Prøv avisen

På keramikerværkstedet i Tommerup kan de det umuliges kunst

Keramikerparret Esben Lyngsaa Madsen og Gunhild Rudjord ser sig selv som fødselhjælpere for den keramiske kunst og viger aldrig tilbage for et godt eksperiment. De har netop modtaget ridderkorset for deres rolle i dansk kulturliv. Foto: Carsten Bundgaard/Ritzau Scanpix

Tommerup Keramiske Værksted har i 30 år været stedet, hvor kunstnere får materialiseret deres største drømme. Kristeligt Dagblad har besøgt et land af ler, glasur og vilde Ole Opfinder-løsninger

En mørkegrå bil ruller ind på parkeringspladsen ved Tommerup Station på Vestfyn.

”Ja, velkommen til Ingenmandsland,” griner bilens fører, Esben Lyngsaa Madsen.

Han har ellers opholdt sig her i området hver eneste dag i mere end 30 år og holder også meget mere af det, end han umiddelbart kunne synes at give udtryk for. For det er her, endda lidt uden for det såkaldte Ingenmandsland, at Tommerup Keramiske Værksted, som Esben Lyngsaa Madsen er direktør for, ligger.

Værkstedet er epicenter for dansk og udenlandsk keramikkunst: Store navne som Bjørn Nørgaard, Poul Gernes, Tal R, Erik Nyholm, Peter Brandes og Nils Erik Gjerdevik har i perioder nærmest boet her, mens de har skabt deres kunstværker. Her er gennem tiden fremstillet kunst for millioner og atter millioner af kroner, tonsvis af groft og ubearbejdet ler er i hænderne på værkstedets medarbejdere blevet til de mest blanke og farvestrålende skulpturer, krukker, relieffer og fade. Kører man rundt i Danmarks byer vil værkstedets ”børn” med sikkerhed dukke op: på museer, ja, bestemt, men i lige så høj grad på rådhuse, i byrum, ved virksomheder og på uddannelsesinstitutioner.

Det keramiske eventyr beretter et smukt indbundet nyt tobindsværk, skrevet af kunsthistoriker Lise Seisbøll Mikkelsen og udgivet på forlaget Narayana Press, om. Da der sidst i marts var udgivelsesreception for bogen på Clay Keramikmuseum Danmark i Middelfart blev Esben Lyngsaa Madsen og hans norskfødte hustru Gunhild Rudjord pludseligt og uventet kaldt frem til talerstolen af keramikmuseets direktør. Han fortalte publikum, at han af Hendes Majestæt Dronningen, havde fået æren af at overrække parret bag Tommerup Keramiske Værksted ridderkorset, ét til dem hver, for deres mangeårige indsats for dansk kunst.

”Ja, der blev vi godt nok taget med bukserne nede!”, siger Esben Lyngsaa Madsen, mens hans øjne lyser op bag de kuglerunde briller.

Som bilen suser gennem landskabet, op og ned ad vestfynske bakker, forbi nedlagte landbrug og græssende heste, forklarer direktøren for keramikværkstedet, at det nok aldrig var blevet det samme kraftværk, hvis det havde ligget inde i Bredgade i Indre København.

”For de kunstnere, der kommer helt herud, de vil det altså virkelig,” siger han.

Bilen sætter tempoet ned og lægger an til at dreje ind ved en nedlagt fabriksbygning. På græsplænen foran bygningen står en overdimensioneret skæv kop og glimter i forårssolen, og en meterhøj krukke har for en gangs skyld ikke fået plads på et bytorv, men nyder i stedet udsigten over mark og skov.

Vi stiger ud af bilen og passerer en kæmpestor trækasse, hvori man kan ane en lignende krukke.

Det er et af Peter Brandes’ signaturværker, en monumentalkrukke, som er på vej til at blive lastet på en vogn og sendt af sted til sit hjem ved en stor dansk virksomheds hovedkvarter. Esben Lyngsaa Madsen giver bunden af krukken et kærligt klap, da vi går forbi.

”Det var så de otte tons ler.”

En lastvogn holder parat til at laste et par andre godt forede kasser fulde af blanke figurer om bord. Det er skakbrikker, som den norske kunstner Magne Furoholmen har lavet, og som nu skal hjem til fædrelandet. Furoholmen var faktisk engang keyboardspiller i den succesrige 1980’er-popgruppe AHA, men har i de senere årtier konsolideret sig som kunstner i Norge. Og som stamgæst på værkstedet i Tommerup, tilføjer Esben Lyngsaa Madsen.

Filosofien her på stedet er ikke ”keramisk storhedsvanvid”, som en anmelder ved et dagblad for nylig kaldte det. Men det er rigtigt nok, her tænkes store tanker, siger Esben Lyngsaa Madsen. Med det følger, at man nogle gange kaster mådeholdet over bord og udvider grænserne for det muliges kunst for at realisere en kunstners idé eller skitse. Foran indgangen til værkstedshallen står et højt firkantet telt. Bag den hvide presenningsdug står den ovn, der har været med til at gøre værkstedet berømt i udlandet, for Tommerup er efter sigende det eneste sted i verden, hvor der findes en ovn, der kan brænde op til seks meter høje skulpturer. Den blev til efter, at kunstneren Peter Brandes en dag stod foran porten til keramikværkstedet sammen med Esben Lyngsaa Madsen og så op:

”Kan man brænde en krukke, der er så stor?”, spurgte kunstneren.

”Det må komme an på en prøve,” svarede keramikeren.

