde fundet på.
Gads forkortede version af ”Jorden rundt i 80 dage” er udmærket. Den fanger det væsentligste og har et fint, flydende sprog, som alle yngre børn vil kunne læse selv. Skal man virkelig nyde alle detaljerne i historien, anbefaler jeg dog, at man får fat i Carlsens nyoversatte udgave fra 2011 med umådeligt flotte illustrationer af Robert Ingpen. Den bringer eventyret frem allerede, når man får bogen mellem hænderne.