Psykologiprofessor Svend Brinkmann opfordrede i sin forrige bog, ”Stå fast”, danskerne til at sige fra over for tidsåndens krav om selvudvikling og forandringsparathed. Det skaffede ham stor popularitet blandt alle de danskere, der i forvejen havde nejhatten skruet godt ned om ørerne, og som nu fik ideologisk opbakning til at beholde den på.
Ikke mindst i kirkelige og kulturelt dannede kredse tog man Brinkmann til sig. Der er ikke noget bedre end at blive bekræftet i sin formodning om, at verden er af lave – og så endda af en psykolog, der går i rette med sin egen stand.
Men i ugerne op til hans nye bog, ”Ståsteder”, begyndte det at se ud, som om den brinkmannske begejstringsboble var bristet. Først da Sørine Gotfredsen iBerlingske konstaterede, at ”vi nærmer os punktet, hvor flere indser, at noget mangler” – nemlig Gud – og anklagede Brinkmann for blot at give ”individets selvoptagethed en ny indpakning”. Og siden, da Information bragte et billede af en dæmonisk udseende Brinkmann på forsiden med rubrikken ”Er du også blevet forført af Brinkmanns populisme?”.
Man kunne derfor næsten mærke lettelsen i mandags, da Svend Brinkmann på sin Facebook-profil gjorde status over de første fem anmeldelser:
”Jeg er glad for, at bogen tilsyneladende kan læses med udbytte af alt fra en kritisk-narrativ psykolog, en (bourdieusk) chefredaktør, et ledende medlem af Dansk Samling, en tidehvervspræst og en stress-ekspert. Heldigvis er der ingen af de endog meget forskellige læsere, der kalder det populistisk at beskæftige sig med etik, eksistens, mening og kulturkritik.”
Hvad skriver de fem anmeldere om ”Ståsteder”? Den kritisk-narrative psykolog, alias Brinkmanns professorkollega Allan Holmgren, giver iPolitiken bogen fem hjerter og anbefaler, at den bliver ”obligatorisk læsning og drøftet indgående på alle uddannelser”.
Ganske vist mener han, at Brinkmann forsømmer at redegøre for sin metode, ”nemlig fortællingen eller narrativiteten, som er afgørende for menneskelig meningsskabelse”.
Men indvendingerne kan ikke skygge for Holmgrens begejstring:
”Brinkmann er en konstruktiv og pragmatisk humanist. Han tilbyder kontemplation over 10 begreber, som rammer lige lukt ned i eksistensen. Lige ned i det almindelige menneskes hverdag.” Og så kalder han Brinkmanns tanker om pligten til at gøre det gode for et ”næsten nytestamentligt budskab”.
Det sidste er præsten – Sørine Gotfredsen, som anmelder bogen iKristeligt Dagblad – ikke enig i:
”Han øser indirekte af det kristne livssyn, men han skyr det samtidig, og mens man selvsagt ikke kan kræve, at en forfatter skal favne det guddommelige, er der noget kunstigt ved at beskæftige sig med de helt store eksistentielle temaer og samtidig på næsten klinisk vis skære den kristne tradition bort.”
Gotfredsen mener, at Brinkmann er begavet, men at budskabet præsenteres lige lovlig simpelt. Alligevel giver hun bogen fire stjerner – den fjerde får Brinkmann, ”fordi hans kritik af vores tid som udgangspunkt er særdeles meget på sin plads”.
Det samme antal stjerner giver Lone Nørgaard (det ledende medlem af Dansk Samling – samt lektor, foredragsholder med mere) iMorgenavisen Jyllands- Posten . Hun ville have givet flere, hvis ikke det var for Brinkmanns politiske synspunkter:
”Til trods for det forfriskende og kvalificerede modspil til nytte- og positiv tænknings-mantraet kan forfatteren ikke helt løbe fra Akademias politisk korrekte diskurs.”
På netmedietPOV (Point of View International) er Thomas Milsted – stressekspert og selv forfatter til en stribe hånd- og selvhjælpsbøger – mindre karrig. Han kaster seks stjerner efter ”Ståsteder”, selvom bogen ikke er lige til at gå til:
”Den skal læses siddende,” mener Milsted.
Endelig er der den (bourdieuske) chefredaktør forInformation , på hvis forside Brinkmann et par dage tidligere blev kaldt populist. Rune Lykkeberg indleder med at udnævne Brinkmann til den ”på sin vis” største intellektuelle i Danmark, men minder om, at nejhatten også er en magtposition, ”de afmægtiges kongekrone”. Han kritiserer bogens kulturkritik:
”Brinkmann postulerer et forfald, som er overdrevet, og han gør verden mere flad, end den er.”
Han er heller ikke imponeret over det intellektuelle niveau hos Danmarks største intellektuelle:
”Der er store ord om det hele og mange banaliteter i bogen, men det er måske en pointe, fordi Brinkmann vil minde os om noget, vi godt ved i forvejen. Det er ikke stor tænkning, men det er en sympatisk bog, som vil menneskene det bedste,” skriver Rune Lykkeberg.
I torsdags blev bogen også anmeldt iBerlingske , hvor Kasper Støvring giver fire stjerner og roser indholdet for at være ”såre godt og yderst sympatisk, tankevækkende og en klog besindelse i ordets bedste konservative forstand”.
Men ligesom Gotfredsen synes Støvring, at Gud mangler i ligningen:
”Brinkmanns idé om tillid som et almenmenneskeligt træk kunne også diskuteres. Det er stort set kun i de protestantiske lande, at flertallet af befolkningen har tillid til andre. Hvorfor mon? Brinkmann vil gerne bruge kristendommen uden at tro på den. Og så risikerer han selv at havne i instrumentalismens net.”