Han byder indenfor, som man vil byde indenfor på ethvert andet direktørkontor. Spørger, om vi vil have kaffe, og om der skal mælk i, og sætter sig. Læner sig lidt forover, klar til at tage imod den byge af spørgsmål, der skal til at regne ned over ham. Men noget på væggen bag ham distraherer de spørgende og bliver ved med at fange blikket. Et meget mærkeligt maleri.
Undskyld, men hvad i alverden forestiller det billede?
”Det ligner en lille sort pige, der holder en abe i hånden,” siger Thomas Thulstrup og rejser sig fra sin stol for at læse plaketten under maleriet:
”Det kom til Rosenborg før 1718. Det er Jan Iebsen, der har malet det, og den originale titel er: ’En lille hvidklædt negerpige og en abe i rød kjole’. Det er lidt i kategori med karpen derovre,” siger han og peger over på en anden væg, hvor der rigtigt nok hænger et voldsomt stort billede af en grønlig fisk. ”Portræt af en karpe”, står der under det.
”Det er sådan en slags konversationsstykker. Jeg synes, de var så morsomme, at jeg fik dem hentet herop,” siger han og sætter sig ned igen.
Der er forskel på, hvordan folk vælger at indrette deres kontorer. Men da kunsthistoriker Thomas Thulstrup den 1. oktober tiltrådte som ny direktør for Kongernes Samling og ved den lejlighed indtog hjørnekontoret her i Kommandantbygningen ved Rosenborg, gik han ikke ud og bestilte ny specialdesignet daybed og PH-lamper. I stedet gik han en tur ned i magasinet for at lede og fandt altså disse to lidt aparte malerier frem. Det er ikke for provokationens skyld, de hænger her, men det er heller ikke helt uden bagtanke.
”Der er en tendens til, at man er meget påpasselig med at hænge den slags billeder op. Men det her er jo også en del af historien, og historien skal ikke gemmes væk,” siger han.
Her på stedet er der samlet så meget historie, at det ikke er til at fatte. Fra kontoret kan han se over på porten til Rosenborg, hvor et stort C4 i guld viser, at stedet oprindelig blev bygget som lysthus til Christian den Fjerde i det helt spæde 1600-tal. Alle andre kongeslotte herhjemme har gennem tiden været brændt, men ikke Rosenborg, hvor rum og genstande er bevaret fra Christian den Fjerdes tid.
”Det er 400 års ubrudt historie, vi har. Og så har vi jo det ypperste af det ypperste, det må man nok sige. Vi har genstande, som er helt enestående af sin art, og i modsætning til mange andre museer, så har vi historien bag størstedelen af genstandene. Vi ved til eksempel præcis, hvilken møbelsnedker i Paris der har lavet det og det møbel,” siger Thomas Thulstrup.
Det var udstillingen ”Magtens smykker”, der viste kongehusets smykker på Koldinghus, hvor han senest var museumsdirektør, der for alvor gjorde ham til et navn i museumsverdenen. Da den efter sigende højeste post i den danske museumsverden, som ikke er politisk – direktør for Kongernes Samling – blev ledig, søgte han på klassisk vis og fik stillingen. Til stor ærgrelse i Kolding.
”Det passede bare rigtig godt for mig at skulle videre hertil. Det plejede at være mig, der skulle låne smykkerne til udstillinger, men nu er jeg trådt om på den anden side,” smiler han.
Smykkehistorie er Thomas Thulstrups speciale, og han indrømmer gerne, at han holder af smukke ting.
”Jeg er nok det, man vil kalde æstetiker, ja. Men det er mere det, æstetikken kan, der optager mig. Først og fremmest er den jo et redskab til at signalere noget eller sende et budskab, om magt, erindring eller rigdom. Og selvom vi har meget kostbare ting og mange gæster, der kommer her af den grund, så optager det mig meget at få historien bag genstandene ud,” siger han.
I en museumsverden, hvor egenindtjening er det helt nye buzzword, går det godt i Kongernes Samling. Rosenborg og Amalienborgmuseet havde sidste år besøgsrekord med 534.181 besøgende, og rekorden tilskrives i høj grad det stigende antal udenlandske turister, der fylder Københavns gader. Det er især tyskere, kinesere, italienere, spaniere og briter, der fylder i statistikken, og mange af dem har allerede købt billet hjemmefra.
Bortset fra at sikringen af de mange dyre genstande koster, er der ikke noget hul i kassen, der skal lukkes her. Men derfor kan man godt have ambitioner, mener Thomas Thulstrup.
”70 procent af gæsterne her er turister, og det kan vi bestemt ikke klage over. Men vi har også en interesse i at tiltrække flere danskere. Mange har været her én enkelt gang i deres liv, men jeg synes, det ville være dejligt, hvis man fik lyst til at vende tilbage. Så det går vi og pusler lidt med, hvordan får vi et bedre greb om danskerne,” siger han.
Hvorfor er det ikke godt nok med blot turister?
