Formidabel og bevægende udstilling om nærværet

Har man savnet det helt særlige nærvær, som man kan få i mødet med maleriet, så er det om at komme af sted til Gl. Holtegaard. Her kan man møde svenske Anna Bjerger, som er en rent ud sagt fabelagtig maler

Bjerger bruger fotografier fundet i blade og bøger som forlæg. På udstillingen her er det mest signifikant i billederne af kropsdele, som kvindeansigtet med de ultratykke øjenfrynser, der stirrer frem mellem lilla lagner og ligner noget fra en gammel film. – Foto: Anders Sune Berg.
Bjerger bruger fotografier fundet i blade og bøger som forlæg. På udstillingen her er det mest signifikant i billederne af kropsdele, som kvindeansigtet med de ultratykke øjenfrynser, der stirrer frem mellem lilla lagner og ligner noget fra en gammel film. – Foto: Anders Sune Berg.

Den barokke lystejendom med tilhørende haveanlæg Gl. Holtegaard blev opført i 1756 af arkitekten Lauritz de Thurah. Det var et af hans sidste projekter, og han nåede ikke at bo der længe. Barok kommer fra portugisisk og betyder uregelmæssigt formet perle. Barokkens arkitektur og havekunst er på en og samme tid både regelmæssig med sin forkærlighed for symmetri og spejlinger og uregelmæssig i sin kærlighed til det opulente og snirklende.

På Gl. Holtegaard har man gennem længere tid bedt de udstillende kunstnere om at forholde sig til husets barok-arkitektur og ditto haveanlæg, som der fra flere af rummene er direkte udsyn til, i det omfang, det gav mening for dem. Sidste forsommer lavede Astrid Svangren en vidunderlig poetisk udstilling, hvor det var, som havde alfkongerne holdt fest i rummene og forhekset havens springvand, så de foldede sig ud i lilla kulører.

Nu, et år efter, er det den svenske maler Anna Bjerger, der er inviteret til at spille med. Det gør hun helt formidabelt. Hendes medie er (med få undtagelser) maleriet, og det bliver på sin plads på væggene i modsætning til eksempelvis Svangrens installationer. Men hendes evne til at danne fortælling og vække rummene til live igen er ikke mindre. Anna Bjerger er født i 1973, uddannet og gennem mange år bosiddende i London, nu bosat i en sydsvensk skov. På Louisiana Channel ligger der en fin lille film om hende.

Udstillingen spejler sig i husets midterakse, hvor Bjerger går ud over maleriets ramme og har placeret en gruppe svulmende bordlamper på gulvet. Hvor barokken i sin tid legede med at marmorere overflader, så billige overflader kunne opløftes til klassikkens fornemhed, har Bjerger hentet ådringsteknikken, der især var populær i nationalromantikken sidst i 1800-tallet, frem, og givet lamperne en ordentlig omgang. Deres samlende figur får modsvar lige udenfor, hvor man ser en stor forsamling tarvelige havestole marmoreret i nye farver og spredt ud over området.

Fra begge sider af dette rum, hvor barok og nationalromantik trækker og elastik, lys og skygge brydes, folder udstillingen sig ud i to forskellige maleriske rejser. En rejse mod daggry og en rejse mod nat. I alt er der 20 små billeder på 30 x 40 centimeter og fire store værker på 150 x 304 centimeter.

De små malerier er billeder af ting og kropsdetaljer. Meget konkrete genstande fra verden, som på en og samme tid er det, de er, og samtidig dels lægger sig ind i en mulig større fortælling, dels har deres eget symbolske niveau.

Solnedgangen er på en gang en kærlig pastiche over det nationalromantiske landskab, komplet med to små staffage-silhuetter og samtidig en surrealistisk, dystopisk vision om Aftenlandets månekratergolde slette. – Foto: David Stjernholm.
Solnedgangen er på en gang en kærlig pastiche over det nationalromantiske landskab, komplet med to små staffage-silhuetter og samtidig en surrealistisk, dystopisk vision om Aftenlandets månekratergolde slette. – Foto: David Stjernholm.

Bjerger maler på aluminium, ikke lærred, og man fornemmer, at hun maler sine billeder i ”ét take”. De er på en gang faste og flydende, motivet fastholdt i en intens proces. De er realistiske, figurative, men aldrig så perfekte, at man ikke ser maleriet og det lidt skrammede i dem. Bjerger bruger fotografier fundet i blade og bøger som forlæg. På udstillingen her er det mest signifikant i billederne af kropsdele, som kvindeansigtet med de ultratykke øjenfrynser, der stirrer frem mellem lilla lagner og ligner noget fra en gammel film, og senere på aftenen den slappe hånd, der holder en cigaret, hvorpå asken har vokset sig dryppenær lang.

Det er banalt enkelt og samtidig potentielt komplekst. En ost, der ligner et stykke marmor, en undulat på sort baggrund, et par ligblege ankler og fødder, dunkelt svulne appelsiner, en lampe, der ligner en træt tampon, en skjorte, der hænger som et spøgelse eller et ligklæde. Det emmer af fravær midt i det manifeste nærvær.

Går man den ene vej, bevæger man sig mod lyset og ender med svensk sprød birkeskov og en solopgang i stort og frækt format, der både spiller på Willumsen og Munch. Går man den anden vej, bliver de små malerier mere natteagtigt ladede, og man ender over for en foruroligende mørk skov, hvor landskabet er næsten flydende, og det maleri, som stadig sidder på min nethinde: solnedgangen, som på en gang er en kærlig pastiche over det nationalromantiske landskab, komplet med to små staffagesilhuetter og samtidig en surrealistisk, dystopisk vision om Aftenlandets månekratergolde slette.

Udennfor ser man en stor forsamling tarvelige havestole marmoreret i nye farver og spredt ud over området. – Foto: David Stjernholm.
Udennfor ser man en stor forsamling tarvelige havestole marmoreret i nye farver og spredt ud over området. – Foto: David Stjernholm.

”Dark Light/ Mørkt lys” på Gl. Holtegaard (titlen kommer også af, at flere malerier er skabt på mørk baggrund, som barokkens malere yndede) er en bevægende udstilling. Man kan stå længe i samvær med hvert enkelt værks gåde, og man kan følge rækken af de ukurante perler, der danner deres egne fortællinger på rejsen mod lyset og rejsen mod mørket.