Niels Simonsens poesi er helt sin egen: Særegent smukt kan han sammenføje ordet og væren

Denne digter taler konstant til verden, og verden taler gerne igen – og som læser sætter man med fryd ørerne på stilke og spærrer øjnene op af bare forbløffelse over, hvor mærkværdig og rig poesien kan tage sig ud

Niels Simonsen (født 1946) debuterede som digter i 1969. 50 år efter får han stadig læseren til at spærre øjnene op.
Niels Simonsen (født 1946) debuterede som digter i 1969. 50 år efter får han stadig læseren til at spærre øjnene op. Foto: Lars Gundersen/Asger Schnacks Forlag.

Alene titlen på Niels Simonsens tiende digtsamling, ”Det panteistiske blækhus”, vidner om, at vi her har at gøre med en ejendommelig digter med en helt igennem usædvanlig sprogtone, der på én gang virker sært fremmed og helt ligetil. På den ene side både ligner og lyder digtene som noget, der er sendt fra en anden tid. På den anden fremstår de helt friske, lette og uimponerede med deres legende, fantasifulde og forunderlige blik på tilværelsen.

Et godt eksempel er det helt igennem skønne digt med den herlige titel ”Jeg forklarer/ hvad hvert enkelt bogstav i ordet ’svale’/ betyder”:

”s siger S/ v siger V/ a siger A/ l siger L/ e siger E// siger/ SVALE// ’er der en by ved bredderne af floden Loire’/ spørger jeg papiret/ under mig/ ’som ligger så smukt som Beaugency’/ og vender papiret for hvert bogstav jeg skriver/ på det// og fortsætter/ ’svalerne kom et par dage før vi brød op derfra/ og fløj/ rundt over træet’// ’og er det mange centimeter som et stort S/ skal være på/ for at jeg kan skrive/ så er mine buer i luften jo ingenting/ mod en svale/ der kommer til broen ved Beaugency for at flyve’”.

Og sådan fortsætter digtet – der i øvrigt ikke kommer til sin ret her på avissiden, fordi Simonsen, en kender af barokken, altid sætter sine digte op som elegante skriftskulpturer – med sirligt at gennemgå bogstaverne i ordet svale, indtil det med et afsluttende vingeslag løftes op i e som evigheden:

”’[…] Evigheden er i alfabetet et E som Ender/ dit bogstav i svale/ over os’/ siger jeg og slår på papiret de streger// for E/ i Engle der bærer os op i sang og siger// ’skal jeg løftes op over Beaugency for at komme/ til min sidste bolig/ så lad den/ have sorte vinger/ for som svalen der kommer til Beaugency i foråret/ er jeg da så let at bære/ i luften/ til Paradiset’”.

Så særegent smukt kan Simonsen sammenføje ordet og væren – sprogbevidstheden og dødsbevidsthed – så den konkretistiske håndværkers formelle sprogmateriale pludselig synger med salmetunge.

Sådan er Simonsens skrift vanskelig at sætte på formel, fordi den vitterlig er helt sin egen, gennemstrømmet, som den er, af en særlig ånd, der sætter ordene og forestillingskraften fri og får sproget og verden til at leve på siderne. Hør bare det charmerende digt ”’Mine små hvide blomster er engle’/ sagde mirabelle-træet”:

”’af alle mirabeller i Danmark er jeg det eneste/der taler om blomster/ til jer to’/ sagde træet og spurgte/ ’er der måske i Andalusien en hvid farve til/ som den/ mine blomster bærer frem for jer i april heroppe/ i jeres have af grønt og hvidt’// og rystede vinden af sig med en af de bevægelser/ som foråret kalder/ et kast med skulderen// ’se Niels på en af de små engle som jeg lader flyve/ for vinden til jer’/ sagde træet/ ’der rejser fra mig om vinteren/ og spørg dig selv/ om himlen ved Middelhavet synger om Gud/ ligesom mine blomster henover jorden med tuja/ og buxbom’”

Denne digter taler konstant til verden, og verden taler gerne igen – og som læser sætter man med fryd ørerne på stilke og spærrer øjnene op af bare forbløffelse over, hvor mærkværdig og rig poesien kan tage sig ud.