Resultatet står inde bag teltdugen. Ovnen, der er udtænkt og skabt af Esben Lyngsaa Madsen, bygges op med moduler, og når genstanden indeni er færdigbrændt, løftes den ovenud. Således vil forbikørende givetvis have set de gigantiske lerkrukker hænge faretruende i luften i kløerne på en kran uden for keramikværkstedet. Den første af Peter Brandes’ kæmpekrukker, ”Isak-vasen” blev skabt i 1992 til verdensudstillingen i Sevilla og var på det tidspunkt det største stykke enkeltkeramik, der nogensinde var brændt.

Krukkerne drejes indenfor på kæmpestore drejeskiver som den, der lige nu står og arbejder i roligt tempo, mens en medarbejder klatter ler på løbende.

Skiven drives frem af noget, der minder om en cykelslange og en pumpemotor. Af andre finurlige løsninger kan nævnes maskinen Valborg, en såkaldt ekstruderingsmaskine, der æder ler i den ene ende og skyder lerpølser i geometriske former ud i den anden.

Den skaffede Bjørn Nørgaard i sin tid til værkstedet. Flere af stedets øvrige maskiner har en fortid i bagerindustrien.

”Den der har engang lavet flutes,” siger Esben Lyngsaa Madsen og peger på en stor røremaskine.

Han er oprindelig uddannet tømrer og har ”altid vidst, at han kunne noget med sine hænder”. At det lige blev leret, der blev hans skæbne er resultat af et højskoleophold sidst i 1960’erne. Her mødte han en af dansk keramiks helt store skikkelser, Erik Nyholm, der var hans lærer. I 1980’erne blev han selv højskolelærer på Holstebro Højskole og fik en elev, som også var særdeles ler-interesseret. Hun hed Gunhild, var nordmand og blev senere hans hustru.

I værkstedets frokoststue skænker stedets kvindelige, norske chef kaffe op til gæsterne.

”Det er Esben, der er ingeniøren her,” siger Gunhild Rudjord med stolthed i stemmen.

At fremstille store keramiske værker er ikke sådan bare lige noget, man gør. Det tager som tommelfingerregel en måned at bygge, en måned at tørre og en måneds tid at brænde en monumentalkrukke. Og ”så skal man altså have styr på sin brændekurve”, som Esben Lyngsaa Madsen siger med alvorlig mine.

Det er ikke for sjov, når stor keramik springer, forstår man. Det kan ske, for lerets natur er at trække sig sammen, og er der modstand et sted, giver det sprækker, revner eller eksplosioner – men så taler vi altså heller ikke mere om det.

”Der er ikke plads til at være skødesløs,” siger Gunhild Rudjord.

Der er et skiftende antal ansatte på værkstedet, men oftest går der minimum en 5-7 mænd og kvinder og arbejder herude.

En ung designstuderende fra København, Emma Nilsson, er i gang med sit afgangsprojekt og har indlogeret sig på en lokal Bed & Breakfast. Nu går hun og roder med hvid glasur og begitning, der skal krakelere på den helt rigtige måde over noget trådnet. Den slags nørderi er de helt med på her.

”Det er fantastisk,” siger hun.

Gunhild Rudjord viser ind på sit kontor, et lille mekka af krukker og dåser og små lerprøver med blanke overflader i alle regnbuens farver. Det med glasuren er hendes ansvar, fortæller hun.

”Det er kemi, ren kemi. Og det kan man jo aldrig helt hundrede procent vide, hvordan ender. Men til gengæld er mulighederne u-end-e-lige!”.

Filosofien her på stedet er den ene, at intet er umuligt.

”Vi er fødselshjælpere for værkerne. En kunstner uden keramiske forudsætninger skal kunne komme her med en idé eller en skitse, og så kan vi få det til at ske. Man behøver ikke kunne dreje eller modellere, men langt de fleste dekorerer selv deres ting,” siger Esben Lyngsaa Madsen.

”En idé og helst lidt penge,” griner Gunhild Rudjord.

Nej, det er ikke helt billigt at være her, og det er da også kunst for millioner, der gennem årene er trillet ud herfra. Til gengæld kan alt ske.

Det handler om at udvide keramikkens begreb, som Esben Lyngsaa Madsen siger. Hans seneste eksperiment handler om at brænde beton, der normalt ellers kun skal tørre. Modsat leret skrumper dette materiale nemlig ikke – døren er åbnet til nyt land!

”Når man arbejder med ting, har man drømme. Og drømme kan være for storladne til, at man kan indfri dem. Men vi har tænkt, at selvfølgelig kan man det.”

I Gunhild Rudjords glasurværksted afprøver hun forskellige former for glasur og begitning (mat lermaling) på forskellige overflader, så det matcher kunstnernes forestilling om det værk, de vil skabe.
En kæmpekrukke er ved at komme til live i hænderne på en medarbejder på keramikværkstedet. Leret er blandet op med vinylfibre for at få den helt rigtige holdbarhed efter brænding – lidt på samme måde, som man i gamle dage blandede hestemøg med ufordøjede plantefibre i, fortæller Esben Lyngsaa Madsen. – Fotos: Carsten Bundgaard/Ritzau Scanpix.
Den norske kunstner Magne Furoholmen har for nylig færdiggjort fire krukker, hvoraf to skal til New York, én til Paris og én til Berlin. Keramikerne på værkstedet slipper værkerne, når de køres væk til deres endelige placering, siger Gunhild Rudjord: ”Det er noget af det sjoveste, at køre rundt i landet og så pludselig i forbifarten: Hov, der var den!”.