Mogens Müller giver et sjældent indblik i den græske udgave af Det Gamle Testamente

Mogens Müllers bidrag til serien ”Det teologiske folkebibliotek” lover godt for de kommende folkelige introduktioner til teologien

Mogens Müller har gennem flere år beskæftiget sig med Septuaginta. Nærværende introduktion er skrevet med det overblik, som kun en stor viden giver, og sproget er letflydende og tilgængeligt for enhver, der må have interesse i Bibelens tilblivelseshistorie.
Mogens Müller har gennem flere år beskæftiget sig med Septuaginta. Nærværende introduktion er skrevet med det overblik, som kun en stor viden giver, og sproget er letflydende og tilgængeligt for enhver, der må have interesse i Bibelens tilblivelseshistorie. Foto: Carsten Lundager

”Det teologiske folkebibliotek” er en række udgivelser, som Forlaget Vandkunsten sender på gaden i samarbejde med Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet.

En af de første udgivelser er ved professor emeritus Mogens Müller, der introducerer til den græske udgave af Det Gamle Testamente: Septuaginta. Det er den førkristne oversættelse af jødedommens hellige skrifter. Septuagintas tilblivelsesmyte, som også gennemgås i bogen, er, at 72 lærde oversatte den hebraiske tekst til græsk, og disse 72 blev rent praktisk til 70, hvilket på latin hedder Septuaginta. Myten indeholder flere legendariske træk. En mere jordnær forklaring er, at Septuaginta er blevet oversat til græsk til den store gruppe af jøder, der befandt sig uden for Palæstina, og som efterhånden fik græsk som deres egentlige sprog.

Men da Septuaginta er blevet til i en tid, hvor den hebraiske tekst endnu ikke lå fast, betyder det, at for eksempel rækkefølgen af skrifterne, men også enkelte ord, kan variere. Der er således ofte tale om en parallel til den hebraiske tekst.

Det spændende er, at de første kristne havde græsk som deres hovedsprog, og derfor citeres der i Det Nye Testamente fra Septuaginta og ikke fra den hebraiske udgave. Det er Septuaginta, der er grundbibelen for den første kirke.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det får betydning helt op i vor tid, hvor vi har lagt den hebraiske tekst til grund for vores dages bibeloversættelse af Det Gamle Testamente. At vi lægger den hebraiske tekst til grund for vores oversættelse, skyldes Hieronymus (347-420) og Martin Luther (1483-1546), der anså denne tekst for den grundlæggende. En anden af kirkefædrene, Augustin (354-430), havde dog stor veneration for den græske tekst, hvilket Mogens Müller også berører. Men det blev den hebraiske tekst, der blev grundteksten i vestkirken.

Hos os betyder det for eksempel, at når præsten i kirken på bededag læser op fra det nytestamentlige Hebræerbrevet, som citerer den gammeltestamentlige Jeremias, så læses der jo derved op fra Septuaginta, og det lyder: ”Jeg lægger mine love i deres indre.” Men på pinsedag lyder det pludselig i Jeremias-læsningen, der er fra Det Gamle Testamente og her oversat fra hebraisk: ”Jeg lægger min lov i deres indre”, hvor den sidste entalsform sikkert er en pointering af, at det er Moseloven, der tænkes på, hvilket ville være en udfordrende tanke i en luthersk sammenhæng. Det er således ikke uden betydning, at Det Gamle Testamente på græsk har været grundlag for de første kristne. Og det dukker op hele tiden i Det Nye Testamente.

Hvad gør vi så? Mogens Müller diskuterer det og peger på, at vi kunne jo udskifte Det hebraiske Gamle Testamente med det græske og derved tilslutte os østkirken, der netop har dette som grundlag. Men han medgiver, at det er en kortslutning, for man kan ikke bare springe over en tradition. Man må blot vedgå, at der er forskellige fortolkningsstrategier og fortolkningsuniverser og holde sig dette for øje i læsningen af de bibelske skrifter.

Mogens Müller har gennem flere år beskæftiget sig med Septuaginta, og allerede i 1994 udkom bogen ”Kirkens første bibel”. Nærværende introduktion er skrevet med det overblik, som kun en stor viden giver, og sproget er letflydende og tilgængeligt for enhver, der må have interesse i Bibelens tilblivelseshistorie. Bogen afsluttes med en kort, glimrende kommenteret litteraturliste, hvor man har mulighed for søge videre ud i dette omfattende spørgsmål. Det er både et filologisk, kirkehistorisk og teologisk spørgsmål, der har betydning for, hvad vi forstår ved en bibel.

Introduktionen tegner godt for ”Det teologiske folkebibliotek”, og at dømme efter den udgivelsesrække, der er planlagt, kan vi her vente en række i ordets bedste forstand folkelige introduktioner til forskellige af teologiens emner. Her løftes flot en formidlingsopgave.