Kunstnerens letgenkendelige navnetræk ”L.A. Ring” er præget ind i bogværkets matblå forside. Man fornemmer, at den Ringske signatur er afgørende for bogen, og navnetrækket binder det blå omslag sammen med et af Rings vigtigste kunstneriske vidnesbyrd, ”I havedøren. Kunstnerens hustru” fra 1897, der afbildes på bogens forside.
Som læsere får vi hermed flere nøgler til bogen: Portrættet af hustruen er indrammet af den blå farve, der løber som en accent igennem hele bogen, og hvis betydning forfatteren opsummerer i bogens epilog: ”L.A. Ring havde blå øjne. De var lige så blå som den himmel, han malede, og som er indbegrebet af Ring en tidlig forårsdag eller en højsommermorgen. Azurblå himmel, der spejler sig i vandet. Tindrende klar og dyb i løden. Alle, der mødte Ring, mindedes hans øjne. Det var igennem øjnene, Ring blev set, og igennem dem, han selv så og skildrede verden.”
Det var kærlighedens forvandlende kraft i mødet med Sigrid Ring, der fik farverne og ikke mindst den blå til at udstikke kursen for store dele af kunstnerens efterfølgende virke.
I den forstand er en detalje som bogens forside retningsgivende for det værk, forfatter og dr.phil. Henrik Wivel med bogen ”Det glasklare hjerte. En biografi om L.A. Ring” har begået. På mere end 300 sider forbinder Wivel nærlæsninger af værker fra hele Rings omfattende kunstnerkarriere med tidens litteratur og åndshistorisk tankegods i en syntese, der spinder Rings værk ind i tidens store strømninger.
Der er i eksemplarisk forstand tale om en biografi, der følger kunstnerens virke fra de tidlige billeder, der med kras socialrealisme lader motiverne være eksponenter for idéer om arv og miljø, over 1880’ernes psykologiske realisme og 1890’ernes symbolistiske anslag til troen på livets dennesidige kraft i de sene billeder ikke uden reverens for vitalismens bannerfører, forfatteren Johannes V. Jensen.
I Wivels biografi er det menneskelige liv imidlertid indfældet i naturens store orden i enhver forstand, og parallelt med det kronologiske spor følger bogen derfor også årstidernes vekslen, der indrammes med kapitlerne ”Forårets død. 1854-1900”, ”Den store sommer. 1900-1914” og ”Vinteren 1914-1933”. Mangler efteråret? Nej, det er på sin vis indlejret i det første kapitel. ”Uden Naturen kan jeg slet ikke tænke mig en Fremtid for Malerkunsten,” som Ring selv sagde i et interview i 1933 kort før sin død.
Bogens styrker er mange, dens svagheder færre. Som læser begejstres jeg over, hvor helt igennem velresearchet bogen er, over det sproglige overskud, der kendetegner teksten, og ikke mindst over billedanalyserne, der afdækker billedlig kompleksitet i særklasse.
Man mærker, at Ring ikke er noget nyt bekendtskab for forfatteren; bogen vidner om mange års interesse og forskning i kunstnerens værk, og den trækker på forfatterens vidtfavnende litterære spændvidde. Henrik Wivel trækker med andre ord på et langt forfatterskabs samliv med kunstneren, der tog sin begyndelse, da Wivel i 1982 udgav den første artikel om kunstneren (og Vilhelm Hammershøi) og i 1997 skrev en lille biografi i serien ”Dansk klassikerkunst”.
Indimellem placerede han Ring i tidens symbolistiske danske kunstmiljø i et bind af ”Ny dansk kunsthistorie”, og siden er der lagt nye alen til forfatterskabet om Ring gennem artikler til bøger og udstillingskataloger.
Med ”Det glasklare hjerte” høster Wivel alle de frø, han gennem sit forfatterskab har sået. Man genkender pointer fra forfatterskabet, men ikke som en redundant dødvægt, snarere som trædesten for nye erkendelser. Det gælder eksempelvis prologens frapperende læsning af Rings ikoniske ungdomsværk ”Banevogteren. Landsbyen Ring”, hvor Wivel ikke alene gnistrende sprogligt udfolder analysen, men tillige føjer helt nye indsigter til aflæsningen af motivet:
Djævelen gemmer sig som bekendt i detaljen, og her er det baneleddets skyggespil, der viser sig at rumme slagskyggen fra det barn, hvis verden Ring med motivet tager afsked med, og som får mig til at undres over, at ingen – mig bekendt – har set dette før. Banevogteren er som tærskelmotiv ikke blot et billede på det opbrud, jernbanens ankomst til barndomsbyen Ring indvarslede i kunstnerens liv; i Wivels læsning er den tillige et billede på den fremmedgørelse, der ligger i modernitetens reducering af det enkelte menneske til et nummer i rækken. Tallet 40 på ledvogterskuret bliver i denne optik et billede på en større almenmenneskelig erfaring, som både var Rings og ledvogterens. En modernitetserfaring, Wivel forfølger bogen igennem.
