Gennem et kvart århundrede har Ole Akhøj fotograferet Christiansfeld.
Et større udvalg af Akhøjs meget smukke billeder af den sønderjyske by er nu samlet i en bog, hvis kongeniale grafiske udformning så at sige forløser hele projektet: at fortælle om denne arkitektonisk og kulturhistorisk ganske særlige by, der på det seneste også har været under en restaurerende fremtidssikring, hvis perspektiv bogudgivelsen indirekte tager under behandling.
”Enestående by” kunne være en nærliggende karakteristik af Christiansfeld – men det ville så kun være i en dansk sammenhæng. Christiansfeld ligner byer andre steder i verden opført af herrnhuter. Den er grundlagt i 1773. 10 år senere begynder nogle af indbyggerne at bage honningkager, der stadig i dag er en specialitet.
Det vil være forkert at påstå, at der ikke optræder en eneste honningkage i Ole Akhøjs lange billedfortælling om Christiansfeld, for der ligger da en honningkagebod i Lindegade. Men man kan vel sige, at Akhøjs bogværk om Christiansfeld ikke henvender sig til den overfladiske oplevelsesturist, der insisterer på sjove egnsspecialiteter og gode kulisser for feriebilleder. Det er helt modsat. ”Christiansfeld – en by af betydning” indbyder til fordybelse. Det er fotografier, man synker ind i og kan finde fred i – og som repræsenterer et kunstnerisk greb, der ligger langt fra traditionelle billedbøger om forunderlige rejsemål.
Mere om det senere. Først for en ordens skyld noget om grundlæggelsen af Christiansfeld:
Feld betyder mark – og Christian hed den konge, der for et kvart årtusinde siden inviterede Brødremenigheden til at grundlægge en by på en mark mellem Kolding og Haderslev.
Christian havde nummer syv i kongerækken – så, som litteraten og 1700-talseksperten Thomas Bredsdorff fortæller om i sit meget veloplagte essay i bogen, var det nok snarere Struensee, der ved at etablere en idealby med idealindbyggere kunne lære de dovne og drikfældige, danske bønder noget om arbejdsmoral.
Brødremenigheden er oprindeligt grundlagt i 1727 på et gods i Sachsen, og trosretningen havde været en del af værdikampen allerede under Christian VI, der – stadig ifølge Bredsdorff – valgte pietismen som en art faderopgør med Frederik IV, der ”for at sige det uden omsvøb (var) en fordrukken horebuk”. Men så faldt Brødremenigheden i unåde, og ”at være herrnhut blev forbudt”.
Indtil det ikke længere var tilfældet, og Christiansfeld blev grundlagt efter en omhyggelig byplan, hvor, som forfatteren og præsten Kristian Ditlev Jensen har bemærket i sin bog om Sønderjylland, bygningernes mursten er gule for at Vorherres lysende godhed kan præge indbyggerne, og husene er tegnet og indrettet, så det kristne liv så at sige flyder ud i gaderne.
Kirken hedder ikke kirke men Salen, og også den er hvid og lys og venlig, asketisk. Overdreven religiøs seksualforskrækkelse har heller ingen plads i hernnhuternes hjerter, og hele samfundsstrukturen er organiseret, så det danner ideelle rammer for et kristent liv. Mænd og kvinder er ligeberettigede – og det har de været gennem tiderne.
Da Ole Akhøj begynder at fotografere bygninger og boliger i Christiansfeld, er det ikke for at dokumentere dem i traditionel forstand. Selvom ældre optagelser også fastholder indtrykket af det forfald, der prægede nogle af husene, indtil der blev rejst fondsmidler til restaurering og siden 2015 en plads på Unescos liste over verdens kulturarv.
Var det ikke allerede sket, kunne man have vedlagt ansøgningen Ole Akhøjs bog; for dens billeder fastholder i overblik, udsnit og små detaljer Christiansfeld som en perfekt kulisseby for et veltrimmet trosbegreb, hvor udseende og indretning bekræfter det tankesæt, der ligger bag.
Henning Larsen sagde engang – og den afdøde arkitekt er citeret efter hukommelsen – at arkitektur i grunden først får mening, når husene bliver taget i brug af mennesker.
Men i Ole Akhøjs billedskønne, gennemgående sort-hvide indtryk af Christiansfeld optræder ingen mennesker. Gaderne er tomme, de omhyggeligt komponerede fotografier bliver ikke forstyrret af menneskelig tilstedeværelse.
Det ligner en by, hvor alle indbyggerne er forsvundne og nu blot ligger under jordoverfladen i lige rækker på kirkegården, der hedder Guds ager i Brødremenigheden.
Ole Akhøj (født 1949) er ikke for ingenting museums- og arkitekturfotograf. Det er tingenes betydning og stedernes mening, der optager ham, og resultatet er disse nærmest beåndede billeder, der blandt så meget andet fortæller om glæde ved det enkle og prunkløse liv båret af en mening med tilværelsen.
Som erfaren iagttager af arkitektur ved Ole Akhøj efter billederne at dømme, hvordan lysets fald – det stille og afdæmpede, næsten hammershøiske grå lys – artikulerer rum og giver værelserne karakter og fortælling, og hvordan skygger kan pointere arkitektoniske former. Også i det maleriske forfald, når rummene er mere eller mindre tømt, malingen skaller, og de gamle bygninger hastigt er ved at forandre sig til et håndværkertilbud.
I den melankolske fascination af forfaldet og fastholdelsen i billeder af verden af i går kan måske ligge en indirekte kritik af renoveringer og opdateringer af ældre byggeri.
Det kan i hvert fald være en diskussion værd, når man konfronteres med et pragtværk som ”Christiansfeld – en by fuld af betydninger”, og der kan findes gode argumenter på begge sider. Både hos dem der vil frede løs – og dem, der mener, at der også skal være plads til nutiden og fremtiden.
Men så er der det tredje synspunkt: nemlig at kirker og slotte og andre betydningsfulde bygninger, opført i fortiden, må opgraderes af eftertiden, så de stadig har en funktion og giver mening som andet end monumenter. Ellers står de som malerisk forfaldne kulisser til noget, der er dødt, og uden mennesker som et frilandsmuseum uden for sæsonen.
Når man nu har bygget så fint og funktionelt og håndværksmæssigt fornemt som i Christiansfeld, ville det være en skam ikke at holde byen levende.