”Kongehistorien er vores alle sammens fortælling. Kongehuset er én af vores allervæsentligste institutioner herhjemme og en del af danskernes dna. Og de ting, der er her, kan gøre os meget klogere på den institution og dens betydning. Men det kan være svært at fornemme de historier, der ligger bag, blot ved at gå rundt her, og jeg kunne godt tænke mig, at vi var stærkere i formidlingen. Måske ser man et møbel med udskæringer og guldbelægning. Men hvis man ved, at det er et møbel indkøbt til det rum, hvor dronning Sophie Amalie havde sin store samling af blandt andet muslingeskaller, så ved man pludselig lidt mere om, hvordan verden så ud for 400 år siden. Man kan fascineres af håndværk, udtryk og æstetik, af sølvløverne, som står ovre i Riddersalen. Men når man hører, at løverne er der, fordi kongen ønskede at genskabe billedet af Bibelens kong Salomon på sin trone med løverne omkring sig, så får de en helt ny dimension.”
Vi går ud i solskinnet og over mod slottet, for Thomas Thulstrup vil gerne vise os, hvad han mener. Når alt dette om formidling er sagt, siger han, så kommer Rosenborg ikke til at gå forrest i det digitale formidlingskorstog.
”Det bliver aldrig et sted med store digitale skærme og tekniske formidlingsstationer. For mig er det et smykkeskrin, der gemmer lag på lag på lag af fantastiske genstande. Og det vil fuldstændig ødelægge den autentiske stemning, der er her, hvis man pludselig skal i dialog med en kæmpestor skærm. Det er noget med at have respekt for huset og de stemninger, der er her,” siger Thomas Thulstrup.
Hvad med sådan noget som kedsomhedsknapper, som de har ovre på Nationalmuseet?
”Respekt for det. Men det, jeg selv er fascineret af, er historierne og håndværket, og det synes jeg på en måde også aftvinger respekt. Der ligger måske 30 års arbejde bag en figur af elfenben. Det er skærearbejde gjort med de bare hænder og uden laserskærere. De evner! Det siger jo også noget om proportionerne af den rigdom, kongerne har haft. Ingen har råd til at betale en håndværker for at sidde bare 10 år og arbejde med en ting i dag. Og det må man gerne dvæle lidt ved. Tiden må gerne gå langsomt på Rosenborg, faktisk må den gerne gå helt i stå.”
Tiden står rigtigt nok stille inde i en af stuerne, som er bevaret fuldstændig, som den så ud i 1600-tallet, hvor Christian den Fjerde brugte den. Thomas Thulstrup viser hen til en lille lem i gulvet:
”Det her er faktisk en højttaler. Der stod musikere i kælderen nedenunder og spillede, og så kom lyden op her,” siger han.
”Kongen havde ikke råd til at bygge et Versailles, men måske var det meget godt. Køkkenet her på Rosenborg er i en særskilt bygning, og når alle de andre slotte fra den tid er brændt, så har det typisk været, fordi der opstod brand i køkkenet,” fortæller han, mens vi går ind i et andet og lidt dystert rum.
”Det var så her, Christian den Fjerde døde. Han lå egentlig på Frederiksborg Slot, men blev bragt hertil midt om natten, for han ville altså dø på sit Rosenborg.”
Vi går ned i dybet under slottet, hvor rigets største skatte, kronjuvelerne, er. En vagt sidder højt og skuer ud over skatkammeret og de besøgende, som går forbi montrene.
”Er det okay, at vi fotograferer herinde?”, spørger Thomas Thulstrup med lav stemmeføring.
Vagten nikker.
Thomas Thulstrup lister ned til en montre med en stor guldkrone fuld af sten og perler og små guldfigurer. Det er Christian den Fjerdes krone, og på den er et væld af symboler, forklarer museumsdirektøren, mens han peger og fortæller.
”Du kan se Justitia, retfærdighedens gudinde, men hun har ikke bind for øjnene som normalt. Det fortæller os, at han ikke mente, han bedrev blind retfærdighed. Der er også Caritas, for barmhjertighed. Og så er der pelikanen, der hakker sit bryst til blods for at fodre sine unger. Det er symbolet på Kristus, men også på en konge, der er parat til at ofre sig for sit folk,” siger han.
På Thomas Thultrups tidligere arbejdspladser Esrum Kloster og Koldinghus har hans egne ”undersåtter” ærgret sig, når han skulle videre, og fremhævet hans behagelige væsen og ledelsesstil. Han er vokset op som katolik, men troen fylder ikke ret meget i hans hverdag, siger han.
”Men hvis der er noget, den gør, så er det nok, at jeg mener, det er vigtigt, at man opfører sig ordentligt og har empati med andre mennesker.”
Tilbage på kontoret, hvor jakkerne ligger, betragter det aparte makkerpar af pige og abe os fra væggen. Det ligger ikke i kortene, at der skal tages ubehagelige samtaler her på kontoret, om fyringer og den slags, de bruger kræfter på andre steder i museumsverdenen lige nu. Men skulle det ske, er der opmuntring at hente. Thomas Thulstrup håber i hvert fald, at de to på væggen kan bryde isen.
Historien bag, hvem det er bestilt af og til hvilket formål, har han endnu til gode at få banket ud af murstenene her på Rosenborg.
”Men jeg skal nok få den frem,” smiler han.