Ring fylder sine motiver med betydning, hvad enten de gemmer sig i skyggerne, i motivernes næsten hyperrealistiske klarhed eller i ophobning af genstande og detaljer.
Dermed kan Rings metode synes i modsætning til hans samtidige og nære ven Vilhelm Hammershøi, der ligeledes betjente sig af et tilsyneladende realistisk formsprog, men havde det slørede som strategi, og som modsat Ring tømte sine motiver i en nedskrivning af rummet. Men fælles er de om de visuelle blokeringer, der lader os få øje på vores egen rolle i forhold til billedet, og dermed peger de begge som kunstnere på deres ambitioner med maleriet, der rækker længere end til skildringen af det synlige.
Begge maler motiver, der handler om eksistensen og om maleriet selv, men ud fra ganske forskellige strategier. Det kan derfor heller ikke undre, at begge kunstnere, som så mange andre af deres samtidige kolleger, var levende optaget af fotografiet – det var både et bekvemt arbejdsredskab og billedfremkaldende i videre forstand.
Som læser opsluges jeg derfor af afsnittet ”Photografisme”, der dokumenterer Rings flerfoldige mellemværende med fotografiet. Fotografier fra rejsen til Italien fra 1893 til 1895 findes endnu bevaret den dag i dag, herunder fotografier af de døde i Convento dei Cappuccini ved Palermo, og det var naturligvis disse fotografier, Ring kunne trække på, da han malede de mumificerede døde i klostrets kælder. Det er blot et af de felter, Wivels bog afdækker. Forfatteren peger tillige på, at et camera lucida vel kan have været et af kunstnerens arbejdsredskaber, ligesom han har blik for det forhold, at fotografiet som metode også findes indfældet selv i de billeder, hvortil vi i dag ikke kan påvise fotografiske kilder eller lignende. Kunstnernes ”subjektive blik” vidner dermed også om en fotografisk bevidsthed, som Wivel genfinder i J.P. Jacobsens novelle ”Mogens”. Bogen gennemlyser kunstnernes værk med pointer og passager fra samtidens litteratur, som Ring livet igennem var fortrolig med.
Det er for så vidt ikke rimeligt at fremhæve nogle afsnit frem for andre, men kapitlerne om Rings ankomst til kærligheden og livet selv i mødet med Sigrid Ring er alligevel svære ikke at fremhæve. Farvens og lysets kraft frisættes og potenseres der, hvor kunstneren gennem den anden finder hjem til sig selv, menneskeligt som kunstnerisk.
Som biograf ser Wivel sammenhænge mellem de personlige livserfaringer, Ring bærer med sig, og hans værker og binder tolkningsmæssige tråde herimellem. Visse skoler i kunsthistorien vil på det bestemtest fraråde sådanne sammenfald og i stedet hævde billedets selvstændige autoritet og agens. Alligevel vedbliver det at være en udfordring at isolere kunstneren fra værket – og kan og skal man overhovedet det?
Wivels bog underbygger sin metode med en imponerende kilderesearch, hvad der i sig selv er en vanskelig opgave. Mod slutningen af sit liv gjorde Ring måske netop sit for at modsætte sig analyser og tolkninger, hvor det personlige erfaringsrum blev inddraget; han hjemkaldte egne breve og destruerede i vidt omfang de korrespondancer, han havde ført med venner og kolleger gennem et langt kunstnerliv. Ville han dermed hævde, at værkerne var nok i sig selv? Det er de hævet over enhver tvivl, men at få udlagt dem i dialog med Wivels analyser, der forbilledligt trækker på research i kendte som ukendte kilder, herunder en meget stor portion breve, der ikke tidligere har været anvendt i forskningen, føjer helt nye indsigter til et værk, som har så meget at give.
Wivels bog er den første store fritstående biografi om kunstneren, siden vennen og kunsthistorikeren Peter Hertz i 1934 kort efter kunstnerens død udgav en stor bog, der i udstrakt grad byggede på samtaler med Ring i hans livsaften. I Hertz’ bog er ingen kilder nævnt. Dette rådes der bod på i Wivels bog, der med sin grundige dokumentation giver bolden op til kommende læsere. For nok er der med dette værk sluttet en tolkningsmæssig cirkel omkring Ring, men som de bedste kunstnere vedbliver Rings værk at lade sig åbne for nye tolkninger.
Læg dertil, at hele bogen er smukt grafisk sat op og generøst illustreret med kunstnerens værker, både de velkendte og ikke mindst de mere ukendte i privateje. Man aner den Ringske signatur i dem alle.
Gæsteanmelder Gertrud Oelsner er direktør for Den Hirschsprungske Samling i København.